Danmarkshistorien

Et stærkere forsvar?

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.


Stauning og P. Munch reagerede forskelligt på den udenrigspolitiske udvikling. Munch var af den opfattelse, at Danmark passivt måtte affinde sig med den forværring, som indtraf efter Hitlers magtovertagelse. Folkeforbundets muligheder for at fungere under en stormagtskonflikt havde han aldrig troet på, og da slet ikke efter at Japan havde meldt sig ud i 1932, Tyskland i 1933 og Italien i 1937. Der var intet, vi kunne stille op, mente han. Stauning var af et andet temperament, han ønskede at afprøve de muligheder, han så. Det fandt Munch var farligt, fordi Danmark ville stå svagere efter at være blevet afvist, end hvis landet intet foretog sig og derfor heller ikke risikerede afslag.

Men allerede i oktober 1933 havde Stauning gennem offentlige udtalelser søgt at prøve stemningen i Norge og Sverige over for et nærmere nordisk samarbejde. Han blev afvist, især af Norge, hvor en avis skrev: „Danmarks grænser er Danmarks anliggender, et forsvar af dem må blive landets egen sag. Det kan lyde ubarmhjertigt, men begivenhederne i 1814 viser, at det er sandt.” På baggrund af Norges nederlag i grønlandsstriden er der grund til at tro, at bladet gav udtryk for den overvejende stemning i den norske opinion. Den svenske holdning adskilte sig næppe meget herfra. Den danske regering kunne kun føle sig bestyrket i, at nordiske forsvars-forhandlinger var urealistiske.

I januar 1935 stemte Saarland sig tilbage til Tyskland, og kort efter indførte Hitler – mod Versaillestraktatens bestemmelser – almindelig værnepligt med henblik på at oprette en hær på 36 divisioner. I de bestræbelser, der nu udfoldedes på at inddæmme Tyskland, ønskede den danske regering ikke at deltage. Stauning var deprimeret over udviklingen og antydede i Social-Demokraten, at det kunne komme på tale at styrke det danske forsvar også som en pligt over for Folkeforbundet, en opfattelse, Munch ikke delte. Bekymringerne i Danmark blev ikke mindre, da England og Tyskland i juni 1935 indgik en aftale, der betød, at Tyskland måtte opbygge en flåde på 35 procent af den engelske. Hermed havde England accepteret Østersøen som tysk interesseområde. I et videre perspektiv betød flådeaftalen et sammenbrud af den politik, England hidtil havde ført, og hvis mål var, at England, Tyskland, Frankrig og Italien sammen skulle løse Europas problemer.

En bevægelig spærring mod panservogne, også kaldet en pyramidespærring. Forsvaret var på sultekur i 1930'erne, og forhindringer af denne art var ikke meget bevendt over for det tyske panservåben. Den 9. april 1940 nåede man i øvrigt kun her og der i Sønderjylland at trække landbrugsredskaber ud på vejen. Det var ikke forsvarets skyld, men skyldtes en politisk beslutning om ikke at foretage noget, der kunne virke som en provokation.

Bedre blev det ikke, da Italien i oktober 1935 angreb Abessinien. Nok vedtog Folkeforbundet med Danmarks stemme visse økonomiske sanktioner mod Italien, men dels omfattede de ikke olie, dels trak England og Frankrig tæppet væk under det spinkle kollektive sikkerhedssystem, da det kom frem, at de overvejede at få krigen standset ved at tilbyde Italien dele af Abessinien. I marts 1936 skærpedes situationen yderligere ved, at tyske tropper marcherede ind i Rhinzonen, der hidtil havde været demilitariseret. Alle Versaillesfredens drømme lå efterhånden i grus. Den danske regering havde ved sin politik tilstræbt ikke at krænke Tyskland, og det var også lykkedes.

I marts 1935 foreslog Stauning på et ministermøde, at hæren blev styrket med to regimenter, men det blev afvist af de radikale og også af nogle af de socialdemokratiske ministre. Imidlertid var den verdenspolitiske situation så anspændt, at forsvarsspørgsmålet blev mere og mere tilspidset. De konservative, som havde registreret flyvemaskinernes stigende betydning i oprustningen, stillede i februar 1936 forslag om at bevilge 20 mill. kr. til materielanskaffelser til luftforsvaret. Profetisk sagde de konservatives ordfører, Ole Bjørn Kraft, at med den tekniske udvikling, der havde fundet sted, kunne den danske statsledelse blot ved truslen om luftbombardement blive tvunget til „indrømmelser af en sådan karakter, at vor selvbestemmelsesret ville blive bragt i afgørende fare”. Hans ord faldt på stengrund.

Regeringen befalede i stedet de to værn at udarbejde en forsvarsordning til samme pris som den gældende. Den måtte alene tilvejebringe et grænse- og kystforsvar og ikke et eksistensforsvar, men skulle på den anden side sætte os i stand til at afvise, at en fjendtlig magt søgte at benytte dansk territorium, „hvor mulighed for en sådan afvisning måtte foreligge”, som det blev sagt i al sin uklarhed.

Der var megen usikkerhed i regeringspartierne, om end af forskellig karakter. Yngre socialdemokrater, repræsenteret af f.eks. H. C. Hansen rejste det spørgsmål, om vi ville kunne vente hjælp fra andre nationer, såfremt vi selv gav op over for forsvaret af grænsen. På den anden side stod afrustningstilhængerne. Hos de radikale var der enighed om, at søværnets ønsker om svært bestykkede artilleriskibe måtte afvises, da de kunne indgå som et led i et eksistensforsvar, men derimod var der i partiet uenighed om prisen for et forsvar. Munch var fremkommelig, når blot formålet var et forsvar mod uforsætlige neutralitetskrænkelser. Andre som Zahle og Scavenius ønskede nedgang i militærudgifterne, hvad der også svarede til stemningen hos de unge radikale.

Stauning og hans fæller måtte nu vælge, om de ville forlig med Venstre eller de konservative eller dem begge med regeringsfællesskabets sprængning til følge. Stauning var næppe i tvivl. Som situationen var, foretrak han de radikale. Han prioriterede, når alt kom til alt, de indenrigspolitiske hensyn over de udenlandske. Det ville temmelig sikkert også have voldt ham uovervindelige vanskeligheder at forklare en lunken opinion et så drastisk skridt som at bryde med de radikale og søge sammen med oppositionen, hvis bistand han ikke kunne regne med i sociale og økonomiske anliggender. Socialdemokraternes angst for det nazistiske Tyskland var ægte nok, men den materialiserede sig ikke i en ny forsvarspolitik.

Artilleriskibet Niels Juel var i 1920'rne og 30'rne søværnets største skib. Det var bygget 1918 og ombygget 1936. I hele perioden stredes man om, hvorvidt Danmark overhovedet skulle have et så stort orlogsfartøj. Det havde et deplacement på 3800 tons og var 90 meter langt. Mange mente også, at det ved sin store overbygning udgjorde for let et mål. Den 29. august 1943 lå Niels Juel i Isefjorden, hvorfra det søgte at sejle til Sverige. Men da det blev beskudt af tyske fly, satte chefen det på grund i fjorden og åbnede for søventilerne.

Hensynet til de radikale fremgik klart af forsvarsminister Alsing Andersens forslag i Folketinget i februar 1937. De samlede forsvarsudgifter steg med ca. 1,6 mill. kr. til 41,1 mill. kr. Statens udgifter på finansloven 1937-38 var i alt ca. 467 mill. kr. Stigningen gik hovedsagelig til flåden. Vigtigere end den beskedne årlige merudgift var det, at der fordelt over fem år ydedes ti mill. kr. til nyt materiel til hæren og ni mill. kr. til flåden. For disse penge fik hærens fire eskadriller moderne flyvemaskiner, ligesom hæren fik øget motorisering af artilleriet. Til gengæld blev regimenternes antal reduceret fra otte til syv og antallet af værnepligtige fra 8900 til 7800. Da reduktionen især ramte arbejdssoldaterne, kunne man øge fodfolket med ca. 1100 mand om året. For marinens vedkommende beholdt man de to eksisterende artilleriskibe, som ikke var meget værd, og 13 bevogtningsfartøjer, dvs. torpedobåde, minestrygere og gamle moderniserede ubåde, nogle minefartøjer og en snes flyvemaskiner. De 9 mill. kroner skulle anvendes til en gradvis fornyelse af dette materiel.

For at få loven til at glide lettere ned, bl.a. hos de radikale, fik de værnepligtige lidt højere løn, ligesom den militære straffelov blev humaniseret og kaserneforholdene forbedret. Over for den anden side af det politiske spektrum var Alsing Andersens forsvar for loven, at det var bedre at have et mindre, veludrustet forsvar end et større, som ikke var ordentligt forsynet med materiel. Den overordnede grænse var dog ifølge Alsing Andersen sat af økonomiske årsager. Forsvarsudgifterne måtte ikke skade sociale og kulturelle opgaver. Men først og fremmest mente regeringen, når alt kom til alt, ikke, at et stærkt forsvar øgede Danmarks sikkerhed. Derfor blev det færdige resultat – vedtaget den 5. maj 1937- en forsvarsordning, der fortsat gjorde Danmark militært magtesløs, hvilket af- og nedrustningstilhængerne hævdede, at landet altid ville være, uanset hvor meget der ofredes økonomisk.

Danske soldater på vagt på Paladshotellet i Esbjerg. Her mærkede man straks krigen. I september 1939 kastede engelske fly ved en fejltagelse bomber, og i oktober nødlandede et tysk fly på Fanø. Besætningen blev interneret på Paladshotellet og sat under bevogtning. Soldaterne bærer den feltgrå uniform fra 1922 og var udrustet med det uopslidelige danske gevær, model 1889, som tyskerne lagde beslag på få år efter.

Venstre, som undlod at stemme, foreslog da heller ikke meget mere, nemlig ca. syv mill. kr. yderligere om året, til fem musikkorps, to regimenter og desuden endnu en eskadrille flyvere, hvortil kom 29 mill. til materielanskaffelser. De konservative stemte imod regeringens forslag. De ønskede et årligt budget på ca. 53 mill. kr., eller 12 mill. kr. mere end det vedtagne og foreslog materielanskaffelser på ca. 130 mill. kr. mod lovens 19 mill. kr. Heller ikke på dette grundlag lod et eksistensforsvar sig etablere, men de konservative ville med deres forslag ikke sætte sig ud over enhver forligsmulighed. Alle forhold afvejet var der dog en principiel uoverensstemmelse mellem de konservative på den ene side og alle øvrige partier på den anden. De konservative – og ikke mindst deres leder Christmas Møller – ville under alle omstændigheder kæmpe, fordi en nok så udsigtsløs kamp for Danmarks frihed efter deres mening rummede en afgørende egenværdi.

Forskellen mellem regeringen og oppositionen lå i, at socialdemokrater og radikale mente, at en stormagt, nemlig Tyskland, altid ville være i stand til at sætte overmægtige styrker ind over for Danmark. Oppositionen og værnene var af den opfattelse, at landet kun ville blive angrebet under en stormagtskonflikt, og i så fald ville fjenden have begrænsede ressourcer til rådighed mod Danmark. Hvis det henlå som et militært tomrum, ville der ligefrem kunne opstå et kapløb om at besætte os. Også mellem hær og flåde var uenigheden stor. Hæren ønskede et eksistensforsvar, mens søværnet under den politisk tænkende admiral Rechnitzer mere var indstillet på neutralitetsbevogtning. Forholdet mellem de to værn var så slet, at man ikke kunne enes om fælles øvelser. Det virkede ikke befordrende på beredskabet.

To patruljerende betjente fra ordenspolitiet har mødt hinanden i Marselisborgskovene ved Århus og tager sig – mod reglementet – en kop kaffe. De bærer det kommunale politis uniform. Fra 1938 indgik de i det nyoprettede statslige rigspoliti. Op ad bænken har de to „panserbasser” stillet de karakteristiske høje politicykler, den ene med karbid-lygte.

Væsentlig for en stat er også dens indre sikkerhed. Nazismens og kommunismens vækst gjorde det efter regeringens opfattelse nødvendigt at styrke politiet, som der i mange år havde været en løbende debat om. Det var delt i et kommunalt ordenspoliti på ca. 2300 uniformerede betjente og et statsligt kriminalpoliti på 632 mand. Dette gav til stadighed anledning til kompetencestridigheder, som gik ud over politiets effektivitet.

Det var justitsminister Steincke magtpåliggende at få drevet en lov om et enhedspoliti igennem. Han var fuld af foragt for det „lammefromme demokrati”, som ikke vovede at værne sin indre sikkerhed. Venstre og konservative var imod en sådan lov, dels af modvilje mod centraliseringen, dels af økonomiske grunde. Men da landstingsflertallet skiftede, var muligheden til stede, og i maj 1937 vedtoges det med virkning fra 1938 at oprette et enheds- eller rigspoliti.

Alt politi blev nu statsligt, men således at politimestrene stadig stod direkte under justitsministeren. Frygten for politistat gjorde sit til, at det nyoprettede rigspolitichefembede i det væsentlige kun fik ansvaret for uddannelse og personaleforvaltning.

Allerede i 1938 fandt man det nødvendigt at udvide det samlede politikorps med ca. 300 mand, hvoraf 50 skulle tilgå sikkerhedspolitiet dvs. politiets efterretningstjeneste, som nu blev underlagt rigspolitichefen. Den storpolitiske udvikling med spionage og mulig infiltration var baggrunden såvel for centraliseringen som for udvidelsen af politistyrken.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

To patruljerende betjente fra ordenspolitiet har mødt hinanden i Marselisborgskovene ved Århus og tager sig – mod reglementet – en kop kaffe. De bærer det kommunale politis uniform. Fra 1938 indgik de i det nyoprettede statslige rigspoliti. Op ad bænken har de to „panserbasser” stillet de karakteristiske høje politicykler, den ene med karbid-lygte.

© Dette billede må du ...

Danske soldater på vagt på Paladshotellet i Esbjerg. Her mærkede man straks krigen. I september 1939 kastede engelske fly ved en fejltagelse bomber, og i oktober nødlandede et tysk fly på Fanø. Besætningen blev interneret på Paladshotellet og sat under bevogtning. Soldaterne bærer den feltgrå uniform fra 1922 og var udrustet med det uopslidelige danske gevær, model 1889, som tyskerne lagde beslag på få år efter.

© Dette billede må du ...

Artilleriskibet Niels Juel var i 1920'rne og 30'rne søværnets største skib. Det var bygget 1918 og ombygget 1936. I hele perioden stredes man om, hvorvidt Danmark overhovedet skulle have et så stort orlogsfartøj. Det havde et deplacement på 3800 tons og var 90 meter langt. Mange mente også, at det ved sin store overbygning udgjorde for let et mål. Den 29. august 1943 lå Niels Juel i Isefjorden, hvorfra det søgte at sejle til Sverige. Men da det blev beskudt af tyske fly, satte chefen det på grund i fjorden og åbnede for søventilerne.

© Dette billede må du ...

En bevægelig spærring mod panservogne, også kaldet en pyramidespærring. Forsvaret var på sultekur i 1930'erne, og forhindringer af denne art var ikke meget bevendt over for det tyske panservåben. Den 9. april 1940 nåede man i øvrigt kun her og der i Sønderjylland at trække landbrugsredskaber ud på vejen. Det var ikke forsvarets skyld, men skyldtes en politisk beslutning om ikke at foretage noget, der kunne virke som en provokation.

Viser 4 af 4 billeder

Denne artikel stammer fra Danmarkshistorien

Nyhedsbrev
Læs mere i øvrigt
selvbestemmelsesret
folkenes ligeret og selvbestemmelse , grundsæt ...Artikel i Den Store Danske
Folkeforbundet
se Folkenes Forbund . ...Artikel i Den Store Danske
forsvarspolitik
den del af udenrigspolitikken, som ved militære ...Artikel i Den Store Danske
motorisering
(se motorisere ), det at motorisere. ...Artikel i Den Store Danske
politistat
se autoritære regimer . ...Artikel i Den Store Danske
Folketinget
Danmarks nationale parlament og vælgerbefol ...Artikel i Den Store Danske
Alsing Andersen
Alsing Emanuel Andersen , 5.2.1893-5.12.1962 ...Artikel i Den Store Danske
Alsing Andersen
Alsing Emanuel Andersen ,  5.2.1893-5.12.1962, poli ...Artikel i Dansk Biografisk Leksikon
Zahle
Slægtens første kendte mand er skrædder i Køb ...Artikel i Dansk Biografisk Leksikon

Om artiklen

Oprindelige forfattere
ATro
13/02/2012
TKaa
13/02/2012
  • Læst 1191 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki