• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Færøerne og Island

Oprindelige forfattere ATro og TKaa

For at komme tyskerne i forkøbet havde engelske tropper den 13. april 1940 besat Færøerne. Amtmanden fungerede herefter i den danske regerings rolle, mens Lagtinget fik lovgivende magt. Adskillelsen medførte også, at færøske fartøjer fik lov at føre færøsk flag, ligesom der blev trykt færøske pengesedler. Hvor færingerne før krigen især havde eksporteret klipfisk til Sydeuropa, fik de nu et betydeligt salg af fersk fisk til Skotland og England, hvilket skabte store fortjenester. Det hele medførte en stigende selvstændighedstrang, men afstedkom ikke noget brud på rigsfællesskabet, hvad England i øvrigt heller ikke ville acceptere.

På Island gik det anderledes. Øen blev besat af englænderne den 10. maj 1940, men i forståelse med den islandske regering og efter aftale med den engelske afløstes de engelske styrker i juli 1941 af amerikanske soldater. Altinget havde straks den 10. april 1940 bestemt, at kongens myndighed indtil videre skulle udøves af Islands regering. Forholdet var, at Island allerede i 1918 ved forbundsloven var blevet selvstændigt, idet det kun havde konge, udenrigstjeneste og fiskeriinspektion fælles med Danmark. Forbundsloven udløb i 1943, og både i 1928 og 1937 havde Altinget erklæret, at Island ville udtræde af forbundet, så snart det var muligt. Loven forudsatte imidlertid, at det skulle ske efter forudgående konsultationer, og sådanne kunne på grund af verdenskrigen ikke finde sted.

 Englænderne besatte i april 1940 Færøerne. Det var en venligsindet besættelse, og under hele krigen var der et godt forhold mellem færingerne og englænderne. Den engelske besættelse medførte enkelte tyske bombeangreb mod engelske krigsskibe. Besættelsen skabte et boom for færøsk erhvervsliv og fremmede ønskerne om uafhængighed.

Englænderne besatte i april 1940 Færøerne. Det var en venligsindet besættelse, og under hele krigen var der et godt forhold mellem færingerne og englænderne. Den engelske besættelse medførte enkelte tyske bombeangreb mod engelske krigsskibe. Besættelsen skabte et boom for færøsk erhvervsliv og fremmede ønskerne om uafhængighed.

Imidlertid var den nationale selvhævdelsestrang så stærk, at de islandske politikere ikke ønskede at vente. Hertil kom også uvisheden om, hvilke storpolitiske forviklinger Island kunne blive draget med ind i på grund af kongefællesskabet. Ingen vidste, hvordan Danmarks stilling ville blive ved krigens afslutning. Derfor vedtog Altinget i maj 1941 for tredje gang, at man ikke agtede at forny aftalen med Danmark. I maj 1944 bekræftedes disse beslutninger ved en folkeafstemning, hvori 99 procent af vælgerne stemte. 97 procent heraf stemte for unionens ophævelse, 95 procent for republik. Islændingene havde aldrig taget Christian 10. til sig. Den 17. juni 1944 proklameredes republikken Island.

Både hos kongen og de fleste danskere skabtes der en langvarig misstemning over, at islændingene ikke kunne afvente krigens ophør, før de udtrådte af unionen. Få gjorde sig klart, at Island reelt var blevet selvstændigt i 1918. Kongen afsendte dog et af Erik Scavenius og Vilh. Buhl godkendt lykønskningstelegram, der opfattedes positivt på Island. Som udtryk for den samhørighed, de 120.000 islændinge trods forbundslovens ophævelse følte med det danske folk, indsamlede de fem mill. kr., som efter krigen blev overdraget Danmark til humanitære formål.