„Et møde mellem Finansmænd”, malet 1904 af August Jerndorff (dog først færdiggjort efter hans død i 1906 af Frants Henningsen). Her er ØK's bestyrelse samlet til møde hos direktøren for Landmandsbanken Isak Glückstadt, der sidder yderst til venstre, dernæst H.N. Andersen, admiral Andreas du Plessis de Richelieu, Privatbankens direktør Axel Heide og – mageligt henslængt – juraen, kapitalen og politikken forenet i konseilspræsident Johan Henrik Deuntzers person.

.

I kritiske situationer stod Landmandsbanken bag ØK, og Andersen kom til at stå i et nært forhold til bankens direktør Isak Glückstadt, „som jeg nærede stor sympati for, uagtet han var af en anden race end jeg selv”, som Andersen senere udtrykte det med tidens utilslørede opmærksomhed over for det jødiske islæt i samfundet. Landmandsbanken var blot en blandt mange banker, der gennemgik en stærk vækst fra midten af 1890'erne til 1. verdenskrig. Mellem århundredskiftet og verdenskrigens udbrud oprettedes 45 banker, de fleste i købstæderne og stationsbyerne, og bankerne mere end fordoblede deres aktiekapital. Med de mange nye banker forrykkedes tyngdepunktet i pengeverdenen fra sparekasserne med deres baggrund i landbruget til byernes bankinstitutioner. Det hang også sammen med begrænsninger i sparekassernes muligheder for at optræde som kreditgivere til forretningsvirksomhed og med den hastige ekspansion i brugen af checks som betalingsmiddel, hvilket sparekasserne var udelukket fra.

De tre københavnske storbanker var dog endnu helt dominerende, og selv den mindste af dem, Handelsbanken, rådede over større kapital end samtlige provinsbanker tilsammen. Baggrunden for de tre bankers styrke var deres engagement i de store industri-, handels- og rederivirksomheder. De kom derigennem til at øve en væsentlig indflydelse på hele erhvervslivets udvikling. Det fandt udtryk i en stadig mere intim personsammenfletning mellem banker og erhvervsvirksomheder med gensidig repræsentation i de forskellige bestyrelser.

De store banker styrkede deres position ved opkøb af provinsbanker og oprettelse af filialer i provinsbyerne. Det var dog karakteristisk for periodens lokale selvfølelse, at opkøb af en lokal bank hyppigt førte til oprettelse af en ny bank i byen. I 1905 sluttede de lokale banker sig sammen i De danske Provinsbankers Forening for at styrke deres konkurrencesituation over for hovedbankerne.

De danske banker kunne dog ikke fuldt ud imødekomme erhvervslivets kapitalbehov. Staten opmuntrede til kapitalimport og stod selv for en vis låntagning i udlandet. I 1910 oprettedes Kongeriget Danmarks Hypotekbank, der skulle varetage en offentlig eksport af obligationer. Det gav flere penge, som erhvervslivet kunne arbejde med, men medførte også en voksende udlandsgæld og øget udenlandsk indflydelse i dansk erhvervsliv. Der var en betydelig andel af tysk kapital i Landmandsbanken, tyske forsikringsselskaber investerede i dansk byggeri, tysk kapital finansierede københavnske varehuse og overtog granitbruddene på Bornholm med tilhørende havneanlæg.

Kapitalimporten og den udenlandske indflydelse vakte en vis bekymring og debat, men de fleste økonomer og erhvervsfolk var af den opfattelse, at den havde en gunstig virkning for den danske økonomis udvikling.

Bankverdenens folk udøvede en stor magt i det danske samfund. For de fleste var den temmelig uigennemskuelig, men i den borgerlige offentlige opinion blev den betragtet med en vis ærefrygt og beundring. Pengemagt kommer imidlertid ikke af ingenting. Den er baseret på produktion, og den blomstrede i årene før 1. verdenskrig.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Kapitalens netværk.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig