Stationsbyernes placering mellem landsbyfortid og købstadsdrømme satte deres umiskendelige præg på arkitekturen. Her kan det aflæses direkte af kontrasten mellem venstre og højre side af Nørregade i Vejen 1916. Købstadsambitionerne gav sig stilmæssige udslag, der meget vel kunne berettige arkitekternes „kamp mod hæsligheden” og forsøg på at sætte lidt skik på bygherrernes fantasier.

.

Det første, der mødte den tilrejsende foran stationen i Vejen var Hansens Hotel. Det blev opført i flere omgange. Salen yderst til venstre i 1890, den midterste del med tårnet i 1902 og endelig „byens hjørne” i 1917 samtidig med færdiggørelse af en ny stationsbygning. Hotellet blev ikke alene mødested for byens spidser, men også rammen om utallige teatertruppers forestillinger, oplæsningsaftener med kongelige skuespillere, oplysende foredrag og ikke at forglemme lørdagsballer. Det var en ansporing for Vejens kulturliv, at byen var nabo til landets førende højskole i Askov.

.

Landstingsmand Johannes Lauridsen fotograferet sammen med sin familie på havetrappen til fødegården Grønvang i Vejen. Under rejsen gennem Jylland i 1908 overnattede Frederik 8. på Grønvang. Johannes Lauridsen ejede adskillige store gårde, som han drev efter de mest moderne metoder. Blandt de mange forretningsvirksomheder, han tog initiativ til, blev margarinefabrikken Alfa den mest succesrige. Den blev fra 1909 ledet af sønnen Olav Vang Lauridsen yderst til højre på billedet. Til venstre for ham sidder datteren Magdalene, der blev gift med den farverige grønlandsrejsende og forfatter Peter Freuchen. Den yngste datter Marie, der sidder på trappen nederst til venstre, blev gift med den senere socialdemokratiske borgmester i København Arne Sundbo, søn af J.P. Sundbo.

.

Efterhånden som industrien i Vejen blomstrede, blev der travlt på stationen. Den havde en central placering midt mellem Kolding og Esbjerg, og aktiviteten blev i 1917 udvidet, da en banelinie Troldhede-Gesten-Kolding-Vejen blev åbnet efter lange lokale og landspolitiske tovtrækkerier. Samme år færdiggjordes en ny stationsbygning, der endnu er i brug. I 1920 blev linien fra Lunderskov til Esbjerg dobbeltsporet. Billedet af de fire jernbaneportører er fra dette år. Som nummer to fra venstre ses den politisk og fagligt meget aktive Andreas H.H. Bloch.

.

Foreningsfane for Vejen-Læborg socialdemokratiske Arbejderforening, stiftet 1896. Fanen blev indviet 30.5.1897 ved en fest med J.P. Sundbo som taler. Foreningen blev grundlaget for både en socialdemokratisk partiforening, der 1904-13 havde portør Marius Sørensen som formand, og en fagforening for ufaglærte i landbruget og ved byens store bygge- og anlægsarbejder, således som fanens symboler også klart viser.

.

Takket være historiske undersøgelser kan vi følge organisationslivet ganske nøje i mange byer. Det er således blevet indgående kortlagt i den sydjyske stationsby Vejen. Den er særlig interessant, fordi stationsbyerne repræsenterede et mødepunkt for gamle landsogne og nye byformer. I stationsbyernes eksplosive vækst spillede foreningslivet en afgørende rolle for deres sammenhængskraft og dynamik.

Vejen havde i 1910 ca. 3000 indbyggere, hvoraf godt to tredjedele boede i selve byen, de øvrige på gårde og i huse omkring byen. 32 foreninger var virksomme i denne forholdsvis lille by, heri ikke medregnet de store klasseprægede organisationer som landboforeningen, andelsmejeriet, de efterhånden mange fagforeninger og de politiske partier. Tælles disse med, når tallet op over 50. Den centrale forening for byens udvikling blev Borgerforeningen, stiftet i 1898 af de fremtrædende næringsdrivende. Den påtog sig opgaver, der senere blev betragtet som kommunale anliggender. Den arbejdede således for en forbedring af trafikforholdene, anlæggelse og istandsættelse af veje og gader, brolægning, kloakering, renovation og fortovsregulering. Den udvirkede, at eksprestog standsede i Vejen, at der kom elektrisk belysning, og at der blev indført gratis udbringning af pakker og ilgods. En tid lang forhandledes med sognerådet om et kombineret gas- og vandværk. Byen fik dog først sit vandværk efter 1. Verdenskrig.

Håndværkerforeningen stiftede i 1900 et Teknisk Selskab, hvis hovedopgave var at bygge en teknisk skole. Den blev indviet i 1907. Her foregik både lærlingeuddannelse og efteruddannelse af svende og mestre. Der blev også meget tidligt stiftet en handels- og kontormedhjælperforening, der skulle tage sig af denne gruppes uddannelse og varetage medlemmernes interesser på de forskellige virksomheder.

De mange andre foreninger og selskaber dækkede borgernes interesser over et bredt spektrum af økonomiske, sociale og kulturelle felter. Der var en grundejerforening og en byggeforening, en husholdningsforening, et lygteselskab og en eng- og fiskeriforening. Det sociale område blev tilgodeset af en sygekasse, en begravelseskasse, en sygeplejeforening og af Frelsens Hær. Sidstnævnte lå på grænsen til de religiøse sammenslutninger som Indre Missions Samfund samt en afdeling af KFUM og K og en afholdsforening.

Borgernes kulturelle interesser udfoldede sig i et rigt varieret mønster af foreninger. En læseforening fik opbygget en imponerende bogsamling og grundlagde i 1916 et offentligt bibliotek. Den indkaldte kendte kunstnere og forfattere til oplæsningsaftener og arrangerede sammen med kunstforeningen både dilettantteater og forestillinger af udenbys teaterkompagnier. I mange år arbejdede kunstforeningens medlemmer på at få bygget et museum med basis i værker af billedhuggeren og maleren Niels Hansen Jacobsen, byens internationalt berømte søn. Museet stod færdigt i 1923 og er endnu i dag et betydeligt provinsmuseum.

Mange organisationer forenede deres særlige opgaver med omfattende selskabelige aktiviteter som middage, baller, juletræsfester og udstillinger. De unge tog hånd om deres interesser i en ungdomsforening og i sportsforeningen, hvor der dyrkedes et bredt felt af idrætsgrene.

Vejen havde også sine matadorer. Margarinefabrikken Alfa udgjorde en dominerende virksomhed i byens liv, blandt andet fordi den beskæftigede næsten 200 af dens indbyggere. Fabrikkens grundlægger og byens ubestridte førstemand var Johannes Lauridsen, der var landstingsmand, og som til byens stolthed blev nationalbankdirektør i 1909. Familien Lauridsen var også i spidsen, da byens anden store virksomhed, tagpapfabrikken Phønix blev etableret i 1907. Den lokale selvfølelse havde fået en første kraftig indsprøjtning, da Frederik 8. under sin store odyssé gennem Jylland i 1908 sammen med J. C. Christensen gjorde ophold i Vejen. Det fik så være, at en hoven hovedstadsjournalist beskrev byen som „et unikum af hæslighed”. Konkurrencen var på dette felt ellers hård. Kun få stationsbyer kunne leve op til blot et minimum af æstetiske og arkitektoniske fordringer.

Selv om mange arbejdede sammen for at udvikle Vejen, var alt ikke lutter idyl. Der var dybe sociale skel både på landet og i byen. Det ses med al ønskelig tydelighed af de offentligt tilgængelige skattelister. Ikke mange arbejder- og husmands-familier var med på listerne, adskillige håndværkere og detailhandlere havde ret lave indkomster, de store skatteydere var de få embedsmænd og nogle gårdmænd, og man får indtryk af, at fabrikanterne var så indflydelsesrige, at de nærmest selv kunne fastsætte deres skat.

Politisk var byen domineret af „Demokratisk Forening”, der var identisk med Venstres lokale organisation. Den besatte i mange år alle pladser i sognerådet og havde i årene efter systemskiftet ca. 500 medlemmer, altså tæt ved en sjettedel af byens indbyggere. Men splittelsen af Venstrereformpartiet nåede også Vejen med de radikales kritik af, at J. C. Christensen „stadig gik Højres ærinder og skadede demokratiets sag”. I 1906 blev Vejen Radikale Venstreforening stiftet. Den blev aldrig stor, men dog repræsenteret i sognerådet i 1909.

Kvinderne var meget aktive i Vejens foreningsliv, også på den politiske front. I 1907 stiftedes „Kvindevalgretsforeningen for Vejen og Omegn”, der formåede at hente en række prominente foredragsholdere til byen, og ved sognerådsvalget i 1909 blev der indvalgt to kvinder. Da kvindernes valgret til Folketinget var sikret i 1915, tog foreningen navneforandring til „Social Oplysningsforening”. Den videreførte det bredt anlagte oplysende arbejde, som den oprindelige forening havde igangsat.

Socialdemokrater og fagforeninger var ikke udpræget velsete i byen. I 1896 stiftede de en landarbejderforening, der allerede samme år blev omdøbt til Socialdemokratisk Forening. I de første år opfordrede foreningen sine medlemmer til at stemme på Venstrereformpartiets kandidat, men efter systemskiftet opstilledes her som overalt i landet selvstændige kandidater. Stemmetal og medlemstal var i mange år ret beskedne. Med 248 medlemmer i 1909 kunne socialdemokraterne kun mønstre halvt så mange medlemmer som Venstre. Foreningens mangeårige ledende kræfter, Marius Sørensen og Andreas H. H. Bloch tilhørte som jernbaneportører et folkefærd, der synes at have været overordentlig aktive socialister overalt i landet.

Foreningerne i Vejen havde et meget alsidigt virke. For de fleste gjaldt, at de søgte at tilfredsstille tidens tilsyneladende umættelige trang til oplysning. Også socialdemokraterne drev en udstrakt oplysningsvirksomhed og opbyggede et lille bibliotek. Midlerne var beskedne. For at anskaffe Gustav Bangs bog „Den socialistiske Fremtidsstat” måtte 11 medlemmer ved et møde i 1904 hver lægge en tiøre på bordet.

Kort tid efter at den politiske forening var blevet dannet, begyndte Vejens arbejdere at organisere sig fagligt med byggefagene som de første. Tømrere, snedkere, murere og arbejdsmænd var startet før stor-lockouten i 1899, der i øvrigt ikke synes at have påvirket byen nævneværdigt. Så fulgte arbejdsmændene, tobaksarbejderne og smedene. De fandt sammen i 1908 og dannede en fællesorganisation.

Et gennemgående problem var arbejdernes tøven med at melde sig ind i fagforeningerne. Der synes at have været et mildt pres på dem fra de lokale fabrikanter for ikke at lade sig forlede til på den måde at bryde harmonien i det lille samfund.

Socialdemokratisk Forening måtte gang på gang drøfte, hvorledes man skulle stille sig til medlemmer, der ikke havde indmeldt sig i deres fags organisation. Nogle blev ekskluderet, men så sent som i 1913 måtte foreningen finde sig i, at enkelte kneb uden om den faglige solidaritet, ja, der var tilmed medlemmer, der holdt det lokale venstreblad og ikke Social-Demokraten.

Sådanne problemer var ikke ukendte andre steder. De illustrerer de mange stationsbyers situation som samfund i en smeltedigel. Forholdene i Vejen viser tillige, at de mange foreninger og organisationer spillede en afgørende rolle for såvel opbygningen af byens fysiske rammer som udviklingen af de sociale og kulturelle mønstre, en rolle der forekommer langt vigtigere end den endnu særdeles beskedent bemandede kommunale styrelse.

De dynamiske stationsbyer blev et mødested mellem land og by, og de kom inden for deres rammer til at rumme det begyndende skift i tyngdepunkt mellem de to sektorer, der blev stadig mere udtalt i de følgende årtier. Skiftet ses af forlægningen af byernes centrum fra de gamle kirkesogne til områderne omkring jernbanen og i det politiske vægtskifte fra fuldstændig gårdmandsdominans til en øget indflydelse fra fabrikanter, håndværksmestre, detailhandlere og efterhånden også arbejdere.

Inden for samme sogn mødtes livsmønstre fra det traditionelle landbosamfund og de nye kapitalistiske tilværelsesformer. Gårdmænd med dybe historiske rødder i lokalsamfundet kom til at stå over for energiske, nyrige, selvbevidste kapitalister, der ofte var tilflyttere, og en hurtigt voksende arbejderklasse, der søgte et ståsted mellem identifikation med lokalsamfundets ekspansion og en selvstændig klasseholdning. På mange områder finder vi her i miniformat de sociale og kulturelle spændinger, der i langt større målestok gjorde sig gældende i hele landet.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Vejen - organisationernes by.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig