Tyske tropper indskibes natten mellem den 7. og 8. april i det transportfartøj, som kort efter skulle sejle dem til Danmark eller Norge. Hele aktionen hvilede på den yderste hemmelighed.

.

Den tyske operation „Weserübung” mod Danmark blev gennemfort med stor præcision. Panserkolonner trængte over landegrænsen, medens faldskærmstropper blev kastet ned ved Storstrømsbroen og ved Ålborg. Troppetransportskibe sejlede op gennem Langelandsbæltet og Store Bælt, nord om Sjælland og ind i Københavns Havn. Andre tropper blev landsat i Nyborg, Korsør og Gedser. Kun i Sønderjylland og ved Amalienborg kom det til kortvarige skudvekslinger.

.

Det tyske mindretal i Åbenrå tog med begejstring mod de tyske tropper. Mindretallet så sine ønsker opfyldt. Men besættelsesmagten stillede særlige forventninger til hjemmetyskerne, som i stort tal kom til at forrette tysk militærtjeneste, for hvilken de blev straffet efter befrielsen.

.

„De mørke fugle fløj/ved gry med motorstøj/i eskadriller over byens tage./Da så vi og forstod/- det gik til hjertets rod -/at vi fik trældoms bitre brød at smage.” Således skrev digteren Otto Gelsted om de tyske maskiner, som overfløj Danmark om morgenen den 9. april. De fleste af denne generation oplevede besættelsesdagen på denne måde. Størsteparten af flyene var transportmaskiner på vej til Norge, men København blev overfløjet af bombefly, som skulle understrege, at der var alvor bag de tyske trusler. Fly nedkastede de lysegrønne „Oprop”, der annoncerede besættelsen.

.

Ålborg Lufthavn blev taget i brug i 1938. Det var den største flyveplads uden for København. Den var civil og uden militær bevogtning. Tyskerne betragtede den som et vigtigt støttepunkt, hvorfra man bl.a. kunne overvåge sejladsen på Skagerrak, og de kastede straks nogle få faldskærmssoldater ned på pladsen, som derefter hurtigt fyldtes med tyske fly. Under krigen udvidede tyskerne pladsen flere gange. 85 gårde blev sløjfet, og den nåede op på 2500 ha. Den var udsat for flere allierede luftangreb.

.

På ugedagen efter den tyske besættelse fik kronprinseparret en datter, Danmarks nuværende dronning. Det føltes som en stor opmuntring i den mørke tid. Kronprins Frederik var i 1935 blevet gift med prinsesse Ingrid, den svenske kong Gustav 5.s sønnedatter. Kronprinsessen var erklæret engelskvenlig. Her er den lille prinsesse på sin første sejltur – til Århus' jubilæumsfest – i 1941.

.

Det var blot symbolske styrker, der vågede over Danmarks sikkerhed natten mellem den 8. og 9. april 1940. I alt kun 15.000 mand var som nævnt under våben i hæren, deraf halvdelen på Sjælland, halvdelen i Jylland og på Fyn. I det sydlige Jylland lå 2500 mand, som ikke var og aldrig nåede at blive operativt sammendraget. Det var disse tropper, der var omfattet af det højeste alarmberedskab, hvilket bl.a. indebar, at de sov med uniformerne på og med køretøjerne klar i kasernegårdene. Ingen steder var der forberedt stillinger, vejspærringer eller brosprængninger.

Flådens fåtallige skibe var spredt, dels for at bevogte minefelterne, dels på neutralitetsvagt ved Jyllands vestkyst, hvor en engelsk ubåd så sent som den 24. marts havde sænket et tysk handelsskib ud for Thorsminde. Placeringen af krigsskibene skulle markere dansk vilje til at afvise englænderne. Københavns søforsvar var helt afhængigt af søforterne, navnlig Middelgrundsfortet. Her var som et led i den sædvanlige udskiftning stort set alt uddannet mandskab enten på landlov eller overflyttet til Flakfortet, mens man ventede på et nyt hold, der skulle møde den 9. april. På grund af isvinteren var havnespærringsminerne i uorden og derfor desarmerede, og de små motorbåde var ude af stand til at afpatruljere sundet.

Heroverfor stod 38.000 mand tyske kamptropper formeret i to infanteridivisioner og én motoriseret infanteribrigade, støttet af et overlegent Luftwaffe.

Ved 4-tiden om morgenen sneg civilklædte tyskere sig over grænsen ved Padborg og dræbte tre patruljerende grænsegendarmer, så de ikke kunne slå alarm. Kl. 4.15 rullede de motoriserede tropper over grænsen både ved Kruså og ved Sæd nær Tønder. De danske styrker tog opstilling ved landevejene og søgte uden beskyttelse at standse de tyske panservogne. Det var en ulige kamp, og selv om nogle tyske panservogne blev sat ud af spillet, blev de danske styrker rendt over ende. Da kamphandlingerne blev indstillet var 11 danske soldater faldet og 20 såret, de fleste fra Søgårdlejren mellem Åbenrå og Kruså.

Ved Ålborg nedkastedes faldskærmstropper for at sikre lufthavnen, der var vigtig som base for aktionen mod Norge. Lillebæltsbroen, Nyborg og Korsør blev besat samtidig med overfaldet på Sønderjylland. Med Warnemünde-Gedserfærgen kom tropper, som skulle sikre Storstrømsbroen. Samtidig nedkastedes også her faldskærmssoldater. På Sjælland blev flyvestation Værløse bombet og de 25 fly mere eller mindre ødelagt. Kun én dansk maskine nåede at komme i luften for straks at blive skudt ned. Besætningen på to omkom. I Roskilde lykkedes det for en del af garnisonen via Helsingør at undslippe til Sverige, hvorfra det havde været hensigten at tage kampen op mod tyskerne. Den danske styrke vendte dog senere i april og i juni tilbage til Danmark.

Vigtigst for den tyske besættelsesoperation var dog overrumplingen af København med konge, regering, Rigsdag og den militære og civile administration. Én bataljon på ca. 800 mand blev anset for tilstrækkelig, og den sejlede om bord på skibet „Hansestadt Danzig” i løbet af den 8. april gennem Store Bælt, nord om Sjælland og ned i Øresund. Kl. 4 om morgenen gled „Hansestadt Danzig” forbi Middelgrundsfortet, som signalerede, at skibet skulle stoppe. Da det fortsatte, søgte vagten at affyre varselsskud, men kanonen fungerede ikke. „Kanonen, der klikkede” kom siden til at spille en stor rolle i myterne omkring den 9. april. Det forekom uforståeligt, at den ikke ville fungere, og alle hånde gisninger om forræderi er fremført. Forklaringen er uden tvivl kanonbesætningens ukyndighed. „Hansestadt Danzig” fortsatte ind i Københavns Havn og lagde til ved Langelinie, hvor havnevæsnet netop havde ryddet op i de hidtil indefrosne skibe for at gøre plads til forårets anløb. Også denne disposition blev efterfølgende uden grund mistænkeliggjort. Kl. 4.20 gik „Hansestadt Danzig” til kaj, og de kampberedte soldater myldrede ud. Porten til Kastellet sprængtes, og Københavns garnison blev bortset fra Livgarden sat ud af spillet. De tyske soldater rykkede derefter frem mod Amalienborg, hvor en ildkamp med gardens vagthold kom i gang.

Samtidig blev København i lav højde overfløjet af tyske bombefly, som nedkastede grønne flyvesedler, hvori det på ubehjælpsomt dansk forklaredes, at Churchill var skyld i overfaldet, og at der foregik forhandlinger om en fredelig overenskomst mellem den danske og den tyske regering.

Koordineret med det militære fremstød var en politisk-diplomatisk aktion. Kl. 4.20 stillede den tyske gesandt på P. Munchs bopæl for at forklare den danske regering, at Tyskland besatte Danmark alene for at komme England i forkøbet. Idet han henviste til de tyske bombefly, som var på vej, opfordrede han indstændigt til at kapitulere for at undgå en ødelæggelse af hovedstaden. P. Munch protesterede både mod Renthe-Finks påstand og imod den krænkelse af Danmarks neutralitet, som var under udvikling. Den tyske gesandt ønskede omgående svar på, om vi ville opgive al modstand. I modsat fald ventede et luftbombardement København.

P. Munch ville naturligvis ikke stå alene med denne beslutning, men ønskede såvel kongen og statsministeren som de militære chefer inddraget. Et møde hos kongen på Amalienborg blev arrangeret. Da de militære chefer sammen med forsvarsminister Alsing Andersen ved femtiden var på vej til kongen, beordrede viceadmiral Rechnitzer højeste sikkerhedstjeneste for skibe og søforter, men i modstrid med den eksisterende forholdsordre føjede han til, at der ikke måtte skydes før efter nærmere ordre. Hermed var søværnet i virkeligheden gjort definitivt ukampdygtigt.

I den historiske afgørelse hos kongen deltog Stauning, P. Munch, Alsing Andersen, Prior, Rechnitzer og Udenrigsministeriets direktør O. C. Mohr. Mens man i residenspalæet på Amalienborg ventede på kongen, rykkede en nervøs Renthe-Fink telefonisk for et omgående svar. Meldinger indløb om bombardementet af Værløse og om landgangen på Langelinie. Om den kunne man ikke være i vildrede på grund af skyderiet i Amaliegade. Da kongen kl. 5.30 kom til stede, var der ingen tvivl: der var i realiteten intet at stille op. Spørgsmålet var kun, om man af hensyn til opinionen i udlandet skulle yde modstand. General Prior ønskede, at kongen og ministrene markerede viljen til modstand ved at tage kampen op fra Høveltelejren. Men ingen støttede ham. Som officer var det kongen imod, at man uden videre gav op. Han spurgte sine ministre om udlandets reaktion og om befolkningens syn på en kapitulation. Rådet, som han fik, og som han som konstitutionel konge måtte følge, var, at man var tvunget til at give efter.

I de tidlige morgentimer blev der da givet signal til de militære enheder om at indstille al modstand. Mens de tyske styrker uantastet kørte op igennem Nørrejylland, og andre etablerede sig i hovedstaden, dansede officerseleverne på Frederiksberg Slot som et led i den normale undervisning samme formiddag menuet med hinanden. Livet skulle fortsætte, som om intet var hændt. Tilpasningen til de nye forhold var begyndt.

For de danske beslutningstagere var det som flere gange omtalt vanskeligt at se, hvad Tyskland ville med en besættelse af Danmark. Tyskerne havde som under 1. verdenskrig større fordel af et neutralt, venligsindet Danmark end af et besat, og med hensyn til baser til brug for et angreb mod vest ville de med en besættelse ikke være meget bedre stillede, end de allerede var, selv om besiddelsen af Ålborg Lufthavn og Esbjerg Havn naturligvis var af betydning. Besættelsen skete da heller ikke som et led i søkrigsførelsen mod englænderne. Det var vestmagterne, som ville standse malmtransporterne og i øvrigt benytte Norge som base for et angreb på Tyskland. Tyskerne ønskede at komme de allierede i forkøbet, men ingen – heller ikke i England – havde fantasi til at forestille sig, at Hitlers dumdristighed var så stor, at han med basis i de tyske østersøhavne vovede at lade en besættelsesaktion gå helt op til det nordligste Norge. Ved krigsforbryderprocessen i Nürnberg efter krigen sagde general Falkenhorst: „Det er et mirakel, at den største bekymring vi overhovedet havde, nemlig indblanding fra den engelske flådes side, aldrig blev til noget. Den viste sig aldrig.” Man anså et tysk angreb på Nordnorge for umuligt, og netop denne opfattelse gjorde det muligt for Hitler at gennemføre aktionen. Det uholdbare i angrebet på Nordnorge viste sig i øvrigt også ved, at de tyske besættelsestropper kort efter blev fordrevet af et britisk ekspeditionskorps, som dog blev trukket tilbage, da det gik galt for de allierede på Vestfronten. Det er forståeligt, at den tyske krigsledelse til det sidste var nølende over for „Weserübung”.

Det har været fremført, at P. Munch havde viden om den forestående besættelse af Danmark, og at han ligefrem skulle have aftalt den med den tyske SS-fører Heinrich Himmler. Men herom foreligger der intet, og alt taler imod, også dette at hemmeligholdelse på grund af overraskelsesmomentets nødvendighed var en absolut forudsætning for, at aktionen mod Norge kunne lykkes.

Myten om forræderi fandt næring i det ringe danske beredskab, i at overrumplingen set ud fra et tysk synspunkt var så vellykket og i, at der skete påfaldende uheld som det med kanonen på Middelgrundsfortet. I Norge skete tilsvarende fejl: i Kristiansand observerede havnevagten trikoloren på et ankommende krigsskib; det var imidlertid et signalflag, og skibet var tysk. I Bergen virkede projektørerne på et af forterne ikke, fordi strømmen kom fra det kommunale elværk, og det var standset, da byen skulle mørklægges. I Trondhjem kunne forsvaret intet se, fordi de tyske projektører var stærkere end de norske. I Narvik overlistede den tyske marine de to norske vagtskibe og torpederede dem, hvorefter kommandanten, der var nazist, overgav byen.

Men i Norge kom man straks i kamp, fordi et norsk bevogtningsfartøj allerede den 8. april kl. 23.10 ved Oslofjordens munding blev beskudt af den tyske flådeafdeling. Det norske fartøj nåede at slå alarm, og herved lykkedes det kl. 5.17 længere oppe i fjorden at sænke den tyske krydser „Blücher”, som medførte den styrke, der skulle besætte Oslo. Der befandt sig derfor ingen tyske tropper i Oslo, da den tyske gesandt afleverede et tilsvarende memorandum til den norske udenrigsminister Koht, og derfor kunne regeringen svare nej. Da gesandten sagde, at „da bliver der kamp”, svarede Koht: „Kampen er alt i gang”. Kl. 7 afgik et tog nordpå med kongefamilien, regeringen og de fleste af Stortingets medlemmer. I Midt- og Nordnorge fortsatte kampene, støttet af et engelsk ekspeditionskorps. Først den 10. juni kapitulerede de norske styrker. Til den norske befolknings afsky anmeldte Vidkun Quisling sig straks den 9. april som ny regeringschef, hvilket skabte klare linier. Derfor har Norge aldrig haft den betændte danske diskussion om besættelsen som aftalt spil. Den danske marineledelse var ikke indstillet på kamp og med et så svagt land- og luftforsvar som det danske måtte det gå Danmark, som det gik.

Den sømilitære aktion mod Norge var på det nærmeste hasard. Når admiral Canaris forrådte aktionen så sent som den 4. april, var det ikke for at få den afblæst, men i håbet om at Norge og Danmark ville yde så megen modstand, at den ville blive en fiasko.

Spørgsmålet er da, om Danmark ved et stærkere forsvar end 1937-loven gav, eller ved blot i god tid inden den 9. april at have anvendt den eksisterende ordning fuldt ud, ville have været i stand til at forpurre angrebet på Norge. Tyskland havde nok store styrker bundet til den forestående vestoffensiv, men ikke flere, end at der kunne afses seks divisioner til angrebet på Norge og to en halv til Danmark. Besiddelsen af Danmark var en nødvendighed krævet af Luftwaffe, der havde behov for Ålborg Lufthavn til mellemlanding, da flyenes rækkevidde var begrænset. Dens vigtighed ses af, at der allerede det første døgn landede 300 tyske fly og af, at tyskerne satte faldskærmstropper ned, ligesom den motoriserede brigade hastede til Ålborg. Men af gode grunde er det umuligt at sige noget om, hvad en maksimal udnyttelse af det danske forsvars muligheder kunne have betydet.

Det store flertal af danske politikere – og i al fald regeringspartiernes – havde ingen forståelse for begrebet marginalangreb. De troede ikke på, at man med et stærkere forsvar eventuelt fik flere muligheder. Rigsdagsvalgene senest i 1939 havde bekræftet, at befolkningen delte politikernes vurdering. De fleste politikere var formentligt klar over de mulige konsekvenser. I al fald så P. Munch, at følgen af dansk isolation og efter hans opfattelse manglende militære muligheder kunne blive en „fredsbesættelse”. Han ønskede den ikke, og da slet ikke en tysk, fordi han hadede tyskerne, men han foretrak en fredsbesættelse frem for et land af rygende ruiner. Befolkningen så ikke i samme grad realiteterne i øjnene, men skubbede vel i mange henseender problemet fra sig. Derfor kom den 9. april som et chok, der føltes vanærende, og derfor lagdes grunden til „Aldrig mere en 9. april”-syndromet. Allerede den 9. april sagde Hans Hedtoft til en officer: „Kunne dette være undgået?”

Kongen og Hartvig Frisch havde udtrykt bekymring for, hvorledes udlandet ville reagere på en dansk kapitulation uden egentlig kamp. Mange delte den, og læste man den vestlige presses artikler, kunne bekymringen synes velbegrundet. Norge blev fremhævet på Danmarks bekostning. Imidlertid viste Churchills udtalelser umiddelbart før besættelsen, at den engelske regering næppe ville nære uvenlige følelser mod os på grund af den tyske overrumpling og vor sporadiske modstand. Den engelske gesandt, som i hast måtte forlade landet, skrev rigtignok i sin sidste danmarksindberetning, at landets skæbne var en advarsel om farerne ved overdreven materiel komfort, og at det havde forsømt sit forsvar. Men, fortsatte han, „ikke desto mindre er den danske civilisation et vigtigt bidrag til den totale sum af menneskelig lykke og må derfor ikke lide så meget, at den forsvinder … Så vidt jeg kan se, er det vor opgave at anvende alle midler, vi har til rådighed, for at forsikre danskerne om, at vi ikke bærer nag til dem på grund af, hvad der er hændt. Tværtimod må vi vise sympati for dem og den hårde skæbne, der nu har ramt dem. Vi må se fremad med et urokkeligt håb om sejr, og når den er nået, må vi gøre alt, hvad der er menneskeligt muligt, for at genskabe den danske stat …”

Denne vurdering afspejler utvivlsomt, hvad man i ledende kredse i den vestlige verden tænkte, men ikke sagde. På hvilke vilkår den danske stat eventuelt ville blive genskabt, afhang dybest set af forholdene ved krigens afslutning.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Den 9. april.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig