Den socialdemokratiske reformisme

Udfordringen fra syndikalisterne til Socialdemokratiet lå i deres sammenkædning af den økonomiske og politiske kamp og i deres anfægtelse af, at socialismen kunne gennemføres under det herskende politiske system. Socialdemokraternes mål var at afvikle det kapitalistiske samfund og skabe et nyt socialistisk, men det skulle ske ved at anvende de institutioner, som dette samfund stillede til rådighed, og uden at fravige de gældende retslige rammer for den politiske virksomhed.

Partiets socialistiske mål blev kun formuleret i vage vendinger, men dækkede dog over et ønske om at demokratisere hele samfundslivet. Det var ikke tilstrækkeligt, at arbejderklassen kunne vinde den politiske magt. Den skulle udstrækkes til et herredømme over produktionen og det øvrige sociale liv. Der foregik i årene op til 1. verdenskrig en livlig diskussion i den socialdemokratiske arbejderbevægelse om, hvordan det kapitalistiske samfund skulle forstås, og om den strategiske og taktiske linie, som bevægelsen skulle anlægge for at gennemføre sine mål.

Hovedkraften i disse ideologiske overvejelser var Gustav Bang. Hans teoretiske indsats kom til at præge hele den generation af socialdemokrater, der overtog ledelsen fra omkring 1910 med Stauning som partileder og Borgbjerg som redaktør af Social-Demokraten. Ud fra et marxistisk grundsyn gennemanalyserede han det danske samfund og dets udviklingstendenser. Særlig betydning fik hans mandagsartikler i Social-Demokraten, hvor han hver uge tog aktuelle eller teoretiske problemer op til behandling. Partiet havde her fået en skribent, der kunne gøre indtryk også på modstanderne. Den konservative professor i økonomi og folketingsmand L. V. Birck kaldte artiklerne for „mandagens skræk og hele ugens bange forventning”.

Som teoretiker var Bang påvirket af især det tyske Socialdemokratis betydeligste teoretiker, Karl Kautsky, og han delte i en vis udstrækning dennes opfattelse af, at socialismen med nærmest en naturnødvendigheds kraft ville blive resultatet af den kapitalistiske udvikling. Men hvor Kautskys opfattelse førte de tyske socialister til en afventende holdning i kampen for socialismen, argumenterede Bang i god tråd med det danske partis praksis for en aktiv deltagelse i den politiske og sociale kamp på alle niveauer. Aktuelle reformer skabte ikke alene umiddelbare forbedringer for arbejderne, de var tillige med til at forberede magtovertagelsen. En lang serie af reformer ville i forening med kapitalismens og videnskabens udvikling medføre en revolutionerende omformning af samfundet. Modsætningen mellem reform og revolution, der dominerede de internationale socialistiske debatter, blev herved uden afgørende betydning i dansk sammenhæng.

Partiprogrammet i 1913 kan ses som slutstenen på den marxistiske teoris gennemslag, og det bestod som princip-grundlag uden ændringer indtil 1961. Hvor udbredt sådanne teoridannelser blev blandt arbejderne, er det vanskeligt at bedømme. Men meget tyder på, at nogle elementære marxistiske opfattelser af kapitalismen og dens funktion slog rod hos ganske mange. Det skete blandt andet som en følge af en bevidst bestræbelse på at udbrede ideerne gennem studiekredse, i diskussionsklubber og i arbejderbevægelsens mange blade. Da Folkeuniversitetet i København blev stiftet i 1898, skete det i samarbejde mellem radikale universitetslærere og faglige ledere med marxisten Gerson Trier som drivende kraft. Gerson T rier var også en ledende skikkelse i oprettelsen i 1910 af partiets arbejderskole, hvis formål var at uddanne partiets og fagbevægelsens tillidsfolk. Som et sidestykke til de mange bonde- og husmandshøjskoler grundlagdes den første arbejderhøjskole i Esbjerg med den lokale leder J. P. Sundbo i spidsen. Den vigtigste politiske skoling fandt dog nok sted i det omfattende net af organisationer, som bevægelsen rådede over ved siden af parti og fagbevægelse.

I denne periode var det socialdemokraternes mål at organisere arbejdernes liv så at sige fra vugge til grav. De lokale faglige og politiske sammenslutninger fandt et idémæssigt og praktisk modstykke i organisationer, der spændte fra børne-og ungdomsforeningen DUI til ligbrændingsforeninger. De Unges Idræt blev oprettet i 1905 som et svar på de indremissionske „sjælefangende garn” i skikkelse af FDF, Frivilligt Drenge-Forbund, der var oprettet i 1902, og KFUM's yngsteafdelinger fra samme år. Det var en særdeles aktiv kamp om de unges sjæle. DUI skulle „samle arbejdernes sønner” for at fremme deres „fysiske og moralske vel”, uden at de kom „under religiøs eller militaristisk overformynderskab”.

Som modstykke til de kristeligt og nationalt orienterede ungdomsorganisationer fik DUI kun en behersket succes. Medlemstallet nåede på intet tidspunkt i nærheden af de konkurrerende organisationers. Det vigtigste formål for de kristne organisationer var at fastholde de unge ved kristendommen. For nogle initiativtagere skete det også ud fra ønsket om at sikre sig, at de unge ikke senere blev socialister. Det lykkedes ikke altid.

Den prægning af samfundet på alle områder, som arbejderbevægelsen tilstræbte i disse år, fandt også udtryk i den kooperative bevægelse. Gennem adskillige år havde arbejderne og deres organisationer med skiftende held opbygget kooperative produktionsvirksomheder. Størst succes havde de med brød, mælk og øl. I mange byer havde Arbejdernes Fællesbagerier en solid markedsandel. I København satte mælkevognene fra „Enigheden” deres præg på bybilledet, og efter en trang begyndelse i 1903 lykkedes det bryggeriet „Stjernen” at vinde fodfæste, uden at stjernebajerne på noget tidspunkt for alvor formåede at udfordre øllet fra giganterne Carlsberg og Tuborg. Holdningen til brugsforeningerne var i begyndelsen skeptisk, men socialdemokrater rykkede i stort tal ind i by-brugsernes ledelse, og kooperationens mere fremtrædende placering blev markeret i 1922 ved dannelsen af Det kooperative Fællesforbund, der også kom til at rumme arbejdernes ekspanderende boligkooperation.

Kooperationen er et eksempel blandt flere på den dobbelte linie i arbejderbevægelsens politik. På den ene side opbygningen af selvstændige institutioner parallelle med de eksisterende, og på den anden integration i disse og om muligt forsøg på at overtage dem. Den isolation, som f.eks. den tyske arbejderbevægelse befandt sig i i forhold til det borgerlige samfund, kom aldrig til at præge den danske arbejderbevægelse. Dertil var berøringsfladerne til de offentlige institutioner og til det folkelige kulturelle miljø for tætte.