Træskokunst eller demokratisk kunst

Straks fra den første offentlige fremtræden havde denne generation af kunstnere givet anledning til næserynken hos den gode smags vogtere. Ville ikke „demokratismen” og naturdyrkelsen hos disse folk gå ud over „kulturen”, de gamle værdier og idealer, som måtte bevares for at nå frem til „ny og større skønheder end dem, den naturalistiske og demokratiske kunst har forherliget”, lød det allerede i 1890'erne. Tilsvarende bekymringer ramte forfatterne. Andersen Nexø har bemærket, at hans debutbog fik Herman Bang til at frygte, at „nu blev der træskodans på parnasset”, og i 1907 samlede traditionens vogtere kræfterne til et generalangreb på både forfattere og malere.

Kritikeren Poul Levin fandt, at publikum snart havde fået nok af „de lave stuer og de stinkende stalde”. Nexø og Johs. V. Jensen var fyldt af kræfter og skildrede de „allerhelvedes karle, der tumler sig derude i det frie vejr”. Det var meget godt, at der var kraft og bevægelse hos dem, men det måtte ikke flyde ud i „råhed”, derimod ledes „opad mod ideerne og ikke som nu nedad”.

Levin leverede sin kritik som en kommentar til den fejde om „bondemalerne”, der havde fyldt godt op i Politikens spalter i foråret 1907. Malerne Gudmund Hentze og Agnes og Harald Slott-Møller stod over for Peter Hansen og kunsthistorikeren Karl Madsen, og striden handlede om „den fast sammenbrændte klump af bondemalere”, der havde etableret sig som den herskende retning i kunsten. De „har en bondeagtig foragt og mistillid til al den kunst, som ikke viser sig med bælgvanter og en arbejdskroget ryg, de har længe søgt at gøre al fin og frigjort kunst livet så surt, som det kan blive i dette sure regnvejrsland”. Disse „bredrumpede bondeknolde”, slog Hentze fast, tog pladsen op for den nye kunst. De manglede stil, fulgte ægteparret Slott-Møller op, „ … men naturligvis i en demokratisk tid, hvor man spytter på gulvet … står selv den mest ubevidste stræben efter stil ikke i høj kurs”.

Peter Hansen vedkendte sig sagtmodigt at være bondemaler og så tendensen som en modstand mod „denne forfusken af kunsten ved et udvandet opkog af storkunstens stil … Men stil og storhed er intet mål at sætte sig. Der er ingen anden vej end at lade stå til og vise sig, som man er”. Karl Madsen forsvarede bondemalerne mod „bondefangerkritikken” og gik lige på Slott-Møller-familiens „anvendelse af skønjomfruer med hvide, fulde øjne, stjerner, tåger, klangfulde billedtitler og padderokker af kæmpevækst”.

Johs. V. Jensen indledte et livslangt venskab med Peter Hansen ved at bede ham hæve sig over „de smudsigheder der er rejst mod Deres frimandskunst”. Samtidig kommenterede han offentligt i en kronikserie i Politiken debatten ved at gøre „det suveræne, menige folk, bønderne” til „menneskehedens rod”.

For en umiddelbar betragtning kunne debatten vidne om en forstemmende provinsialisme på et tidspunkt, hvor malerkunsten i udlandet gennemløb en revolutionerende udvikling. Der var ganske vist undervejs sidebemærkninger om impressionister og symbolister som Cézanne, van Gogh og Gauguin, men tilsyneladende observerede ingen, at Picasso, Braque, Juan Gris og mange flere netop i disse år eksperimenterede med et helt nyt formsprog, der skulle sætte sit afgørende præg på det 20. århundredes kunstopfattelse.

I virkeligheden rummede konfrontationen en skjult dagsorden af vidtrækkende politisk karakter. Seks år efter systemskiftet havde det dannede borgerskab ikke affundet sig med, at de „bredrumpede” venstrebønder havde sat sig til rette på regeringstaburetterne, og i en ikke alt for fjern horisont lurede faren for det, der var endnu værre, arbejdernes krav på magten. Der er i debatten klare mindelser om de nationalliberales 50 år tidligere udtrykte foragt og frygt for „transtøvlerne”s massive indtog i det politiske liv.

Den borgerlige strategi ville mere end blot bekæmpe bønderne og deres talsmænd. Den søgte også at trække dem med ind i dannelsen, altså at gøre bønderne „borgerlige”, således som det ses f.eks. i Emma Gads bestræbelser på at tilføre bondesamfundet og de bedrestillede arbejdere den borgerlige kultur.

Men måske lå redningen et helt andet sted. Hos Det radikale Venstre. Hvad de borgerlige end kunne sige af negativt om deres antimilitarisme og deres sociale bagland blandt husmænd, måtte de i hvert fald medgive, at det radikale lederskab repræsenterede borgerlig dannelse og den så stærkt efterspurgte stil.