Danmarkshistorien

Valutaproblemer og storkonflikt

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.


Valutaproblemer havde huseret i alle europæiske stater under efterkrigskrisen. Især havde den tyske inflation antaget forrygende dimensioner. 1919-20 var den danske krones værdi faldet drastisk til ca. 50 procent af guldværdien. Ganske vist steg den i 1922 til ca. 75 procent, men der var fortsat store udsving. For både venstreregeringen og den socialdemokratiske efterfølger var valutasagen en af de tungeste og mest komplicerede at løse. Den lave og svingende kronekurs ramte alle grupper, og der var enighed om, at et pengekaos i tysk målestok måtte undgås. Målet måtte være, at kronen blev bragt i pari, dvs. igen blev indløselig med guld, blev en „ærlig krone”. Nationalbanken havde ansvaret for valutapolitikken, og den tilstræbte en kursoprettelse, der primært ville gavne produktionen. I efteråret blev der under en konference mellem alle interessegrupper opnået enighed om en pariføring af kronen. Spørgsmålet var i hvilket tempo, den skulle ske. Den socialdemokratiske regering arvede således et uløst valutaproblem. Den var ivrig efter at vise, at socialdemokrater kunne omgås penge ansvarligt, og den gennemførte foranstaltninger, der i sammenhæng med forbedrede internationale forhold – bl.a. genindførte England i 1924 guldindløseligheden – skulle sikre kronens værdi. Ved et forlig med de radikale og Venstre i december 1924 blev det pålagt Nationalbanken at sikre kronekursen. Den måtte ikke falde under et vist niveau og skulle inden udgangen af 1926 hæves til 70 guldører. Midlerne hertil skulle være udenlandske lån og nedbringelse af statsgælden gennem nye skatter, hvorved seddelomløbet mindskedes. Kronekursen steg i de følgende måneder væsentlig hurtigere end forudset. En betingelse for at gennemføre denne politik var, at arbejderne ville holde igen med lønkrav. I modsat fald kunne kronehævningen føre til lukning af virksomheder og øget arbejdsløshed.

„Stauning Kiddies”. Regeringens let genkendelige profiler gengivet i skikkelse af negermusikere af Christian Hoff i Svikmøllen 1925, tydeligt inspireret af besøget i København samme år af det første jazzorkester med sorte musikere, Sam Woodings „Chocolate Kiddies”. Forrest trakterer Nina Bang trommerne; bag hende Borgbjerg på trombone og Stauning på saxofon, K. K. Steincke på banjo, C. N. Hauge på klarinet og Kristen Bording på et ikke identificerbart instrument.

Således var situationen, da forligsmanden J. Dalhoff i november 1924 som optakt til overenskomstsituationen sendte et brev til hovedorganisationernes formænd. Han foreslog en etårig forlængelse af overenskomsterne, dog med mulighed for opsigelse, hvis de økonomiske forudsætninger ændredes væsentligt. Dette accepterede arbejdsgiverne, mens fagbevægelsen i utvetydige vendinger betydede forligsmanden, at de anså det for et rent arbejdsgiverforslag. Fagbevægelsen foretrak i første omgang lokale forhandlinger fag for fag, men måske af hensyn til regeringen undlod man at opsige overenskomsterne. Enkelte mindre forbund, bl.a. typograferne, varslede dog allerede i januar 1925 strejke.

I begyndelsen af februar viste pristallet stigninger for levnedsmidler, og det gav fagbevægelsen anledning til nu at kræve lønforhøjelser. Arbejdsmændene og flere andre forbund udsendte første strejkevarsel på begrænsede områder. Arbejdsgiverne fulgte deres sædvanlige taktik ved at svare med at varsle almindelig lockout. I mellemtiden havde nogle områder med forligsmandens medvirken sluttet overenskomst med lønforhøjelser, der fulgte pristallet. I begyndelsen af marts fulgte andet strejkevarsel. Forligsmanden udsatte konflikterne og fremsatte mæglingsforslag, der gav forhøjelser til de lavest lønnede, men så godt som intet i jernindustrien. Det godkendtes af næsten alle parter. Kun arbejdsmandsforbundet slog sig i tøjret og ville have en kongres indkaldt til drøftelse af forslaget. Dette betragtede arbejdsgiverne som en forkastelse, og den 18. marts lod de den varslede lockout træde i kraft, selv om Stauning anmodede parterne om at udsætte kampen.

„Op med kronen”, skriver flyvemaskinen med den nymodens luftreklame på denne tegning fra Svikmøllen 1923. Stats- og finansminister Niels Neergaard forsøger at løbe en drage op, formet som en 1-krone seddel. Ligesom kronens kurs flakser den noget i vinden. Men fra 1924-25 gik det næsten for hurtigt med at bringe kursen op, og det skabte problemer for erhvervslivet og en betydelig arbejdsløshed.

I slutningen af marts blev forhandlingerne genoptaget. Den 11. april stillede forligsmanden mæglingsforslag, som blev vedtaget af alle forbund undtagen fem, heriblandt smedene og arbejdsmændene. I arbejdsmændenes hovedbestyrelse var et lille flertal mod forbundsformand Lyngsies ønske gået ind for vedtagelse, men på kongressen den 17. april vandt Lyngsies standpunkt en stor sejr. Herefter erklærede arbejdsgiverne i overensstemmelse med deres sammenkoblingstaktik samtlige 22 forslag for bortfaldet. Storlockouten var en kendsgerning fra den 21. april.

For at fremtvinge en hurtig afgørelse varslede arbejdsmændene den 30. april transportstrejke. De øvrige forbund opnåede i de følgende uger enighed om overenskomster med arbejdsgiverne, som nægtede at afblæse lockouten, førend der var indgået overenskomst med arbejdsmændene. Disse var nu fuldstændigt isolerede. Den 15. maj begyndte transportstrejken, der hurtigt truede med at lamme landbrugseksporten. Situationen skærpedes, da sømænd og søfyrbødere den 1. juni gik i sympatistrejke, og engelske havnearbejdere nægtede at losse danske skibe, der var lastet ved hjælp af skruebrækkere.

Lyngsies taktik havde hele tiden været at udvide konflikten for at gennemtvinge en afgørelse, mens de øvrige forbund og især regeringen ønskede en begrænsning. I april og maj udspilledes en bitter konflikt mellem arbejdsmændene med Lyngsie som lidenskabelig fortaler og hele den øvrige arbejderbevægelse. Det føg med anklager for uansvarlighed og manglende solidaritet. Arbejdsmændene blev klemt, fordi de øvrige forbund nægtede dem strejkestøtte. Lyngsie svarede igen med at foranstalte indsamlinger og holdt midt under kampen en stor skovtur til Dyrehaven for de lockoutede arbejdsmænd og deres familier. Han pressede det kooperative mejeri „Enigheden” til at levere mælk og bryggeriet „Stjernen” til at give øl og sodavand. Trods indre uenighed i ledelsen var Lyngsie i stand til at opretholde en kampånd blandt sine medlemmer i kraft af den styrke, han gennem næsten 40 år havde indgivet arbejdsmændene.

Under den store arbejdsmandskonflikt i 1925 blev medlemmer af Samfundshjælpen endnu en gang sat ind for at laste og losse skibe. Her iagttager lockoutramte arbejdere i al fredsommelighed strejkebrydernes arbejde på fragtskibet „Rita af Kjøbenhavn”. Denne gang kan en enkelt betjent klare beskyttelsen af dem. Det blev sidste gang, Samfundshjælpen i større omfang blev aktiveret. Organisationen levede en hensygnende tilværelse, indtil den i 1942 blev opløst.

Nu stod de over for en samlet front bestående af arbejdsgivere, der anvendte skruebrækkere under politibeskyttelse, af de øvrige forbund og af en regering, der så sin økonomiske politik truet. Stillet over for dette pres vedtog et flertal mod Lyngsies råd et mæglingsforslag den 5. juni. Dagen efter blev arbejdet genoptaget. Kampen var forbi, men der var regnskaber at gøre op. Der var slået dybe revner mellem arbejdsmændene og den øvrige arbejderbevægelse. I efteråret 1925 vedtog en bitter arbejdsmandskongres – igen mod Lyngsies vilje – at melde forbundet ud af De samvirkende Fagforbund. De meldte sig dog ind tre år senere.

I konfliktens første faser havde regeringen gjort nogle spagfærdige forsøg på at forlige parterne. Enkelte ministre, især Borgbjerg, havde tidligt været stemt for en hård kurs mod arbejdsmændene, og tonen fra regeringen og Social-Demokraten havde været hvas mod Lyngsie. Men han gav igen af et godt hjerte. Da konflikten blev tilspidset i midten af maj, stod regeringen for alvor i dilemmaet mellem klasseinteresser og hensynet til „alle berettigede interesser i samfundslivet”.

Regeringens handlemuligheder var få. Tilbage stod efter de fleste ministres mening kun udstedelsen af en provisorisk lov, og en sådan blev i al hemmelighed forberedt i de første hektiske dage af juni. Konfliktens afslutning gjorde forberedelserne overflødige. Den 6. juni kunne Fyns Venstreblad imidlertid bringe en historie om, at regeringen ville have grebet ind med en provisorisk lov, såfremt konflikten var fortsat. Det vakte et ramaskrig i offentligheden. Skulle socialdemokraterne nu genoplive provisorietiden? Arbejderne og de faglige ledere måtte spørge sig selv, hvor den frie forhandlings- og konfliktret var, hvis en socialdemokratisk regering med statsmagten i ryggen tvang strejkende arbejdere i arbejde. Mange år senere blev det afsløret, at det var Borgbjerg, der havde sluppet oplysningen om det planlagte provisorium ud til en journalist.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

Under den store arbejdsmandskonflikt i 1925 blev medlemmer af Samfundshjælpen endnu en gang sat ind for at laste og losse skibe. Her iagttager lockoutramte arbejdere i al fredsommelighed strejkebrydernes arbejde på fragtskibet „Rita af Kjøbenhavn”. Denne gang kan en enkelt betjent klare beskyttelsen af dem. Det blev sidste gang, Samfundshjælpen i større omfang blev aktiveret. Organisationen levede en hensygnende tilværelse, indtil den i 1942 blev opløst.

© Dette billede må du ...

„Op med kronen”, skriver flyvemaskinen med den nymodens luftreklame på denne tegning fra Svikmøllen 1923. Stats- og finansminister Niels Neergaard forsøger at løbe en drage op, formet som en 1-krone seddel. Ligesom kronens kurs flakser den noget i vinden. Men fra 1924-25 gik det næsten for hurtigt med at bringe kursen op, og det skabte problemer for erhvervslivet og en betydelig arbejdsløshed.

© Dette billede må du ...

„Stauning Kiddies”. Regeringens let genkendelige profiler gengivet i skikkelse af negermusikere af Christian Hoff i Svikmøllen 1925, tydeligt inspireret af besøget i København samme år af det første jazzorkester med sorte musikere, Sam Woodings „Chocolate Kiddies”. Forrest trakterer Nina Bang trommerne; bag hende Borgbjerg på trombone og Stauning på saxofon, K. K. Steincke på banjo, C. N. Hauge på klarinet og Kristen Bording på et ikke identificerbart instrument.

Viser 3 af 3 billeder

Denne artikel stammer fra Danmarkshistorien

Nyhedsbrev
Læs mere i øvrigt
arbejdsløshed
... ledighed , manglende overensstemmelse på ...Artikel i Den Store Danske
Kristen Bording
11.4.1876-26.9.1967, dansk politiker. Bording va ...Artikel i Den Store Danske
K.K. Steincke
Karl Kristian Steincke , døbt Carl Christian V ...Artikel i Dansk Biografisk Leksikon
overenskomst
kollektiv aftale på arbejdsmarkedet mellem arbej ...Artikel i Den Store Danske
J. Dalhoff
Jørgen Dalhoff , 1800-1890, dansk guldsmed, ...Artikel i Den Store Danske
arbejderbevægelse
organisationer og institutioner, der har til for ...Artikel i Den Store Danske
Niels Neergaard
Niels Thomasius Neergaard ,  27.6.1854-2.9.1936, st ...Artikel i Dansk Biografisk Leksikon
Samfundshjælpen
strejkebryderorganisation, oprettet i 1920 med det f ...Artikel i Den Store Danske
Niels Neergaard
27.6.1854-2.9.1936, dansk politiker og histor ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
NFC
13/02/2012
  • Læst 747 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki