Danmarkshistorien

Nye alliancer

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.


For mange venstrefolk stod regeringsskiftet i januar 1905 som den egentlige fuldbyrdelse af systemskiftet. Det var J. C. Christensen, der havde ført Venstrereformpartiet frem til en styrke og repræsentativitet, der gjorde det uomgængeligt som regeringsbærende parti. Professoren, byboen Deuntzer, der tilmed stod den lidt suspekte storkapital nær, var i mange landbokredse blevet betragtet som en unaturlig overgangsfigur, som først nu overlod regeringsledelsen til den rette mand. Til gengæld måtte J. C. Christensen ved sin tiltrædelse gøre en del ud af at forklare, at regeringen ikke var et bondeministerium. Venstre ville være et folkeparti og var fortsat den ægte arvtager af 1800-tallets folkelige traditioner. Bag sig havde regeringen stadig et solidt flertal i Folketinget.

Men J. C. Christensens besværgelser kunne ikke skjule, at regeringspartiet nu klarere fremstod som gårdmændenes klasseparti. Det sociale og politiske rodnet i landboforeninger, andelsorganisationer og venstrevælgerforeninger var fortsat urokket, men de sociale skel i sognene gav sig nu klare landspolitiske udslag. Mange husmænd sluttede sig til Det radikale Venstre, en del til Socialdemokratiet. Landarbejderne begyndte for alvor at organisere sig, og de radikales udtræden indebar, at Venstre mistede ethvert tilløb til fodfæste i byerne. Bruddet gav samtidig anledning til overvejelser om forholdet mellem Venstrereformpartiet og de moderate venstrefolk med Niels Neergaard og Klaus Berntsen i spidsen. Nu hvor de radikale havde skilt sig ud, var det vanskeligt at øjne væsentlige forskelle mellem de to venstregrupper. På enkelte punkter kunne de moderate vel endda siges at ligge de radikale nærmere end regeringspartiet, f.eks. på det socialpolitiske område.

Frederik 8. var over 62 år, da han efter Christian 9.s død den 29. januar 1906 blev konge, og hans tid på tronen blev kort. Han døde i Hamburg den 14. maj 1912 efter et hjerteanfald. Han havde langt tidligere end faderen været indstillet på, at udgangen af forfatningskampen måtte blive anerkendelsen af den parlamentariske statsskik, og han samarbejdede gnidningsfrit med de første venstreregeringer. Med J.C. Christensen havde han allerede før systemskiftet venskabelige kontakter. Som kronprins fulgte Frederik med stor interesse nye strømninger i litteratur, kunst og videnskab. Han lod ofte sine politiske meninger tilgå offentligheden gennem Berlingske Tidende, der bragte dem usignerede under den let gennemskuelige rubrik: „Fra særdeles agtet hånd har vi modtaget følgende”.

Til den anden side var Højres støtte i Landstinget fortsat nødvendig for lovforslagenes vedtagelse, og her blev J. C. Christensens overtagelse af de militære ministerier set som udtryk for, at han ville sætte sin personlige autoritet ind på at løse forsvarssagen. Til gengæld var der åbenbare konfliktmuligheder til Højre i spørgsmålene om udvidelse af antallet af valgkredse, om valgmåden til Folketinget, hvor Højre sammen med Socialdemokratiet krævede forholdstalsvalg, i det ømtålelige spørgsmål om opløsningsmuligheden over for de kongevalgte medlemmer af Landstinget og endelig i den store sag om valgene til sogne- og byråd, der havde været på dagsordenen i nogle år.

Tonen mellem Venstrereformpartiet og de radikale var umiddelbart efter bruddet bitter. Til gengæld fandt Det radikale Venstres åbning til Socialdemokratiet genklang her, selv om der åbenbaredes betydelige meningsforskelle om holdningen til det nye parti. Mest positiv var som venteligt Borgbjerg. Det radikale program savnede ganske vist efter hans opfattelse et ledende princip. Det var det gamle venstreprogram tilsat lidt socialisme og georgisme. Det kunne ikke føres ud i livet uden socialdemokratisk støtte, men dets gennemførelse ville heller ikke sinke Socialdemokratiets vækst. „Klasserne består fremdeles i den radikale fremtidsstat, og … netop når demokratiets former er fuldt gennemført, vil arbejderklassen forlange dem fyldt med socialt indhold,” skrev han i en velkomstartikel til Det radikale Venstre, samtidig med at han indbød til konkret politisk samarbejde.

Thorvald Stauning var fra 1901 til 1918 opstillet til Folketinget i Faksekredsen. I denne udprægede landkreds opnåede han at blive valgt allerede i 1906, blandt andet takket være en energisk lokal agitation, som hans nære ven, lærer Einar Hansen, stod i spidsen for. Stauning plejede sin kreds med den for ham vanlige omhu. Her er han fotograferet på jernbanestationen i Fakse Ladeplads parat til at cykle kredsen tynd. Hvert arbejder- og husmandshjem blev besøgt, og Stauning kendte kredsens sociale og politiske geografi som sin egen bukselomme.

I en knivskarp marxistisk analyse af de radikales samfundsopfattelse polemiserede partiets teoretiker Gustav Bang indirekte mod Borgbjerg. For Socialdemokratiet er „den proletariske klassekamp i dens ubønhørlige bitterhed, med dens skarpe våben, en uundgåelig nødvendighed, et middel, som man må ville, når man vil målet”. Det var nonsens, når andre partier hævdede, at de førte en samfundspolitik til lige gavn for alle klasser. At bringe de forskellige klassers interesser ind under en fælles politik er at forene det uforenelige. Et varigt samarbejde med de radikale var efter Bangs opfattelse en umulighed, uden at Socialdemokratiet opgav klassekampen.

På partiets kongres i april 1906 blev det ikke desto mindre efter en heftig debat vedtaget at indgå en valgalliance med Det radikale Venstre. Formålet med at følge Borgbjergs linie var at splitte regeringspartiet, sprænge den antisocialistiske blok og sammen med de radikale bryde regeringens flertal i Folketinget.

Det sidste lykkedes. Oppositionen mobiliserede alle kræfter. P. Munch fik Edvard Brandes til Langeland i en brandstorm, for at han kunne overbevise sine gamle trofaste vælgere dér om, at den unge Munch var hans rette arvtager som folketingsmedlem. Lidt mindre stormomsust cyklede den ret ukendte tidligere cigarsorterer Thorvald Stauning rundt i Faksekredsen og uddelte sin lille valgavis. I modsætning til Munch blev han valgt.

Gennem et halvt århundrede spillede Edvard Brandes en central rolle i dansk kulturliv og politik. Som kritiker, forfatter og journalist var han et af det moderne gennembruds aktiveste talsmænd. Da Hørup blev minister i 1901, overtog Brandes redaktionen af Politiken, men måtte vige, da Henrik Cavling i spidsen for en gruppe yngre journalister ville modernisere bladet. Han blev en værdifuld mand for de unge ledere i Det radikale Venstre, navnlig ved sin stærke position i Landstinget og sit personlige venskab med Mogens Frijs.

Valget den 29. maj 1906 blev først og fremmest et for eller imod J. C. Christensens regering, og her tabte alle tre venstrepartier. Med en valgdeltagelse på 70,6 procent, den hidtil højeste, gik Venstrereformpartiet ned fra 122.000 til 94.000 stemmer og mistede tre mandater, de moderate havde en lille stemmefremgang til 20.000, men gik to mandater tilbage til ni, og de radikale, der var gået til valget med store forventninger, fik med 42.000 stemmer kun ni mandater. Sejrherrerne var Højre, der trods en betydelig stemmefremgang fra 50.000 til 68.000 stemmer dog kun vandt ét mandat, og især Socialdemokratiet, der gik frem fra 55.000 til 77.000 stemmer og fra 16 til 24 mandater. Med 114 medlemmer af Folketinget blev det afgørende for magtforholdet, at Venstrereformpartiet mistede sit absolutte flertal, og siden da har intet enkelt parti alene mønstret over halvdelen af pladserne i Folketinget.

„Nu bliver vi dyre”, var den moderate venstremand Klaus Berntsens kommentar til valget. Med en vis selvsikkerhed kunne de moderate konstatere, at deres tid var ved at komme. Som de første indså erfarne parlamentarikere som Berntsen og Niels Neergaard perspektiverne i, at intet parti kunne opnå flertal i Folketinget. Adskillige i både venstregrupperne og i Højre begyndte at sysle med tanken om et borgerligt samlingsparti til værn mod socialdemokraterne. Men de radikale holdt tungen lige i munden og fastholdt deres taktik om inddæmning gennem samarbejde. Den indbyrdes alliance, der her blev indledt, skulle med få afbrydelser vare i 60 år og sætte sit helt afgørende stempel på vort århundredes parlamentariske udvikling.

Danmarks største jordbesidder lensgreve Mogens Frijs til Frijsenborg var leder af de otte, senere ti såkaldte Frikonservative, der i 1900 udtrådte af Højre og dannede deres egen gruppe i Landstinget. Det var hans mål at trække Venstrereformpartiet mod højre, og da hans gruppes stemmer var nødvendige for at føre love igennem i Landstinget, kunne han i vid udstrækning moderere reformpolitikken efter systemskiftet. Som fordomsfri konservativ og taktisk uortodoks anerkendte han de flertal, der var for gennemførelse af den almindelige valgret, først til sogne- og byråd i 1908 og senere til Rigsdagen i 1915. Trods oprindeligt modstander stemte han for begge reformer. Han deltog heller ikke i sine standsfællers modstand mod lensafløsningsloven i 1919, og han var blandt de første, der søgte afløsning for sit gods.

Mønstret fra folketingsvalget blev gentaget ved landstingsvalget i september. Venstrereformpartiet gik et par mandater tilbage og havde ikke længere et sikkert flertal sammen med de Frikonservative. I Landstinget sad nu 29 højremænd og ti Frikonservative over for 18 fra Venstrereformpartiet, fire moderate, fire socialdemokrater og en enlig radikal, nemlig Edvard Brandes.

Skønt næsten 60 år var Brandes en af Landstingets yngste mænd. For de radikale tegnede han linien tilbage til det moderne gennembrud, og han var med sin ætsende pen en omstridt personlighed i kulturdebatten. Som „aristokratisk demokrat” omgikkes han ubesværet Landstingets mange kammerherrer, hofjægermestre og lensgrever. Det rummede mere end blot høflighed, at landets største jordbesidder, de Frikonservatives leder, lensgreve Mogens Frijs modtog Brandes hjerteligt på Rigsdagens trappe, da han gjorde sin entré. De Frikonservative besad nøglen til at føre systemskiftets reformprogram gennem Landstinget, og i det følgende tiår blev den gensidige sympati og forståelse mellem disse to aristokrater et af omdrejningspunkterne for den reformpolitik, som der trods mange modsætninger opnåedes enighed om i Rigsdagen.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

Danmarks største jordbesidder lensgreve Mogens Frijs til Frijsenborg var leder af de otte, senere ti såkaldte Frikonservative, der i 1900 udtrådte af Højre og dannede deres egen gruppe i Landstinget. Det var hans mål at trække Venstrereformpartiet mod højre, og da hans gruppes stemmer var nødvendige for at føre love igennem i Landstinget, kunne han i vid udstrækning moderere reformpolitikken efter systemskiftet. Som fordomsfri konservativ og taktisk uortodoks anerkendte han de flertal, der var for gennemførelse af den almindelige valgret, først til sogne- og byråd i 1908 og senere til Rigsdagen i 1915. Trods oprindeligt modstander stemte han for begge reformer. Han deltog heller ikke i sine standsfællers modstand mod lensafløsningsloven i 1919, og han var blandt de første, der søgte afløsning for sit gods.

© Dette billede må du ...

Gennem et halvt århundrede spillede Edvard Brandes en central rolle i dansk kulturliv og politik. Som kritiker, forfatter og journalist var han et af det moderne gennembruds aktiveste talsmænd. Da Hørup blev minister i 1901, overtog Brandes redaktionen af Politiken, men måtte vige, da Henrik Cavling i spidsen for en gruppe yngre journalister ville modernisere bladet. Han blev en værdifuld mand for de unge ledere i Det radikale Venstre, navnlig ved sin stærke position i Landstinget og sit personlige venskab med Mogens Frijs.

© Dette billede må du ...

Thorvald Stauning var fra 1901 til 1918 opstillet til Folketinget i Faksekredsen. I denne udprægede landkreds opnåede han at blive valgt allerede i 1906, blandt andet takket være en energisk lokal agitation, som hans nære ven, lærer Einar Hansen, stod i spidsen for. Stauning plejede sin kreds med den for ham vanlige omhu. Her er han fotograferet på jernbanestationen i Fakse Ladeplads parat til at cykle kredsen tynd. Hvert arbejder- og husmandshjem blev besøgt, og Stauning kendte kredsens sociale og politiske geografi som sin egen bukselomme.

© Dette billede må du ...

Frederik 8. var over 62 år, da han efter Christian 9.s død den 29. januar 1906 blev konge, og hans tid på tronen blev kort. Han døde i Hamburg den 14. maj 1912 efter et hjerteanfald. Han havde langt tidligere end faderen været indstillet på, at udgangen af forfatningskampen måtte blive anerkendelsen af den parlamentariske statsskik, og han samarbejdede gnidningsfrit med de første venstreregeringer. Med J.C. Christensen havde han allerede før systemskiftet venskabelige kontakter. Som kronprins fulgte Frederik med stor interesse nye strømninger i litteratur, kunst og videnskab. Han lod ofte sine politiske meninger tilgå offentligheden gennem Berlingske Tidende, der bragte dem usignerede under den let gennemskuelige rubrik: „Fra særdeles agtet hånd har vi modtaget følgende”.

Viser 4 af 4 billeder

Denne artikel stammer fra Danmarkshistorien

Nyhedsbrev
Læs mere i øvrigt
Politiken
dansk avis, grundlagt i København 1884 af bl. ...Artikel i Den Store Danske
Venstrereformpartiet
Reformpartiet , dansk politisk parti, dannet i ...Artikel i Den Store Danske
Klaus Berntsen
 12.6.1844-27.3.1927, minister, højskoleforstander. ...Artikel i Dansk Biografisk Leksikon
Niels Neergaard
Niels Thomasius Neergaard ,  27.6.1854-2.9.1936, st ...Artikel i Dansk Biografisk Leksikon
forholdstalsvalg
fællesbetegnelse for valgsystemer, der ved forde ...Artikel i Den Store Danske
Henrik Cavling
Paulus Henrik Cavling ,  22.3.1858-7.8.1933, jo ...Artikel i Dansk Biografisk Leksikon
Faxe Ladeplads
tidligere Hylleholt og Fakse Ladeplads , b ...Artikel i Den Store Danske
Niels Neergaard
27.6.1854-2.9.1936, dansk politiker og histor ...Artikel i Den Store Danske
Berlingske Tidende
fra 2011 Berlingske , dansk avis, grundlagt ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
NFC
13/02/2012
  • Læst 857 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki