Finland

Den 9. oktober 1939 rejste den finske diplomat og politiker Juho Paasikivi til Moskva. Ved hans afrejse fra Helsingfors banegård sang menneskemængden „Vor Gud han er så fast en Borg”. Den russiske regering havde anmodet den finske om at sende en repræsentant for, som man sagde, at forhandle om økonomiske og politiske forhold. Baggrunden var dyster. Få dage forinden havde Sovjetunionen tvunget Estland, Letland og Litauen til at indgå militære bistandspagter med sig. Det betød underkastelse, og nu var turen kommet til Finland, som stod alene. Tyskland erklærede således, at da Finland havde afslået at slutte en ikke-angrebspagt med Tyskland, var det overladt til sig selv. Den 10. oktober meddelte indenrigsminister Urho Kekkonen, at Helsingfors, Viborg, Åbo og Tammerfors ville blive evakueret.

I de nordiske lande fyldtes man med angst. Krigen kunne altså ikke gå uden om Norden. De tre landes regeringer henvendte sig til den sovjetrussiske med en opfordring til at respektere Finlands uafhængighed. Det fik ingen virkning. Det samme var tilfældet, da de fem nordiske statsoverhoveder mødtes i Stockholm. Resultatet blev kun en uforpligtende udtalelse om det ønskelige i fredens bevarelse. Den 30. november 1939 gik Sovjetunionen til angreb på Finland, der havde afvist at give russerne baser og landafståelser. Da finnerne bad Folkeforbundet hjælpe, ønskede hverken Danmark, Norge eller Sverige at deltage i sanktioner mod Sovjetunionen. Folkeforbundet fordømte det sovjetiske angreb og opfordrede medlemmerne til at hjælpe Finland – materielt og humanitært. Samtidig blev Sovjet udelukket af forbundet. Disse beslutninger øgede presset på Norden, fordi hjælp til Finland nødvendigvis måtte passere gennem Norge og Sverige. Risikoen lå i, at Tyskland efter indgåelsen af Hitler-Stalinpagten som et modtræk i givet fald kunne angribe Danmark.

Mens dette stod på, var Helsingfors og andre byer blevet bombet med mange civile ofre til følge. Ved grænsen mellem Finland og Sovjetunionen proklamerede den kommunistiske partileder Otto Kuusinen en finsk oprørsregering, som anråbte Den Røde Hær om hjælp „i kampen mod det finske folks undertrykkelse”, dvs. det lovligt valgte styre. I Danmark var harmen mod Sovjetunionen stor, men endnu større var den mod de danske kommunister, som agiterede mod Finland og støttede Sovjet. Foreningen Norden og Røde Kors oprettede „Finlandshjælpen”. Talrige finske børn kom i pleje i danske hjem, et dansk hospital blev etableret, og 1000 mand drog frivilligt til Finland som soldater. Af dem nåede kun de fem krigsflyvere at komme i kamp, og fire af dem faldt.

Den 12. marts opgav finnerne kampen. Den såkaldte vinterkrig var forbi. Over 20.000 finske soldater og ti gange så mange russiske var da faldet. Ved fredsslutningen måtte Finland afgive store landområder, og op mod en halv million finner blev tvunget til at flytte og finde et nyt sted at bo. Det finske folks lidelser gjorde det største indtryk i Danmark, og dets nederlag bidrog til at forstærke følelsen af magtesløshed, selv om Finland ikke var udslettet som nation.