Skibsreder A.P. Møller havde i årene før 2. verdenskrig skabt en af Danmarks største virksomheder, først og fremmest ved tankskibs- og liniefart over hele verden. Han havde tillige grundlagt Odense Stålskibsværft. Hans stærke engagement i samfundsproblemer fik ham til at træde uforfærdet frem med markante meninger. Partipolitik interesserede ham ikke, kun Danmarks fremgang, men den mente netop de politiske partier at have monopol på.

.

Handelsaftalen med England fra 1933 betød, at mere og mere af Danmarks handel gik fra Tyskland og til England. Forskydningen fremmedes også ved den kraftige tyske landbrugsbeskyttelse. Resultatet var, at Danmarks eksport til Tyskland kun var det halve af vor import derfra. En handelsaftale i 1935 med Tyskland fastfrøs reelt dette forhold, samtidig med at den bestemte, at samhandelen ikke måtte gå ned. Det fremkaldte utilfredshed hos englænderne, fordi de store indkøb i Tyskland gik tilsvarende ud over dem. Det var en vanskelig balancegang mellem to rivaliserende magter, som begge var Danmarks store markedslande. Tyskernes rigoristiske betalingsvilkår var betinget af deres begyndende oprustning, og de havde i deres magt at bringe os til at betale, fordi de kunne vanskeliggøre vor landbrugseksport.

I foråret 1936 kom det til en krise, da englænderne overvejede at lægge told på den danske bacon og benytte tolden som tilskud til de engelske baconproducenter. Et sidemotiv var, at englænderne på grund af krigsfrygt og mulig isolation ønskede at stimulere deres eget landbrug. Samtidig pressede de engelske eksportører i forståelse med deres danske forretningsforbindelser på, for at Danmark skulle øge sin import fra England. Situationen var tilsyneladende gået i hårdknude, og i erindring om etatsråd H. N. Andersens virksomhed som handelsforhandler 20 år før bad P. Munch i marts 1936 den nu 84-årige ØK-direktør om at rejse til London for at få en aftale i stand. H. N. Andersen stillede bl.a. den betingelse, at regeringen skulle give ham carte blanche, hvad den naturligvis ikke kunne acceptere. Det blev sidste gang, H. N. Andersen søgte at spille en politisk rolle. Året efter døde han. Det lykkedes regeringen uden fremmed bistand at opnå en aftale i juni 1936. Den indebar, at englænderne reelt, men ikke formelt opgav bacontolden, mens Danmark til gengæld øgede importen af engelske varer. Det var et rimeligt kompromis.

Sidst på året 1936 opstod der problemer i forholdet til Tyskland. Men også her fik man efter lange og seje forhandlinger et forlig i land. Baggrunden var, at Danmark på grund af ekstraordinær stor landbrugseksport havde oparbejdet et tilgodehavende i Tyskland, den såkaldte valutapukkel. Vi gik bl.a. med til at købe 600.000 t kul, hvilket skulle vise sig at blive en god forretning, da verdenskrigen brød ud. Landbruget reddede skindet, men nedbringelsen af valutapuklen betød øget import fra Tyskland, og fra dansk side frygtede man en negativ engelsk reaktion. Den kom ikke. Englænderne var klar over Danmarks særlige vilkår i forholdet til Tyskland.

I det store og hele lykkedes balancegangen altså mellem de to stormagter i årene frem til krigsudbruddet i 1939.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Handelspolitik.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig