Videnskabens veje og vildskud

"Vor planet bliver lydhør og tynd som en bristende boble. Jeg er ræd, at en dag den forgår, blot et trylleord nævnes en formular i kemi, som er udtryk for vand eller luftgas eller et ukendt stof, ubeskrivelig stærkt som en guddom. Ak det er formlernes formel! Pas på hvad du ser i dit fangnet."

Med den anelsens nådegave, der er store kunstnere forundt, løftede Sophus Claussen i 1925 i „Atomernes oprør” et varselssignal mod den udvikling, han kunne iagttage i videnskaberne. Kun ganske få havde blot den ringeste indsigt i de ubeskriveligt stærke kræfter, som de nye landvindinger inden for den teoretiske fysik to årtier senere skulle udløse. Fra begyndelsen af 20'rne fungerede København som et af denne videnskabs kraftcentre. Med grundlag i Niels Bohrs videreudvikling af hans egne tidligere teorier inden for kvantefysikken blev der ved Københavns Universitet i 1921 oprettet et Institut for teoretisk Fysik. Niels Bohrs internationale ry blev befæstet, da han året efter fik tildelt Nobelprisen for sin nytolkning af grundstoffernes periodiske system og for sit arbejde med atomets struktur.

Forskere fra alverdens lande flokkedes på instituttet på Blegdamsvej for under Bohrs inciterende vejledning at nå frem til en samlet teori for kvantefænomenerne. Det endelige brud med den klassiske fysiks verdensbillede blev til i et samspil og modspil mellem tilhængere af Einsteins og Bohrs forskellige synspunkter. I 1927 kronede Bohr sit teoretiske arbejde med udformningen af begrebet om komplementaritet, som – i utilladelig forkortet udlægning – indebærer, at aspekter ved fænomener, der i den klassiske fysik betragtes som uforenelige, i realiteten begge er uundværlige for en samlet opfattelse af genstanden. De er både modstridende og komplementære. Det, der iagttages, undergår en forandring under iagttagelsen, idet der foregår et vekselspil mellem genstanden, apparatet og den iagttagende forsker. Det lagde en bombe under den klassiske fysiks tro på muligheden af objektivt rene og entydige iagttagelser og lovmæssigheder.

Rækkevidden af Bohrs teorier var det endnu forbeholdt et fåtal at forstå. Når han alligevel opnåede en enestående position også i en bredere offentlighed, skyldtes det hans stadige refleksioner over de filosofiske og etiske problemer, som de videnskabelige resultater rejste. Derigennem blev hans arbejde gradvis inddraget i den almindelige debat om livsholdninger og den enkeltes ansvar for sit og andres liv.

Kun et stenkast fra Bohrs institut arbejdede en anden internationalt anerkendt dansk videnskabsmand, fysiologen August Krogh, med en opdagelse, der fik stor umiddelbar betydning for mange mennesker. Kroghs undersøgelser af dyrs og menneskers stofskifte indbragte ham i 1920 Nobelprisen i medicin og fysiologi. På en efterfølgende forelæsningsrejse til USA stiftede han bekendtskab med nogle forskeres vellykkede forsøg med at udskille insulin til behandling af sukkersygepatienter. Kort efter sin hjemkomst udviklede Krogh en metode til at massefremstille insulin. Hans udviklingsarbejde gav hurtigt Danmark en førende stilling inden for insulinproduktion og sukkersygebehandling. I 1923 grundlagdes for amerikanske midler et Fysiologisk Institut ved universitetet. Her lagde Krogh et stort arbejde i udvikling af en idræts- og arbejdsfysiologi, hvis resultater blev mere og mere aktuelle, efterhånden som intensiteten i både konkurrenceidræt og arbejdsrytme blev skærpet.

De mange banebrydende naturvidenskabelige resultater blev frembragt i stadig stærkere specialisering inden for de enkelte videnskaber og en uddybelse af kløften mellem natur- og humanvidenskaberne. For en humanist som Bohr fremstod dette som overordentlig beklageligt. For den originale humanistiske forsker og inspirerende skribent Vilhelm Grønbech var specialiseringen mellem de enkelte fag og inden for fagene en uafvendelig og yderst farlig følge af den europæiske kulturs historie. „Helheden er vort inderste jeg”, var det klassiske indhold i videnskaben. Det var efter romantikken blevet ødelagt af tvedelingen mellem „ånd og stræb”. Gennem sine studier af primitive kulturer øvede han en ætsende kritik af den europæiske kultur: „Europæerens overlegne bedømmelse af primitive kulturer beror først og fremmest på hans naive overbevisning om, at hans egne livsfornødenheder er de højeste udtryk for menneskelig stræben … uden metaller er for europæeren livet utænkeligt.”

Efterkrigstiden var på mange af åndslivets felter præget af en kamp mod naturalismen, uden tvivl forstærket af de stadigt øgede problemer med at forstå den naturvidenskab, der havde været naturalismens orienteringspunkt. Bestræbelserne blev rettet mod en søgen efter en „sjælelig virkelighed”, som den blev udfoldet gennem ekspressionismen i malerkunst og litteratur og vækkelseslignende „sjælelige gennembrud” i andre dele af åndslivet. 20'rne kan frembyde et virvar af mysticisme, spiritisme og religiøst stemningsmageri, hvor mange søgte en „videnskabelig” begrundelse og fandt den bl.a. i Grønbechs religionshistoriske undersøgelser, meget mod hans vilje og hensigt, for han betragtede mystik som en „sjælens sygdom”. For Grønbech lå sandheden ikke i en søgen ind i sig selv, men i at vende sig aktivt udad til andre mennesker.

„Vi har ikke naturens knyttede næve lige i synet, hver gang vi siger noget urigtigt.” Så kort og fyndigt formulerede historikeren Erik Arup sin opfattelse af forskellen mellem naturvidenskaberne og de humanistiske videnskaber. Ikke desto mindre blev der knyttet mange næver, da han i 1925 udsendte første bind af en danmarkshistorie, der indeholdt en radikal omvurdering af sammenhænge og personer i den ældre historie. Som én mands værk fremstod Arups „Danmarks Historie” som den første efter 1800-tallets kritiske gennembrud med et sammenhængende helhedssyn på den historiske udvikling. Jorden og bøndernes arbejde med naturen var grundlaget for den politiske udvikling og magt. Hans historie handlede mere om de brede samfundsmæssige bevægelser end om dynasti- og udenrigspolitik, mere om de faktiske magthavere end om kongerne. Et væld af den nationale historieskrivnings klenodier og myter forsvandt til fordel for fremstillinger af de brede befolkningslags indsats. På mange måder blev Arups værk, skønt han kun nåede at føre det op til 1660, den videnskabelige frugt af 1800-tallets gennembrud for de folkelige bevægelser.

Allerede bind 1, der omhandlede tiden indtil 1282, udløste en syndflod af kritik. Hans forkastelse af Saxos mytologiske skildring af vor forhistorie kaldte nationalistiske historikere og journalister til angreb på det, de tolkede som ensidig og subjektiv historieskrivning uden sans for de nationale værdier. Arup blev stemplet som halvmarxist og unational, fordi han forkastede de gamle folkekære beretninger til fordel for de „sikre kendsgerninger”. Debatten rasede i mere end ti år. Værket indgik i periodens politisk-ideologiske modsætninger mellem „socialradikalisme” og „nationalkonservatisme” og blotlagde endnu en gang den hårfine grænse mellem videnskab og politik. Det var en grænse, der blev grundigt gennemhullet i en anden af disse års debatter. Både i udlandet og i Danmark havde forskere og ideologer siden århundredskiftet diskuteret spørgsmålet om racehygiejne, og debatten fik en særlig intensitet i årene efter verdenskrigen og begyndelsen af 20'rne, hvor de fascistiske og senere nazistiske bevægelser annekterede og kompromitterede begrebet. Oprindelig vakte spørgsmålet imidlertid interesse i kredse, der rakte langt ud over den ekstreme højrefløj. Hvor denne fløj trak kravet om racehygiejne ind i kampen mod den darwinistiske udviklingslære, blev det af andre inddraget i en bredere debat om fremtidens socialpolitik.

Socialdemokraten K. K. Steincke, der skulle blive de næste årtiers mest formående socialpolitiker, viede et helt kapitel til spørgsmålet om „raceforbedring” i sit store værk om „Fremtidens Forsørgelsesvæsen” fra 1920. Steincke var grundigt orienteret om den internationale debat og tog fat om det ømtålelige spørgsmål: hvad nyttede den stigende humanisering, den stadigt voksende offentlige forsorg og lægevidenskabens store resultater, hvis det blot bidrog til at „svække slægten ved at holde liv i tusinder, som samfundet var bedst tjent med bukkede under”. Racehygiejnikerne hævdede, at enhver kultur stik imod udviklingslærens teorier rummede kimen til sin egen undergang, dels fordi sociallovgivningen greb ind i udviklingen, dels fordi krig, prostitution og kønssygdomme rev de yngste, sundeste og stærkeste i nationerne bort. Skulle den europæiske civilisations undergang forhindres, måtte der ud fra denne opfattelse gribes ind med en bevidst forbedring af racen, med racehygiejne. Her kunne tilhængerne af raceforbedringen bl.a. bygge på en fremtrædende dansk arvelighedsforsker, Wilhelm Johannsen, skønt denne selv efter at have været inde på tanken endte med at afvise anvendelsen af arvelighedsforskningens resultater til at forbedre menneskeslægten.

Steincke gengav omhyggeligt de mange forslag, der især i USA var lanceret i raceforbedringens navn: ægteskabsforbud for åndssvage, vaneforbrydere, alkoholikere og epileptikere, sterilisering af de samme, eller det mere moderate krav om indførelse af sundhedsattest før indgåelse af ægteskab.

Steincke var dybt fascineret af tankegangen, men i første omgang forbeholden over for dens praktiske gennemførelse i Danmark. Det videnskabelige grundlag var for usikkert, og etisk ville det være i strid med det danske samfunds gældende værdier. Næsten profetisk forudså han, hvad det kunne føre til, hvis tanken om raceforbedring blev allemandseje. Så ville befolkningen gennemføre „en klapjagt på alle legemlig og åndelig svækkede eller svage, ofte rent menneskelig set de fineste, sarteste og mest værdifulde elementer i kultursamfundet, og befolkningens ideal ville i endnu langt højere grad, end det allerede er tilfældet, blive fodboldspilleren og bokseren, hvad civilisationens og kulturens fremgang var meget lidet tjent med …”

Alternativet i Danmark var tværtimod forbedret social- og sundhedslovgivning, men den senere sociallovgivning, som socialminister Steincke stod i spidsen for, blev ikke desto mindre tæt forbundet med racehygiejniske foranstaltninger i form af sterilisationslove.

Debatten om racehygiejne var et felt med rige muligheder for pseudovidenskabelige excesser. Lykkeligvis undgik vi, at disse fik rodfæste i Danmark. Racetænkning var imidlertid vidt udbredt, og dens mere usmagelige udløber, antisemitismen, dukkede op i dele af den konservative presse og blandt unge på højrefløjen. Den forblev et forholdsvis isoleret fænomen, især rettet mod de ca. 10.000 jødiske immigranter, der mellem 1904 og 1920 var kommet til landet fra Østeuropa på flugt fra pogromer i Rusland, Polen og de baltiske lande. Omkring halvdelen af disse forblev her i landet. Mange levede under socialt usle forhold og blev udnyttet som underbetalt arbejdskraft, men i lighed med tidligere generationer af jøder blev de efterhånden assimileret i det danske samfund.