Telefonistinde på arbejde i telefoncentralen. Den høje stol kan vippe, således at også de yderste numre kan betjenes. For at holde balancen må telefonistinden gribe fat i et lille håndtag. I 1920 blev der ekspederet næsten 400 millioner telefonsamtaler i Danmark. Hvert sogn og købstad havde egne centraler, der var sluttet sammen i koncessionerede selskaber for hver landsdel. Det var udelukkende kvinder, der betjente centralerne, og antallet af telefonistinder spændte fra en enkelt i den lille sognecentral til adskillige hundrede i den københavnske i Nørregade.

.

Thit Jensen var en omstridt skikkelse, lige fra hun ved århundredets begyndelse indledte sin skribent- og foredragsvirksomhed. Hendes grundtemaer var kvindebevægelsens klassiske dilemmaer mellem arbejde og kærlighed, tradition og frigørelse. Hun havde begrænset succes blandt anmelderne, men mange af hendes bøger fik stor udbredelse, således „Den erotiske Hamster” fra 1919, der kom i 11 oplag. Foredraget „Frivilligt Moderskab” udkom som pjece i 1924, samme år som hun medvirkede ved stiftelsen af Foreningen for seksuel Oplysning. Efter 1925 skrev Thit Jensen udelukkende historiske romaner, men opretholdt sit samfundsengagement gennem en omfattende foredragsvirksomhed.

.

Kvinderne markerede sig med en stadig mere udtalt selvbevidsthed i 1920'rne. Nu hvor spørgsmålet om valgretten var ude af verden, rettede de opmærksomheden mod andre felter som moderrollen, seksuelle spørgsmål, oplysning og bedre sociale vilkår.

Kvinderne indtog i stort tal nye arbejdsfelter som kontor- og butiksområdet, fortsat næsten uden undtagelse i underordnede og dårligt lønnede stillinger. I 1920 udgjorde kvinderne ca. 40 procent af alle kontorfunktionærer, fortrinsvis beskæftiget med rutinepræget skrivearbejde ved de skrivemaskiner, der nu trængte ind på alle kontorer. Arbejdet som telefonist blev næsten udelukkende bestridt af kvinder. I tusindvis befolkede de landets telefoncentraler, underkastet en meget streng arbejdsdisciplin. Ved en seks uger lang strejke midt i det brogede år 1920 opnåede telefonistinderne retten til at beholde deres arbejde efter giftermål. I øvrigt skete der på det offentlige område i årene 1919-21 nogle forbedringer for kvinderne. Først og fremmest opnåede de ligestilling med mændene ved offentlig ansættelse, et fremskridt der dog straks blev udhulet ved tildeling af et forsørgertillæg til mændene.

Efter en stærk fremgang i krigsårene blev tilgangen af kvindelige industriarbejdere forholdsvis beskeden i 20'rne. Det var fortrinsvis ugifte kvinder, der arbejdede i industrien, mens de gifte foretrak mere fleksibelt arbejde som vask, rengøring, børnepasning og lignende, der lå i forlængelse af husarbejdet. For mange faglærte arbejdere lykkedes det at opretholde det gamle ideal om at have en hjemmegående husmoder.

Det bidrog også til at flytte vægten i kvindespørgsmålet til moderrollen. „Frivilligt moderskab” blev et feltråb for mange kvinder i disse år. Anført af den omstridte forfatter Thit Jensen blev dette krav rejst i vidt forskellige kvindekredse fra begyndelsen af 20'rne. Kvinderne skulle selv kunne bestemme, om og hvornår de ville være mødre, og den logiske følge var retten til abort. Det var endnu langtfra opnåeligt. I stedet indledte nogle læger en diskussion om prævention og oplysning. Det mundede ud i dannelse af Foreningen for seksuel Oplysning i 1924 med Thit Jensen og den forkætrede læge J. H. Leunbach i spidsen.

Året efter blev temaet taget op af Marie Nielsen i den nystiftede Arbejderkvindernes Oplysningsforening. Foreningen, der havde sit udspring i en venstreopposition i Kvindeligt Arbejderforbund, tog fat i kvindernes dobbeltarbejde på arbejdsmarkedet og i hjemmet. Dette og de talrige børnefødsler levnede dem ikke overskud til fagligt eller politisk arbejde. Derfor måtte de have oplysning om prævention og ret til fri abort. Der var ingen illusioner om hjælp fra mændene. Erobringen „af den arbejdende kvindes sociale og økonomiske ligestilling i Danmark” måtte kvinderne klare selv.

Helt andre toner lød der fra De Danske Husmoderforeninger, der blev stiftet i 1920. For dem handlede det om anerkendelse af de hjemmegående kvinders husarbejde og deres dygtiggørelse til dette arbejde. De blev oprettet som en by-parallel til landbokvindernes husholdningsforeninger, der fungerede i tilknytning til landbo- og husmandsforeningerne. Husmoderforeningerne samlede interessen om middelklassens kernefamilie, der blev betragtet som samfundets naturlige og uforanderlige grundenhed. Husmødrene skulle gøres bevidste om deres samfundsøkonomiske ansvar som forbrugere og arbejde for folkesundheden ved at skaffe sig oplysning om de nyeste resultater om ernæring, hygiejne og børnepasning. Kun derved ville det lykkes kvinderne at få anerkendt husarbejdet på den „hædersplads”, det tilkom i forhold til andet arbejde.

Ved midten af 1920'rne var de tre linier i den fremtidige kvindekamp således trukket op: samfundsmæssig ligestilling, frigørelse fra mændenes dominans i arbejde og familie samt anerkendelse af det kvindelige husarbejde.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Mødre og arbejdere.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig