Kvindelige danske arbejdere på vej til Tyskland i sommeren 1940. Tyskerne havde forlangt arbejdere til kulminerne under trussel om kulstop til Danmark. Regeringen ville ikke acceptere tvangsudskrivning, men problemet løstes ved, at mange mere eller mindre frivilligt tog arbejde i Tyskland. De fleste var unge, ufaglærte mænd, men ca. ti procent var kvinder.

.
Licens: Brukerspesifisert

Kong Christians 70-års fødselsdag den 26. september 1940 gav overalt anledning til nationale manifestationer. I Silkeborg ville værnemagten deltage. Den rammede en flagstang ned på Torvet og hejste hagekorset En dansk betjent måtte posteres for at undgå, at linen blev skåret over, og tyskerne fjernede snart flagstangen.

.

Aksel Schiøtz blev under besættelsen næsten tilbedt for sin nationale sangkunst. Her optræder han på en baggrund af nordiske faner ved et grundlovsmøde i Hørsholm i 1942.

.

Husvagten blev et kendt fænomen under krigen. I alle beboelsesejendomme skulle en sådan findes. Det var oftest viceværten, der udrustedes med hjelm, armbind og gasmaske. Kun få husvagter var dog så elegante som på denne annonce. Det var bl.a. husvagtens opgave ved luftalarm at få beboerne ned i kælderens beskyttelsesrum.

.

Når man ser bort fra nazister og opportunister var det sorg og usikkerhed, der prægede danskerne den 9. april og de første måneder derefter. Mange blev vækket ved daggry af de tunge tyske transportmaskiners dumpe durren i luften. Ængsteligt skottede man op mod dem i håbet om og troen på, at de nok ikke vedkom os. Det viste sig dog straks, at Danmark skulle dele skæbne med Norge, Kapitulationen føltes nok af nogle som æreløs, men langt de fleste opfattede den som det eneste rigtige i den givne situation, og at der ikke kunne være nogen skam i at bøje sig for Hitlers overvældende krigsmaskine.

De, der efter den 9. april ville kæmpe mod tyskerne, måtte søge over på den „rigtige” side af fronten, dvs. til England, hvilket nogle få gjorde eller forsøgte at gøre. At gøre væbnet modstand mod tyskerne her i landet forekom ganske udsigtsløst og var tillige livsfarligt. Den 1. juni idømte en tysk krigsret en smedelærling seks års fængsel for at have stjålet et maskingevær, idet man lod forstå, at han stod til dødsstraf. I Jylland blev de tyske telegrafkabler nogle steder skåret over. I Sønderjylland blev tropperne, der havde kæmpet tappert, hånet af nogle, af andre hædret med blomster. Tvangsindkvartering var flere steder nødvendig, indtil de tyske soldater kunne anbringes i kaserner og skoler. Nogle kvarterværter viste deres tyske gæster en kold skulder, andre fraterniserede med dem og sendte gaver med, når de skulle hjem på orlov. Man kunne se unge mennesker udfordre de tyske soldater til fodboldkamp, som om de var kammerater fra nabokommunen. Holdningsmæssigt var billedet forvirrende og flimrende. Kun meget få var dog glade for tyskernes tilstedeværelse, de fleste var passive. Det hele var uoverskueligt og uoverkommeligt at forholde sig til.

Man registrerede og reagerede disciplineret på de nye tilstandes ydre vilkår: mørkelægning, hvide armbind for aftengængere, tidlig værtshuslukning, i gaderne flere og nu bevæbnede politibetjente ledsaget af unge værnepligtige, kaldet „føl”, i uklædelige blå uniformer, og luftalarmsirenernes afprøvning hver dag kl. 12. Selv om Ålborg Lufthavn blev bombet af englænderne, var det endnu en uvirkelig krig.

Kaffe, te og tobak forsvandt ganske vist efterhånden, og mystiske erstatningsprodukter trådte i stedet, benzin og olie blev forbeholdt læger, jordemødre og udrykningskøretøjer. Så måtte man spænde hesten for varevognen. Men mad var der nok af. En kornordning tvang de store brug til mod betaling at aflevere foderkorn til de små brug og brødkorn til befolkningen. Denne ordning var ikke kun til fordel for danskerne, som fik rimelige tildelinger af brød, mel, gryn og øl, men også for tyskerne. Margarinen forsvandt, men så var der smør. Bønderne tjente godt. Kul og koks kunne kun fås i små mængder, men tørvemoserne og brunkulslejerne gav brugelig erstatning og beskæftigelse for mange. Andre kunne søge arbejde i Tyskland. Allerede i maj 1940 åbnedes et tysk arbejdsanvisningskontor i København. Danskerne tog det hele til efterretning.

Men langsomt skete der noget. 8. juli-erklæringen vakte forargelse. Mønt- og toldunionsforhandlingerne, som forgæves var søgt hemmeligholdte, øgede utrygheden. Den 4. juli 1940 i Ålborg havde en konditor og en præst efter svensk forbillede arrangeret et alsangstævne, som samlede 1500 deltagere. Sommeren over arrangeredes derpå det ene alsangstævne efter det andet kulminerende den 1. september, hvor der afholdtes alsangstævner i alle danske byer. Kl. 18 udsendte Statsradiofonien Københavns rådhusklokkers timeslag, hvorefter trekvart million danskere alle sang Grundtvigs „Moders Navn er en himmelsk Lyd”. Alene i Fælledparken i København var 150.000 mennesker samlet. En særlig kongesangbog, der udkom i anledning af kongens 70-års fødselsdag den 26. september, fordeltes gratis til alle, finansieret anonymt af institutioner og private. Hurtigt var næsten to mill. eksemplarer uddelt. Aksel Schiøtz blev på stævner, i radio og på grammofon en højt elsket fortolker af den danske sangskat.

Den 25. juni 1940 stiftedes Dansk Ungdomssamvirke. Heller ikke dette initiativ havde karakter af modstandsbevægelse i den betydning, som begrebet senere fik. Aksel Møller og H. C. Hansen, tidligere formænd for henholdsvis KU og DsU, var blandt initiativtagerne. Baggrunden var frygt for, at unge mennesker skulle lade sig påvirke af den nazistiske propaganda. Gennem foredrag og anden form for oplysning ville man „på upolitisk grundlag” samle de unge i en national og kulturel front. Men først da Niels Buhk i august 1940 søgte at skabe et ungdomsforbund med autoritært præg, trådte Dansk Ungdomssamvirke offentligt frem. Bag DU, hvis drivende kraft var professor Hal Koch, stod De ældres Råd, som med rod i højskolen også virkede for at bevare folkestyret gennem det samarbejde, der var etableret mellem Rigsdagens demokratiske partier. Begge bevægelser virkede først og fremmest i kredse, der i forvejen var politisk og nationalt bevidste. De kunne så videregive det demokratiske budskab bestyrkede i deres holdning.

Årvågent fulgte danskerne med i udviklingen i Norge. I de første måneder af besættelsestiden var der både forskelle og ligheder mellem de to lande. Norge havde fra første færd været i åben krig med Tyskland, men den 7. juni 1940 havde kong Haakon og regeringen måttet forlade landet for at etablere en eksilregering i London. Stortinget, domstolene og embedsmændene stod nu over for de samme problemer, som Danmark under omstændighedernes tvang havde fundet en løsning på den 9. april. Repræsentanter for de norske myndigheder optog derfor forhandlinger med tyskerne ud fra ønsket om at opnå „danske tilstande” for at skåne befolkningen. Stortinget gik endog så vidt, at det for at lette forhandlingerne var rede til at suspendere kongen. Et Rigsråd skulle erstatte regering og Storting. Da den tyske rigskommissær Terbovens krav om en tyskvenlig justitsminister mødte modstand fra norsk side, afbrød han den 25. september 1940 forhandlingerne og indsatte en nazistisk regering under Quisling. I Norge varede forhandlingspolitikken kun tre og en halv måned, før der blev skabt klare linier, mens det i Danmark tog næsten tre og et halvt år.

Sverige var gået ram forbi, men ængstelsen hos svenskerne var betydelig. Under indtryk af den tyske overmagt accepterede den svenske regering, at tyske tropper blev ført igennem Sverige til Norge, og i juni 1941 tillige fra Norge til Finland med svenske tog. Denne såkaldte permittent-trafik fortsatte til 1943. Efterhånden som krigslykken vendte, følte den svenske regering sig stærk nok til at modstå de tyske krav og nærmede sig de vestallierede. Sverige blev nu et vigtigt helle for modstandsbevægelserne i Norge og Danmark.

Da sommeren 1940 gik på hæld, var den danske befolkning ved at finde sig til rette med forholdene ikke kun i tilpasningens ånd, men også med en vis fortrøstning til fremtiden. Forgæves søgte Luftwaffe at bombe London i knæ. Royal Air Force var i stand til at tilføje tyskerne så store tab, at de måtte opgive angrebene, ligesom overgangen over Kanalen heller ikke blev virkeliggjort. I Danmark begyndte man for alvor at erkende, at Tyskland var fjende, og man vendte sit håb til England.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet En forvirret sommer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig