Den demokratiske alliances opløsning

Den første venstreregering kunne efter to års regeringstid se væsentlige dele af sit program gennemført, om end i flere tilfælde alvorligt beskåret som følge af det fortsatte flertal af Højre og Frikonservative i Landstinget. Andre vanskelige sager havde regeringen søgt at fjerne fra den offentlige debat. Det gjaldt især forsvarsspørgsmålet, hvor der ikke alene var modsætninger mellem Højre, Venstre og Socialdemokratiet, men også dybe indre uoverensstemmelser inden for regeringspartiet. Med nedsættelse af en forsvarskommission i 1902 håbede regeringen at få ro om dette ømtålelige problem i nogle år. Det var forgæves. Der var både blandt socialdemokrater og medlemmer af regeringspartiet en dyb og, viste det sig, berettiget mistillid til krigsminister W. H. O. Madsens vilje til at følge det hidtil fælles krav om militærudgifternes nedsættelse. Det radikale, antimilitaristiske element i regeringen svækkedes yderligere ved Viggo Hørups død i februar 1902.

Bag Venstrereformpartiets massive flertal i Folketinget ulmede en ildevarslende uro med baggrund i både politiske og sociale modsætninger. Socialdemokratiet havde straks fra systemskiftet markeret en skarpere selvstændig politisk profil og gjort det klart, at partiet havde mål, der var langt mere vidtgående end Venstres. Samtidig kritiserede socialdemokraterne regeringen for at tilpasse sig det konservative Landsting og svigte bredere sociale interesser blandt andet i skattesagen. Regeringen fremstod mere og mere som den større besiddende gårdmandsklasses parti.

På deres side var gårdmændene efterhånden grundigt irriterede på den socialdemokratiske agitation for at vinde husmænd og landarbejdere for arbejdernes organisationer og måske især på Peter Sabroes ihærdige afsløringer af tyendets og de arbejdende børns elendige vilkår. Det blev klart for begge parter, at vejene måtte skilles mellem de to store klassebevægelser.

Det første varsel kom i København, hvor socialdemokraterne gennem de foregående 20 år inden for rammerne af alliancen med Venstre havde gjort en væsentlig indsats for at bryde Højres monopol på byerne. Ved valgene til borgerrepræsentationen i 1901 og 1902 vandt alliancen af socialdemokrater og liberale venstrefolk så store sejre, at der efter valget i 1902 ikke sad en eneste højremand i borgerrepræsentationen. Imidlertid var borgmestrene indtil 1917 udpeget på livstid, og først da byens finansborgmester, højremanden Borup, døde i 1903, kunne socialdemokraterne som den største gruppe melde sig med Jens Jensen som kandidat til posten. Denne 42-årige „socialistiske malersvend” havde en lang karriere som faglig organisator bag sig, og han var i 1898 blevet valgt som De samvirkende Fagforbunds første formand. Hans valg til borgmesterposten blev sikret ved, at repræsentanterne for den københavnske liberale vælgerforening undlod at stemme, og det afstedkom stærke reaktioner både til venstre og højre. Jensen blev hyldet ved et fakkeltog, hvortil Jeppe Aakjær skrev et digt, der både udtrykte arbejdernes begejstring og borgerskabets lidt gysende fornemmelser.

Den stille mand, der førte i ondt og godt vor trop, ham er det, vi har løftet i kvæld på skjoldet op; for proletarborgmesteren vi stak de blus i brand, fra hvilke funker daler nu viden over land.

Rul ned, rul ned, Etatsråd! Træk plydsgardinet til! De fandens røde fakler, de driver så sært et spil; de flimrer under loftet i mangt et rigmandsbo og taler frækt rødtunget om fattigmands håb og tro.

Etatsråderne kom igen. Højre mobiliserede i 1903 alt, hvad der kunne samles under antisocialismens faner, og fik justitsminister Albertis solide opbakning i dagbladet Dannebrog, som han kontrollerede. Det gjaldt ikke blot om at standse Socialdemokratiets stadige fremgang i byrådene landet over; også de radikale københavnere inden for Venstrereformpartiet skulle have en advarsel. „Antisocialismen” vandt valget, og Socialdemokratiet skulle på sin kongres i maj 1903 tage stilling til partiets taktik efter systemskiftet og de nye tendenser til en samling mod partiet. Holdningerne var delte, med yderpunkterne repræsenteret af Peter Knudsen, der gennem 20 år havde stået som garant for alliancen med Venstre, som den mest moderate, og på den modsatte side en lille gruppe af venstrefløjen, der ønskede forbud mod ethvert samarbejde med andre partier. Kongressen vedtog et forslag fra F. J. Borgbjerg og de århusianske socialdemokraters dominerende skikkelse, Harald Jensen, hvorefter partiet skulle opstille kandidater i en lang række kredse, hvor partiet tidligere havde støttet venstrekandidater. Venstre havde efter socialdemokraternes opfattelse svigtet den fælles demokratiske sag og allieret sig med overklassen både i skattesagen og i militærspørgsmålet.

Beslutningen betød „Krig, alliancen sprængt”, som Politiken skrev i en overskrift. Og krig blev der under valgkampen i juni 1903. Venstrereformpartiet fik en lille tilbagegang, men bevarede med 74 mandater det sikre flertal i Folketinget, mens Socialdemokratiet fik en betydelig fremgang og med 16 mandater blev tingets næststørste gruppe. Højre, der ligesom Socialdemokratiet led under valgordningen, fik en fremgang fra otte til 12 mandater, og Det moderate venstre en tilbagegang fra 16 til 12 mandater. Valget viste, at Venstre uden socialdemokraternes stemmer ikke kunne stille meget op i byerne, og resultatet gav næring til en allerede gærende uro blandt de mere radikale dele af regeringspartiet, blandt andet fordi den sidste, de havde tillid til i regeringen, finansminister Christopher Hage, tabte sin valgkreds til en socialdemokrat.