Jakob Knudsen begyndte først som 40-årig at skrive større digterværker. Selv har han fortalt, at økonomisk nød tvang ham til at digte, efter at han på grund af en skilsmisse i 1897 måtte forlade sit kald som valgmenighedspræst i Mellerup ved Randers Fjord. Fra 1898 til sin død 1917 skrev han en snes værker, der placerede ham som en omstridt personlighed i alle lejre, også i eftertiden. Han måtte igennem et opgør med et både angst- og tillidsbundet forhold til en autoritær faderskikkelse, og han tumlede i hele sit forfatterskab med fundamentale moralproblemer.

.

Morten Korch fotograferet omkring 1. verdenskrig, på et tidspunkt hvor han var ved at slå igennem som folkelig forfatter. Ingen har som han fremhævet værdierne i den lille selvstændige familievirksomhed i landbrug, håndværk og handel. Hans umådeligt populære romaner er næsten alle skåret over samme læst: et truende sammenbrud forvandles til succes, og bevarelse af selvstændigheden. Budskabet synes i lige grad at have talt til dem, der var selvstændige og dem, der længtes efter at blive det.

.

Gårdejer med familie, tyende og landarbejdere. På de større gårde var husstanden omfattende og rangforordningen klart gennemskuelig. Den stolte gårdmand til højre står sammen med sin familie og betragter sine ansatte, blandt hvilke der også er klare forskelle, navnlig mellem de kvinder, der arbejdede i huset, og dem, der måtte slide i marken.

.

Peter Sabroe engagerede sig som ganske ung journalist med stor gennemslagskraft i et forsvar for de forsvarsløse. Han afdækkede usle tyendeforhold, misrøgt af syge og gamle, brutal behandling af polske landarbejdere og frem for alt mishandlinger af børn på de private eller halvoffentlige opdragelsesanstalter. Han var impulsiv, skrev „med den stumpe ende af penneskaftet”, skabte sig selv fjender i alle lejre, men endnu flere venner i kraft af de resultater, han opnåede. Sabroe havde således stor andel i den første børnelov af 1905, der indførte værgeråd til at tage sig af misrøgtede og vanartede børn. I 1913 omkom han ved en stor togulykke ved Bramminge, kun 46 år gammel.

.

Næsten samtidig med det politiske systemskifte skete der et litterært nybrud. En hel generation af forfattere, der debuterede omkring 1900, fornyede det moderne gennembruds realisme i form af en folkelig realisme. Stil- og fortællemæssigt knyttede de sig til den moderne realisme, hvor den enkelte anskues i et samspil med den sociale omverden. Men de brød samtidig med det moderne gennembrud ved at skrive ud fra en ikke-borgerlig folkelig tradition.

De kom alle fra landbomiljøer. Enkelte havde som Marie Bregendahl og Knud Hjortø deres baggrund i velstående gårdmandsmiljøer. De fleste kom fra de dårligst stillede lag på landet, Jeppe Aakjær fra et tilbagestående, mindre landbrug, Johan Skjoldborg, Martin Andersen Nexø og Thøger Larsen fra landarbejder- og husmandsmiljøer. Andre havde deres oprindelse i landlige akademikerhjem som Johannes V. Jensen og søsteren Thit Jensen, der kom fra et dyrlægehjem i Farsø, og Jakob Knudsen, der var præstesøn fra Rødding. Fra lærerhjem kom to kvindelige forfattere, Nicoline Kirkegaard og Hansigne Lorenzen, som begge selv blev lærere ved siden af deres forfattervirksomhed. Også det 20. århundredes mest læste danske forfatter, Morten Korch, kom fra et lærerhjem, men selv om han tilhørte samme generation og dyrkede næsten de samme temaer, skilte han sig dog i både stil og værdinormer ud fra de øvrige.

Fælles for alle disse forfattere er, at de i hele eller dele af deres forfatterskab behandler en situation, hvor en ældre almuetradition brydes med en moderne fremskridtsoptimisme. Langt klarere og mere engageret end i nok så mange samfundsanalyser blotlægges her landbofamiliernes konfliktprægede liv og holdninger. De levede fortsat i en økonomisk enhed, hvor alle familiemedlemmer deltog i produktionen, i den sparsomme fritids hjemmeliv og i festernes løssluppenhed. Deres tætte kontakt med naturen, jorden og dyrene rummede træk, der pegede bagud på århundredgamle bondetraditioner. Det samme gjaldt den patriarkalske familieform, hvor husbondens autoritet over kone, børn og tjenestefolk var ubestridt og blev opfattet som næsten naturgivet.

Men netop almuetraditionen med sin betoning af fællespræget i landbosamfundet havde sløret nogle brudflader, som nu af den nye forfattergeneration blev trukket frem i ofte krasse former. De fleste forfatterskaber kredsede om de sociale og kulturelle skel, der gennemsyrede disse samfund. For Jeppe Aakjær, Skjoldborg og Andersen Nexø er det umuligt at skildre livet på landet uden at pege på de iøjnefaldende kløfter og modsætninger, der skar sig ned gennem de enkelte sogne, satte skel mellem familier og naboer og ofte eksploderede i voldsomme konfrontationer. Med disse forfattere fremstod husmænd og landarbejdere i løbet af et årti så tydeligt, at andre klasser ikke kunne overse dem. Forfatterskaberne blev så intimt forbundet med de landlige underklassers begyndende bevidsthed om eget værd og deres krav på politisk indflydelse, at det er vanskeligt at pege på en tilsvarende historisk sammenhæng mellem kunstnerisk produktion og politisk aktion.

Hånd i hånd med socialisters og radikales kritik af gårdmandsvenstre ser vi i den ene fortælling efter den anden de ellers så uantastelige gårdejere udstillet som usympatiske individer, hvis væsentligste funktion er at fastholde en undertrykkelse af husmænd, landarbejdere og tyende og – som et nyt tema – gårdmandskonen. Hun fremstilles ofte som den, der må tåle en grov husbond, men samtidig forsøger at udglatte konflikterne på gården. Hun holder styr på husholdningen, køkkenhaven og tjenestepigerne. Hun vogter moralen på gården og står klar med ekstra mellemmad til den trætte vogterdreng. Hun er sammen med de øvrige på gården også forudsætningen for, at andelsbonden kan overkomme sine hverv uden for hjemmet og bedriften.

Gårdmændene var selvfølgelig ikke udelukkende behersket af onde drifter. Som et underliggende tema i litteraturen skildres det pres, som alle i landbosamfundet er underlagt fra markedskræfterne. Der skal hele tiden ydes meget og for hvert år helst meget mere for at klare terminer og investeringer. Det lykkes i disse gode tider for de fleste ved hårdt arbejde og gennem andelsbevægelsen. Den sikrede de mange enkeltproducenters smidige indfletning på det nationale og internationale marked, og den bevirkede, at familiebruget på gårde og husmandssteder endnu i mange årtier kunne overleve som den dominerende produktionsform.

Det mest dramatiske og mest iøjnefaldende tegn på opbrud i det gamle bondesamfund så mange i den stadige udvandring fra sognene til byerne eller til oversøiske lande. Der skete hermed ikke alene brud i slægter og familier, men også møder med nye kulturer. Bondestudenten, der i København kommer til at stå ansigt til ansigt med den dekadente og glatte borgerskabskultur eller måske endda med radikalisme og socialisme, er yndede temaer i periodens litteratur. Ingen kunne som Jakob Knudsen hudflette den bonde, der efteraber borgerskabet og dermed taber sin egen og sin stands værdighed. I romanen med den ironiske titel „Fremskridt” fra 1907 slår han et slag for de gamle autoritetsforhold i landbosamfundet, hvis opløsning fører til „opsætsighed”, ja måske endda til socialisme eller georgisme. Det gamle patriarkalske myndighedsforhold fremholdes som grundlaget for åndelig vækst og kultur.

Hvor Jakob Knudsen skånselsløst og psykologisk indtrængende på én gang gennemførte selvopgør og blotlagde sjælelige og sociale skel i sit oprindelsesmiljø, blev hans absolutte modsætning som forfatter, Morten Korch, den der søgte at fastholde traditionens dyder ved at undlade at kradse i overfladen. Begge var de erklærede reaktionære, men de måder, hvorpå de forvaltede de gamle værdier, var diametralt modsatte. Mens der altid var kritiske modhager i Knudsens forfatterskab, strøg Korch sine småborgere på landet og i byerne med hårene, bekræftede dem i nogle værdier og holdninger, der efter Knudsens mening var i rivende opløsning.

Grundtanken i Korchs forfatterskab var harmonien mellem alle sociale grupper på landet. De indgik i et naturligt hierarki og ikke i modsætningsforhold. Netop de, der skaber modsætninger, bryder de værdier i bondesamfundet, der er hævet over klasseskel. Den eneste rigtige og danske måde at leve på er som selvstændig, hvad enten det er som godsejer, gårdmand eller husmand, jorden binder dem sammen i et overordnet fællesskab, og slægten, familien, folket, fædrelandet og Gud er de kerneværdier, som må fastholdes, for at bonden skal vedblive at være „landets marv”. Det budskab blev i let varieret form sendt på markedet i Morten Korchs næsten 100 romaner, der tilsammen udkom i millionoplag og blev læst både af dem, der blev på landet, og dem, der var brudt op til byerne.

Morten Korchs bøger fremstår som klare modstykker til Aakjærs og Skjoldborgs folkelige realisme, og det er næppe tilfældigt, at han i en af sine gennembrudsromaner „En Husmand” fra 1914 udelukker alt det personlige og sociale konfliktstof, som Skjoldborg nogle år tidligere havde bygget sin „En Stridsmand” op omkring. Allerede i den indledende beskrivelse af husmandshjemmet ser vi kontrasten:

"Og det var ikke alene i hus og have, der var orden, nej de fem tønder land prægtig muldjord, der lå bagved huset, indeklemt mellem herregårdens jorder, var i lige så udmærket tilstand, og de smukke præmier for ypperlig dyrkning af husmandslodden, der prydede den lille inderstue, hang der med fuld ret."

Der er selvfølgelig slanger i det korchske paradis. Bondens og husmandens problemer med at klare terminer og lån personificeres i de onde finansmænd og ågerkarle, som truer folk på landet med at måtte gå fra hus og hjem. De undergraver hele livsmønsteret på landet med dets familiesammenhold og arbejdsglæde. I en anden tidlig roman „Guldglasuren” fra 1912 hævder Korch, at „det moderne forretningsliv er som en vampyr, der ikke slipper sit bytte, men holder det fast og udsuger det, indtil ethvert spor af liv er forsvundet, og der kun er en viljeløs slave tilbage, der helt og holdent sværger til dets fane.”

Harmonien på landet forstyrres også af ekstreme holdninger, hvad enten de er religiøse eller politiske. Både grundtvigianisme og indremissionsk fanatisme ødelægger det gamle, solide, uproblematiske gudsforhold. Værst er dog de agitatorer, der med deres snak om socialisme og faglig solidaritet vil rive landarbejdere og husmænd ud af det store fællesskab mellem klasserne.

Et var, at husmændene organiserede sig. Langt alvorligere var det, at landarbejderne for alvor begyndte at røre på sig, godt understøttet af den sociale indignation, som kom til udtryk i romaner som Aakjærs „Vredens Børn”, der var udkommet i 1904, Andersen Nexøs „Pelle Erobreren”, hvis første bind om landproletariatet udkom i 1906, eller i Aakjærs stærke sang om „Jens Vejmand”, der blev trykt i digtsamlingen „Rugens Sange” samme år.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Landmandsliv mellem idyl og rodløshed.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig