Danske sømænd i deres klub i Newcastle i England i november 1942. Den 9. april 1940 befandt to tredjedele af den danske handelsflåde sig uden for Danmark. Næsten alle disse skibe, som havde besætninger på i alt 6000 mand, kom til at sejle i allieret tjeneste, fra december 1943 atter under dansk flag. Sejladsen var livsfarlig, mange danske søfolk omkom, og alle blev mærket af det langvarige nervepres.

.

Modstandsmanden, den tidligere direktør for Statens Bibliotekstilsyn Thomas Døssing (th.) var fra juli 1944 i Moskva som repræsentant for „det kæmpende Danmark”. På vejen derover mødtes han med Christmas Møller i London. Døssing var forbitret på de danske politikere og søgte at begrænse deres indflydelse, Christmas Møller tog dette til efterretning.

.

Nølende og modvilligt var frihedskæmpere og politikere kommet i en dialog. Modstandsbevægelsens magt var ikke legitimeret ved åbne valg, men den var reel. Politikerne var derimod lovligt valgte, men havde nu ikke længere et magtapparat bag sig. Det betød ikke, at de var uden indflydelse. De havde således som oftest den snævreste kontakt med departementscheferne og erhvervsorganisationerne. Og den folkelige opinion var ambivalent. Hadet mod besætterne deltes af alle, og sympatien for frihedskæmperne voksede, jo mere man nærmede sig krigsafslutningen. Men samtidig sad der dybt i de fleste et ønske om at vende tilbage til den trygge gammelkendte tilværelse tilsat en anelse af fornyelse, hvad jo også modstandsbevægelsen kraftigt understregede som sit mål.

I andre lande som f.eks. Belgien og Grækenland viste der sig ved befrielsen ødelæggende modsætninger mellem modstandsbevægelse og det tilbagevendende politiske etablissement. Det ønskede ingen skulle ske hos os. Frihedsbevægelsen stod på demokratiets grund, og politikerne erkendte gradvist betydningen af modstandskampen, bag hvilken de nu sejrende allierede stod. I december 1943 havde disse accepteret, at danske skibe i deres tjeneste førte dansk flag, og i april 1944 var de vestallierede på engelsk initiativ villige til at udstede en erklæring om, at „den danske nation har placeret sig side om side med de Forenede Nationer”. Inden England og USA søgte Sovjetunionens tilslutning hertil, ønskede de den danske konges godkendelse. Gennem Buhl lykkedes det modstandsbevægelsen at opnå denne den 5. maj 1944. Men Sovjetunionen nærede uvenlige følelser over for Danmark på grund af forhandlingspolitikken, tilslutningen til antikomin-ternpagten og behandlingen af DKP og svarede nej.

Frihedsrådet havde længe ønsket en kontakt med Sovjetunionen, hvis krigsindsats havde vakt stigende beundring i Danmark, og som det også af realpolitiske årsager ville være klogt at stå på god fod med. Da Frode Jakobsen og Arne Sørensen i april 1944 var i Stockholm for at forhandle med SOE, fik de sammen med Erling Foss gennem den russiske legation (hvis chef var den kendte revolutionære madame Aleksandra Kollontaj) udvirket, at Sovjetunionen ville modtage en repræsentant for „det kæmpende Danmark”. Frihedsrådet udpegede Thomas Døssing fra „Frit Danmark”. Han havde siddet i fængsel 1942-43 for illegal bladvirksomhed og havde mistet sit embede som biblioteksdirektør. Han nærede kommunistiske sympatier og hadede af et godt hjerte indrømmelsespolitikerne. I juli 1944 nåede han frem til Moskva. Udsendelsen af Døssing øgede i høj grad Frihedsrådets prestige. Han kunne gennem sine rapporter påvirke det po litiske styrkeforhold i Danmark til fordel for Frihedsrådet.

Da kongen på Vilh. Buhls foranledning i en henvendelse til russerne i august 1944 søgte at undskylde og forklare Danmarks tilslutning til antikominternpagten, fik politikerne en klar fornemmelse af russisk uvilje. Henvendelsen blev nemlig ikke besvaret. Fornemmelsen blev stærkere, da Døssing i september meddelte hjemover, at den kommende regering måtte være udtryk for, at modstandspolitikken var den rigtige. At Døssing lagde russerne sine egne meninger i munden, kunne ingen vide dengang. Politikerne var oprindelig ikke indstillet på, at modstandsbevægelsen skulle være repræsenteret i Befrielsesministeriet, og Frihedsrådet havde i begyndelsen heller ikke forestillet sig dette. Men fra august 1944 hed det: „Ingen regering uden om frihedsbevægelsen”. Politikerne erkendte, at de nu måtte give plads for modstandsbevægelsen, hvis indflydelse i befolkningen var stadigt stigende, og som øjensynlig havde Sovjetunionen i ryggen.

Som en refleks af folkestrejken havde politikere og modstandsbevægelse siden august 1944 haft løbende drøftelser i et „kontaktudvalg”. I november 1944 forhandlede fra Frihedsrådet Frode Jakobsen og Børge Houmann med H. C. Hansen og den konservative Aksel Møller. Herunder formuleredes modstandsbevægelsens krav: retsopgør med landssvigerne, erstatning til besættelsesmagtens ofre og opgivelse af neutralitetspolitikken. Frode Jakobsens betingelse var en regering bestående af lige mange fra partierne og fra modstandsbevægelsen. Politikere, der i særlig grad havde repræsenteret „samarbejdspolitikken med tyskerne eller en særlig eftergivende kurs”, måtte ikke optages i regeringen.

Det var en bitter pille, som politikerne endnu i januar 1945 ikke var rede til at sluge. Men Døssing, som i februar mødtes med danske modstandsfolk i Stockholm, forestillede sig en regering overvejende bemandet med modstandsfolk og med Christmas Møller som statsminister. Døssing meddelte klart og tydeligt, at der i al fald ikke kunne være tale om at optage noget medlem af ministeriet Scavenius.

Under de fortsatte drøftelser mellem Frihedsrådet og politikerne blev nu også Venstre og de radikale inddraget. I første række samlede man sig om en fælles henvendelse til de allierede om at blive anerkendt nu også som krigsførende allieret. I London støttede Christmas Møller henvendelsen og den forståelse, der var opstået mellem politikere og frihedsbevægelse. Men Christmas Møller var bitter over, at Vilh. Buhl og ikke han var udpeget til statsminister med Frihedsrådets samtykke.

Efter forhandlinger i Stockholm mellem Christmas Møller, Døssing og repræsentanter for modstandsbevægelsen begyndte konturerne af den kommende regering efter Frode Jakobsens model og med Christmas Møller som udenrigsminister at træde frem. Også kommunisterne sluttede sig til. Vanskeligst at acceptere for de fire store partier – Retsforbundet var holdt udenfor – var kravet om udstødelsen af Halfdan Hendriksen, Bording og Jørgen Jørgensen, fordi de havde været ministre under Scavenius. Deres ansvar var hverken større eller mindre end andre fremtrædende politikeres, der havde deltaget i forhandlings- eller indrømmelsespolitikken. Men opportunistiske hensyn krævede dette offer, som da blev ydet med en erklæring om, at dette „standpunkt må ikke forstås som en afstandtagen fra vedkommende politikeres personer, men som en vurdering af, hvad der vil være klog politik for Danmark”. Udelukkelsen af de tre var uretfærdig, men politisk betydningsløs, da de blot erstattedes af andre med samme holdninger. Først så sent som den 1. maj 1945 var drøftelserne om regeringens sammensætning tilendebragt.

Selv om politikerne kun få måneder tidligere ikke havde drømt om en regering med hele ni modstandsmænd, derunder flere kommunister, havde de alligevel trukket det længste strå. De fik ni ministre inklusive statsministerposten, og den besattes med Vilh. Buhl, der havde gjort hele forhandlingspolitikken med. Hertil kom, at de vordende modstandsministre syntes fremkommelige og uden udemokratiske bagtanker. Beroligende var også Frihedsrådets krav om et hurtigt folketingsvalg. Navnlig DKP måtte være interesseret heri, da partiet havde været udelukket fra valget i 1943.

Frihedsrådets program krævede udrensning, erstatning til krigens ofre, nedsættelse af en parlamentarisk kommission, der skulle undersøge politikernes forhold, og omlægning af vor forsvars- og udenrigspolitik, efter at Danmark var blevet anerkendt som allieret. Kort før kapitulationen drøftede Frihedsrådet, om disse krav skulle suppleres med et økonomisk og socialt program. Det ønskede DKP og Dansk Samling, som begge foreslog boligbyggeri, højere arbejderlønninger og sociale ydelser, lavere rente og statens overtagelse af udenrigshandelen. Frode Jakobsen og andre med ham stred imod. For dem var modstandsbevægelsen en kamp for demokratiet og mod besættelsesmagten og ikke for bestemte social-økonomisk-politiske mål. Da der altså ikke var enighed i Frihedsrådet, faldt forslaget, og man kunne samle sig om at udpege ministre.

Da ministerlisten blev offentliggjort den 5. maj 1945, var der nok frihedskæmpere med statsminister Vilh. Buhls anti-sabotagetale i erindring, som knyttede hænderne i bukselommerne i forundring og harme. Men i befrielsesjubelen hørte ingen deres protester, og kun få registrerede, at besættelsestiden i politisk henseende havde været en parentes.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Et fornuftægteskab.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig