Den yngste klasse. Eleverne i forskolen i Dons lidt nord for Kolding fotograferet i 1903 i deres stiveste puds. At ikke alle var lige fine afsløres af små detaljer. Drengen midt i forreste række mangler sko. Han kunne være taget lige ud af Nexøs „Pelle Erobreren” eller Aakjærs „Vredens Børn”. Lærerinden yderst til højre er sandsynligvis uddannet på det forskoleseminarium, der i 1892 blev oprettet i Vejle. Børnene i forskolen, eller pogeskolen, skulle gennem anskuelsesundervisning forberedes til den egentlige skole. De skulle lære at læse, skrive, regne med hele tal og synge lettere børnesange og salmer. Desuden skulle disse yngste elever gennem fortælling og genfortælling lære bibelhistorie, danmarkshistorie og geografi samt øves i gymnastik og lege. Det var ikke småting, der blev lagt på de unge forskolelærerinders skuldre.

.

Bladfloraen i Randers med det gamle højreblad Randers Amtsavis grundlagt 1810, venstrebladet Randers Dagblad fra 1874, det moderate Randers Venstreblad fra 1891, Social-Demokraten for Randers og Omegn, der blev selvstændigt 1907 og endelig den radikale Randers Amtstidende fra 1916. Alt sammen i en by med ca. 20.000 indbyggere. Der har ikke været mange husstande, hvor man ikke læste mindst ét lokalt dagblad.

.

Kort efter århundredskiftet dukkede biografreklamerne op i aviserne og indvarslede det, som er blevet kaldt det 20. århundredes kunstart frem for nogen, filmen. Heller ikke dengang blev der sparet på de stærke ord, når publikum skulle trækkes i biografen. Folk indtog den nye underholdningsgenre med begejstring og strømmede til biograferne. Blandt andet for at se de to unge stjerner, Asta Nielsen og Poul Reumert, der blev et af de første store par i dansk film. „Afgrunden” fra 1910, der var Asta Nielsens debutfilm, iscenesat af Urban Gad, blev en formidabel succes både i Danmark og udlandet.

.

Kort efter århundredskiftet dukkede biografreklamerne op i aviserne og indvarslede det, som er blevet kaldt det 20. århundredes kunstart frem for nogen, filmen. Heller ikke dengang blev der sparet på de stærke ord, når publikum skulle trækkes i biografen. Folk indtog den nye underholdningsgenre med begejstring og strømmede til biograferne.

.

„Der læses højt af Frederiksværk og Helsinge Dagblad”. Maleri af L.A. Ring 1901 fra en periode, hvor kunstneren boede i Frederiksværk. Ud over den jordnære skildring af et almuehjem har Ring indfanget avisens stærke placering i meningsdannelse og udbredelse af oplysning.

.

Med forsvarsordningen havde venstreregeringerne løst den sidste af de store opgaver, der havde foreligget ved systemskiftet. Det, der nu tegnede sig i den politiske horisont, var de stadig mere påtrængende krav om en grundlovsrevision. Erfaringerne fra det første tiår med parlamentarisme pegede på behovet for ændringer i det politiske systems rammer. Det kunne alle partierne enes om. Men ønskerne og forventningerne til en revision af grundloven gik i forskellige retninger og lod sig først forene efter lange tovtrækkerier. Arbejdet kom til at præge de følgende fem års indrepolitiske udvikling.

Under den ophidsede debat om forsvarssagen havde der lydt skarp kritik af parlamentarismen. Forliget blev fra højrefolk karakteriseret som et renlivet udslag af partipolitik, og det var ikke positivt ment. Der var imidlertid et gran af sandhed i vurderingen. Den pegede på det elementære vilkår, der lige siden har været styrende for dansk parlamentarisk politik, nødvendigheden af kompromiser. Mellem systemskiftet i 1901 og grundlovsrevisionen i 1915 blev konturerne af hele 1900-tallets politiske kultur trukket op. Større og mindre sager gennemgik et beslutningsforløb, der ofte tog sin begyndelse i sociale, politiske eller kulturelle modsætningsforhold eller endda kampe. Men som regel blev de hurtigt kanaliseret ind i den parlamentariske proces med udvalgsbehandlinger, forhandlinger, eventuelt med inddragelse af interesseorganisationernes synspunkter, forhandlinger igen og endelig kompromis mellem to eller flere partier.

Det har helt fra dette århundredes begyndelse været et kendemærke for dansk parlamentarisme, at et overvældende antal sager har fundet deres løsning i kompromiser mellem de lire „gamle” partier. Herigennem er der sket en egenartet afbalancering af klasse- og gruppeinteresser, som i hvert fald på overfladen har givet den politiske udvikling et præg af langt større harmoni end i de fleste andre lande. Også udenlandske iagttagere har peget på dette forhold som noget særligt dansk.

Et sådant glansbillede tilslører dog, at der under denne politisk „kultiverede” overflade er foregået heftige kampe mellem klasser, sociale lag og organisationer. Netop i de første årtier af århundredet gennemkrydsedes det danske samfund at sådanne kampe, mere eller mindre synlige, men ganske ofte i åbne konfrontationer med rødder i håndgribelige socialkulturelle og politiske modsætninger.

Den harmoniserende, kompromissøgende tendens indebar heller ikke, at al magt forsvandt. Der var stadig nogle, der herskede over andre på alle samfundsmæssige områder, i produktionen, i de sociale sammenhænge, i kulturen og i politikken. Den tendens, der er indbygget i et kapitalistisk økonomisk system og i et parlamentarisk, forhandlende partisystem til at gøre magten anonym, måske endda forflygtige den, havde sit modstykke i den faktiske magtudøvelse, som den enkelte og de sociale grupper blev konfronteret med i hverdagen.

Nar den danske politiske kultur udviklede sig med tyngdepunkt i forhandling og kompromis, var en af årsagerne den forholdsvis stabile klassestruktur, der var formet i de sidste årtier af det 19. århundrede. Der skete selvsagt forskydninger mellem antallet af borgere og småborgere, bønder, husmænd og arbejdere, mellem land- og bybefolkning, og nye sociale grupper kom til. Men afgørende i forholdet mellem klasser og grupper var, at ingen klasse eller gruppe vandt en sådan styrke, at den kunne sætte sine interesser og magtaspirationer rent igennem. De måtte afvejes i forhold til krav fra andre dele af samfundet. Der måtte indgås alliancer med andre klasser for at gennemføre både langsigtede mål og aktuelle reformer.

På det parlamentariske plan manifesterede dette behov sig i partikoalitioner og stadige kompromiser mellem partierne. Nødvendigheden blev yderligere skærpet af den manglende overensstemmelse mellem repræsentationen i Folketing og Landsting. Det måtte Venstre sande i den korte periode, hvor partiet som det eneste i vor parlamentarismes historie havde absolut flertal i Folketinget, men med større eller mindre entusiasme måtte bøje sig mod de Frikonservative i Landstinget.

Det politiske system bar også præg af den uoverensstemmelse, der var mellem størrelsen af partierne på Rigsdagen og deres andel af vælgerne. I Landstinget blev vælgerne fortsat særdeles ulige repræsenteret i kraft af valgsystemets favorisering af de økonomisk bedst stillede befolkningsgrupper. For Folketingets vedkommende bestemtes skævheden af det gældende system med flertalsvalg i enkeltmandskredse uden mulighed for udligning med tillægsmandater. Det begunstigede helt åbenlyst Venstre, der kunne hjemføre langt størstedelen af landkredsene og en betragtelig del af de kombinerede by- og landkredse.

Omvendt virkede systemet specielt til ugunst for Højre, der måtte se sig voldsomt underrepræsenteret, selv om partiet fortsat kunne mobilisere et betragteligt stemmetal både på landet og i byerne. Partiets position blev yderligere undergravet af Socialdemokratiets stadige vækst i byerne og efterhånden også i en del landkredse.

Selv om partiernes repræsentation var ulige i forhold til vælgertallet, blev det firepartisystem, der kom til at udgøre grundstammen i det parlamentariske liv i det følgende halve århundrede, dog dannet mellem 1901 og 1915. Udviklingen af dette system fandt sin afslutning med Højres genfødsel som Det konservative Folkeparti i 1915 og med overgangen til en mere ligelig repræsentation i Folketinget gennem indførelsen af forholdstalsvalgmåden.

Selv om der altid er betydelig usikkerhed forbundet med analyser af den sociale sammensætning af de enkelte partiers vælgergrundlag, tyder meget på, at der i de første årtier efter systemskiftet var en ret høj grad af overensstemmelse mellem klasse- og partitilhørsforhold. Det var tydeligst for Venstre og Socialdemokratiet, mens både Højres og Det radikale Venstres sociale grundlag var mere sammensat.

Venstres kernetropper var de selvejende gårdmænd. Dertil kom en del lærere og præster på landet samt det overvejende flertal af højskolernes forstandere og lærere. Venstre var således et udpræget landboparti. Men i enkelte egne var der dog tradition for, at gårdmændene stemte højrefolk ind i Folketinget. Det gjaldt f.eks. i Thy. Da Det radikale Venstre skilte sig ud, fulgte gårdmændenes flertal i en del områder med, blandt andet på Skiveegnen, på Vestfyn, på Sydlangeland og på Holbækegnen. Men de radikale hentede langt den overvejende del af deres stemmer blandt husmændene. En del af disse stemte dog efter alt at dømme fortsat på Venstre, og også Socialdemokratiet begyndte at få husmandsstemmer, mens det næppe var muligt at opdrive husmænd, der stemte på Højres kandidater. Ud over husmænd støttede efterhånden også mange skolelærere på landet Det radikale Venstre. Partiet fik sit særpræg ved den alliance, der var opstået mellem husmænd og radikale intellektuelle i byerne.

Højre syntes ved systemskiftet i 1901 at være tæt på udslettelse som folketingsparti, men vandt omkring 1910 noget af det tabte terræn tilbage. Ligesom Det radikale Venstre udgjorde partiets vælgere en socialt meget ujævn gruppe. Landets ca. 1200 godsejere stemte fortsat trofast på partiet ligesom, som nævnt, en del gårdmænd. Også de konservative embedsmandsgrupper udgjorde en solid støtte for Højre. Det gjaldt selvsagt næsten alle militære befalingsmænd og officerer, størstedelen af den civile embedsstand, heriblandt bisper, dommere og universitetsfolk. Partiets vælgermæssige styrke skyldtes imidlertid en støtte fra det overvejende flertal af byernes selvstændige erhvervsdrivende fra fabrikanter til de mindre håndværksmestre og detailhandlere. Der var fortsat en del arbejdere, der stemte Højre, selv om de blev færre og færre. Endelig kunne partiet på landet regne med tilslutning fra visse indremissionske miljøer, for så vidt de vakte overhovedet befattede sig med landspolitik.

Som Venstre var Socialdemokratiet et udpræget klasseparti. Dets støtte kom fra den helt overvejende del af byernes faglærte og ufaglærte arbejdere og efterhånden også fra en del landarbejdere og husmænd. I konkurrence med Højre havde partiet helt fra opbygningsfasen i 1880'erne appelleret til de mindre selvstændige i byerne og havde i de udprægede arbejderkvarterer opnået en vis støtte blandt disse. Deres levevilkår adskilte sig ikke voldsomt fra arbejdernes, og en del håndværkssvende, der arbejdede sig op til at blive mestre, fastholdt som selvstændige deres socialdemokratiske holdninger. I kampen om byerne stod konfrontationen mellem Højre og Socialdemokratiet, af og til med de radikale i en afgørende balanceposition. For socialdemokraterne gjaldt det om at mobilisere og politisere alle arbejderne og at gøre så store indhug blandt de mindre selvstændige som muligt.

Firepartisystemet beherskede ikke alene politikken på det nationale plan, men fik med mange variationer også paralleller i den lokale politik. En væsentlig del af mobiliseringen og holdningsbearbejdelsen af vælgerne var tæt forbundet med det politiske arbejde i lokalsamfundene, sognene, købstæderne og de enkelte kvarterer i de store byer. Landspolitikken måtte for mange vælgere ofte virke som fjerne anliggender. For dem handlede den daglige politiske kamp om magt i lokalsamfundet og i de daglige sociale relationer. Firepartisystemet lod sig tydeligst se i dagspressen, hvor det afspejledes i firebladsstrukturen. I en lang række købstæder fik de fire partier deres lokale avistalerør med redaktører, der var stærke personligheder og hyppigt tæt engageret i lokalpolitikken.

Der var i 1913 ca. 175 helt eller delvis selvstændige dagblade inden for landets grænser. De ældste var de store konservative „Stiftstidender”, der i mange år havde været toneangivende i købstæderne. I 1860'erne og 70'erne var der blevet opbygget en stærk venstrepresse, der skulle understøtte den politiske bondebevægelse, og fra 1880'erne skabtes med udgangspunkt i den københavnske Social-Demokraten en landsdækkende socialdemokratisk presse. I 1905 og årene herefter kom så det fjerde skud på stammen, da de radikale tog godt og vel ti aviser med sig efter bruddet med Venstre og grundlagde et antal nye.

Af det samlede avistal var 52 højreblade eller konservative, som det efterhånden kom til at hedde, 55 venstreblade, 32 radikale og 24 socialdemokratiske. Ti aviser var partipolitisk uafhængige, heriblandt det missionske Kristeligt Dagblad fra 1896 og grosserernes Børsen fra 1899. 30 byer ud over landet havde tre eller fire aviser af forskellig politisk observans.

I en mellemstor provinsby som Næstved var pressemønsteret klassisk. Her fandtes Sjællands Stiftstidende fra 1848, venstreavisen Næstved Tidende fra 1866, Sydsjællands Socialdemokrat fra 1899 og endelig det radikale Sydsjællands Venstreblad, som blev grundlagt i 1906. Alle havde i øvrigt aflæggere i de omkringliggende mindre købstæder som Præstø og Vordingborg.

Pressedækningen var meget fintmasket, idet der i gennemsnit var en avis pr. husstand, og tages der hensyn til, at nogle husstande holdt flere aviser, var på Øerne og i Østjylland 75-80 procent af husstandene dækket med lokalaviser, mens dækningen var på ca. 55 procent i Nord- og Vestjylland. Dertil kom, at næsten 100.000 hovedstadsblade blev solgt i provinsen. Avisen var i årene før 1. verdenskrig blevet en naturlig del af det daglige forbrug, også i provinsen.

Uden andre konkurrerende medier end det talte ord spillede aviserne en central rolle i den politiske meningsdannelse. Henrik Cavlings reform af Politiken dannede model for en journalistisk omlægning af pressen. Andre temaer end de politiske erobrede efterhånden en større plads i bladene. Almindelige nyheder og underholdende stof bredte sig, og sportsreportage og filmomtale, de to nye massekulturelle fænomener, vandt frem på bekostning af de direkte holdningsbearbejdende ledere, rigsdagsreferater og debatindlæg. Den socialdemokratiske presse kom senest med i denne omlægning; dens blade bevarede længst karakteren af partipolitiske kamporganer.

De fleste provinsaviser havde dog endnu i årtiet før verdenskrigen klare partipolitiske opgaver. De skulle fastholde og opildne meningsfæller og vinde nye. Det skete ved bevidst ensidigt og stærkt forsvar af partiernes egne standpunkter og lige så kraftige angreb på modstanderne. Gennem afslørende reportager og tendentiøse referater af taler fremhævedes partifællerne, medens modstanderne ignoreredes eller latterliggjordes. Indlæg fra tilhængere af andre partier blev sjældent eller aldrig optaget.

Tilsvarende skete abonnenternes avisvalg fortrinsvis efter politiske og sociale kriterier. Dette gjorde det politiske tilhørsforhold til en gennemskuelig sag i lokalsamfundene. De fleste vidste, hvor naboen stod politisk, også selv om han – og det var endnu kun mænd – ikke lukkede munden op på de vælgermøder, hvor kandidaterne konfronteredes direkte og ofte ubarmhjertigt med deres vælgere.

Den tætte sammenhæng mellem avishold og politisk tilhørsforhold illustreres af den stadigt stigende overensstemmelse mellem partiernes stemmetal og udviklingen i avisernes oplagstal. Den daværende venstrefløj, Socialdemokratiet og Det radikale Venstre, øgede i tiden indtil 1914 sin andel af stemmerne fra 34 til 45 procent, og samtidig steg de to partiers andel af det samlede avisoplag fra 26 til 33 procent.

Provinsaviserne var overskuelige, ofte kun på fire sider. De prægedes indholdsmæssigt endnu af den dobbelthed, der lå i den enkelte danskers verdensbillede. Grundlaget var en dyb forankring i det lokale miljø, i sognet, i „markedet” forstået som den nærmeste købstad med opland. Men samtidig skete der en åbning mod politik og økonomi på landsplan og i den store vide verden.

Denne dobbelthed bundede i et reelt forhold. Netop i denne periode sker der en stadig tættere sammenfletning mellem den lokale dagligdag i produktion, politik og kultur og udviklingen på nationalt og internationalt plan. Det, der bandt det lokale, det nationale og det internationale niveau sammen, var borgernes deltagelse i et vidtspændende net af organisationer, der var blevet opbygget i sidste halvdel af 1800-tallet, og som blev udbygget og konsolideret i årene efter århundredskiftet.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Fire partier og fire aviser.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig