Det ny århundredes morgenrøde

Der var verdensudstilling i Paris i 1900. Byen kronede sin stilling som 1800-tallets hovedstad med en storslået status over århundredets tekniske og kunstneriske frembringelser. Udstillingen fremstod som „symbolet på den store frugtbare forhastelse, det vilde fremskridt, den sejrsbevidste tro”, skrev den unge digter Johannes V. Jensen i Skandinaviens største dagblad Social-Demokraten. Men den var mere end en forretning, den var en sang, hvor det nye århundrede susede hen over hovedet. Det litterære 19. århundrede måtte vige. Alverdens digtere og litterater formåede ingenting mod disse „vers i jærn og sten”. Her digtede naturkræfterne.

Verdensudstillingen var en prøve på, hvor langt samfundene var nået, og et løfte om, at de kunne nå videre endnu. Den var „en moderne tids bekendelse til virkeligheden”. Og virkeligheden var mangfoldig. Det fremgik ikke alene af de udstillede maskiner, huse og kunstværker, men også af de mere end 100 internationale kongresser, der samtidig blev afholdt i Paris om i bogstaveligste forstand alt mellem himmel og jord. Her mødtes forskere og praktikere for at høre nyt om hypnose, meteorologi, biavl, fri folkeundervisning, kvindernes stilling, matematik og arbejderboliger. Der blev taget hul på det nye århundrede med en kongres om motorkørsel og en luftskipperkongres og en kongres om det 20. århundredes altoverskyggende problem, bevarelse af den internationale fred. Danmark var repræsenteret ved de fleste af disse begivenheder. På udstillingen vistes den nyeste udgave af centrifugen, symbolet på de foregående årtiers revolution i det danske landbrug. I en lidt stilforvirret efterligning af et ældre købstadshus viste danske udstillere industriprodukter, møbler og moderne dansk malerkunst.

Det særegent danske fandt digteren i kunsthåndværket. Navnlig det malede porcelæn var udtryk for alliancen mellem kunst og industri. Her kunne de blaserte udlændinge stifte bekendtskab med den smukke danske natur, hvor farverne altid er i mellemtoner, og landskabet har linde konturer. Mest opsigt vakte Valdemar Poulsens telegrafon og en demonstration af Niels Finsens opdagelse af lysets virkning på den levende organisme. Det viste, at det var muligt for danskerne at nå lige så langt som amerikanere, franskmænd og tyskere. Johs. V. Jensen måtte dog medgive, at det danske indslag på udstillingen var „tarveligt” set i forhold til de store nationer.

Det Danmark, der præsenterede sig så beskedent på den internationale scene, var et lille land. Siden afståelsen af Holsten og Slesvig havde det ikke spillet nogen rolle i international politik, og Danmark blev kun meget perifert inddraget i den imperialistiske stormagtskonkurrence, der havde raset fra 1870'erne. På den europæiske scene havde der været fred mellem stormagterne siden Den fransk-tyske Krig i 1870-71. Konflikterne blev udkæmpet uden for Europa.

Danskernes verdensbillede dækkede i stigende grad hele verden, blandt andet fordi flere aviser nu begyndte at rumme direkte korrespondentberetninger fra verdens brændpunkter. De mange fjerne krige blev fyldigt dækket, Den græsk-tyrkiske i 1897, i 1898 Den spansk-amerikanske om Cuba, Boerkrigen i Sydafrika i 1899 og i 1904 Den russisk-japanske Krig. Denne sidste blev tilmed anledning til udsendelsen af et toøres tillæg til Politiken, et Ekstra-Blad, der om eftermiddagen bragte de seneste nyheder fra krigsskuepladsen. Bladet placerede sig hurtigt med Frejlif Olsen i redaktørstolen på en central plads i dansk presse. Justitsmordet på den jødiske franske officer Alfred Dreyfus, der blev dømt for spionage på falske beviser, blev fulgt intenst i den danske presse. Blandt danske journalister introducerede Henrik Cavling som „flyvende korrespondent” for Politiken en ny journalistik med causerende beretninger fra sine verdensrejser, men også med gedigne informationer om den store verden. Det samme gjaldt Nationaltidendes skoledannende korrespondent Franz v. Jessen, der altid havde næse for at opspore konflikternes brændpunkter.

USA var den store fascination ikke alene for Cavling, der samlede sine artikler derfra i den meget læste „Fra Amerika” (1897). Også Johs. V. Jensen videregav sin begejstring for det store land med de tilsyneladende uendelige muligheder.

Med stor selvbevidsthed placerede H. N. Andersen Danmark på den internationale kapitals landkort med sine engagementer i Det fjerne Østen, specielt Siam (det nuværende Thailand). På Østasiatisk Kompagnis skibe fik mange prominente danskere lejlighed til selv at studere de fjerne eksotiske egne. Igen var Henrik Cavling på pletten som pennefører for H. N. Andersens efter dansk målestok gigantiske imperium. Verden åbnede sig for mange danskere.