Svend Asmussens kvintet spillede i 1941 i „Blue Heaven”, en af hovedstadens mange jazzrestauranter. Mange af dem lukkede hurtigt, men jazzen lod sig ikke kvæle. Den blev umådelig populær, især blandt byernes unge. Bag Svend Asmussen med violinen ses fra venstre Svend Hauberg, Erik Frederiksen, Christian Jensen og Kjeld Bonfils.

.

Rejse- og udflugtsmulighederne var begrænsede, men som plakaten fra 1942 af Henrik Hansen viser, var en sejltur på Silkeborgsøerne med den gamle hjuldamper „Hjejlen” en mulighed, hvis man ikke foretrak kano. Kanofart fra Gudenåens udspring og til Silkeborg eller Randers blev populær.

.

Cirkus Belli var et af de store danske cirkus, som forsynede især provinsbyerne med underholdning. Billetpriserne var overkommelige, og søgningen var stor. De trykkende ydre forhold skabte også et behov for uforpligtende underholdning.

.

Liva Weel var 1930'rnes og 40'rnes førende revyskuespillerinde. Navnlig hendes foredrag af Poul Henningsens viser var stor kunst. Viser som ,,Ta' og kys det hele fra mig", „Jeg gi'r mit Humør en Gang Lak” og ikke mindst „Man binder os paa Mund og Haand” fra 1940 blev folkeeje, fordi radio og grammofon bragte dem ud over hele landet. Her optræder Liva Weel som Moster Mille i „Grevinden af Nørrebro”, 1943.

.

Kolding Centralbiblioteks udlånssal 1941, kort efter indvielsen. Rummets indretning er tidstypisk funktionalisme. Ofte måtte bibliotekerne dog tage til takke med utidssvarende lokaler, bygget til helt andre formål. Men læsetrangen var stigende under besættelsen.

.

Martin A. Hansen i sit arbejdsværelse på Skolevangen i Brønshøj. Han havde som forfatter svært ved at komme til rette med besættelsen. Han følte den som en pine og skam. Samtidig nagedes han af ansvaret for krigens nødvendige drab. „Vi” måtte ikke blive som „de andre”. Efter krigen udgav han centrale værker som „Tornebusken” (1946), „Agerhønen” (1947) og „Tanker i en skorsten” (1950).

.

Filminstruktøren Carl Th. Dreyer producerede i 1927 i Frankrig et af sine hovedværker, stumfilmen „Jeanne d'Arc”. Han blev anerkendt som en verdenskunstner, men blev aldrig rigtig accepteret i Danmark. Under optagelserne i 1927 var Paul la Cour hans instruktørassistent. Dreyer står til højre i læderjakke, la Cour til venstre med baskerhue og solbriller. Dreyers mest kendte værker er „Vredens Dag” fra 1943 om hekseforfølgelse og filmatiseringen af Kaj Munks „Ordet” fra 1955.

.

Krig og besættelse satte i næsten alle henseender den materielle og tekniske udvikling i stå, men kulturen havde sin egen blomstring. Fritidslivet var naturligvis påvirket af besættelsesmagtens tilstedeværelse og de mange indskrænkninger i bevægelsesfriheden. Sportsbegivenheder trak mange tilskuere. Var cyklen i stand til at holde, kunne man med babyen i en påhængsvogn køre en tur i skoven. Overfyldte S-tog og turistbåde førte byboerne til de nære udflugtsmål, hvor kelnerne slæbte kaffeerstatning og mystiske kager til de fuldt besatte borde.

I byerne kunne man stadig gå på restaurant – mange steder med musik. Besættelsesårene er kaldt „den gyldne swingtid”. Jazzen – af nogle benævnt negermusikken – havde i 1930'erne fostret en række fremragende musikere. Erik Tuxens jazzband var blandt de bedste, indtil han i 1936 opløste det og blev kapelmester for Statsradiofoniens symfoniorkester. Andre, hvis grammofonindspilninger gik som varmt brød, var Leo Mathisen, Kai Ewans, Otto Lington og Svend Asmussen. Jazzen var nært forbundet med dans og 1935-45 udvikledes swing'en. Den fik sin egen kult med swingpjatter, der forargede borgerskabet med deres voldsomme dans og outrerede påklædning.

Importen af amerikanske film hørte straks op, men de, der var kommet til landet, kunne vises i biograferne indtil udgangen af 1942. Til gengæld kom der mange tyske film frem, som de illegale blade advarede imod, og en stor mængde svenske. De mest populære var dog de 90 danske film, der fik premiere i løbet af de fem år. Tilskuertallet steg fra 28 mill. i 1939 til 41 mill. i 1944.

Først og fremmest blev hjemmet et centrum. Familiefester, ofte sammenskudsgilder, blev holdt med, hvad man kunne skrabe sammen af mad, en fremtryllet flaske snaps eller hjemmelavet hovedpinevin. Man var nøjsom, taknemlig og solidarisk. I den eneste stue med lys og varme foregik lektielæsning, samtale, radiolytning, spil og alle hånde aktiviteter. Når den sidste tørv i kakkelovnen var brændt ud, gik man i seng. Fødselshyppigheden steg. Var det dårligt at være bilsælger, var det gyldne tider for barnevognsforhandlerne. På trods af levefodsforringelsen begyndte børnetallet nemlig at vokse. I 1939 havde fødselstallet ligget på 68.000, i 1946 kulminerede det med 96.000. I 1950 var det nede på 80.000, mens biltallet nu var oppe på 1939's niveau. Der har været mange spekulationer over årsagen til de såkaldt „store årgange” lige fra mørklægningen og til, at man under krigen ikke kunne bruge sine penge til så mange forbrugsgoder som før og så valgte at få et barn. Vi kender ikke forklaringen.

I hjemmet blev radioen den vigtigste kilde til nyheder og underholdning. Besættelsesmagten forbod ikke radioaflytning i Danmark, hvilket var tilfældet i Norge og andre besatte lande. I Danmark var der 779.000 licensbetalere (foruden „plankeværkslyttere”), i 1945 passerede man millionen. De fleste radioer kunne tage BBC, og derved fik man det nødvendige korrektiv til Pressens Radioavis eller dagbladene, der også var under tysk censur. Men Statsradiofonien sendte tillige en strøm af værdifulde programmer i form af hørespil, oplæsninger, foredrag eller „hørebilleder fra dagliglivet”, som Aksel Dahlerups populære reportager kaldtes. Ikke mindst lyttedes til alle former for musik, der fik halvdelen af sendetiden. Et serieprogram som „Familien Hansen”, skrevet af Jens Locher og udsendt hver søndag 1929-49, trak mest de gifte og hjemfarne, mens det blandede underholdningsprogram „Weekend-Hytten” med Jens Fr. Lawaetz som vært samlede unge som gamle omkring højttaleren.

Samtidig steg læselysten. Næsten alt, hvad der blev trykt, kunne sælges uanset indholdets og papirets kvalitet. I oversættelser læstes både klassisk og ny litteratur. Man læste romaner af A. J. Cronin, Frank G. Slaughter og Margit Söderholm („Driver Dug falder Regn”). Mærkeligt nok forbød tyskerne ikke den svenske forfatter Vilhelm Mobergs roman „Rid i Nat”, som kom i 1941 og vandt stor udbredelse. Det var en historisk roman, der havde indirekte adresse til kampen mod nazismen. Også Eric Knight's bog „Men dette fremfor Alt” (1942) blev solgt i stort tal. Den skildrede England under krigen uden direkte at kritisere den tyske krigsførelse.

Alle større boghandeler havde læseklubber, hvor man mod betaling kunne låne de nyeste bøger, som bibliotekerne enten ikke ville anskaffe eller var for længe om at få på hylderne. Illegalt cirkulerede digte af norske forfattere som Nordahl Grieg og Arnulf Øverland. Var man heldig kunne man måske få et laset duplikeret eksemplar af John Steinbecks roman om det besatte Norge, „Månen er skjult”.

Bibliotekerne mærkede også læsetrangen. I perioden før krigen udgjorde det samlede udlån pr. år ca. 13 mill. bind, men i 1941-44 gik det helt op på ca. 19 mill. bind om året for derefter at falde. Først i 1951-52 nåede man op på ca. 20 mill. bind.

Kontrollen med de danske forfattere var modsat i Norge relativt mild. Endnu i 1940 kunne Liva Weel synge visen „Man binder os paa Haand og Mund” i revykomedien „Dyveke” af Poul Henningsen og Kjeld Abell. Direkte angreb på Tyskland tolererede besættelsesmagten naturligvis ikke. Forfatteren C. E. Soya, der havde skabt sig et navn som dramatiker med værker som „Parasitterne” og „Umbabumba”, fik i 1942 ved en dansk domstol en hæftestraf på 60 dage, som han afsonede i Vestre Fængsel. I prosafablen „En Gæst” havde han skildret en ørentvists vækst, så der ikke var tvivl om, hvad han hentydede til. Han fortsatte sit forfatterskab med erindringsromanen „Min Farmors Hus” (1943). Især blev han med værker som „30 Aars Henstand” (1944) i konkurrence med Kjeld Abell og Kaj Munk en fornyer af dansk dramatik.

I 1942 forbød regeringen udlån af antinazistiske bøger af Martin Andersen Nexø, Nic. Blædel, Hartvig Frisch, Vilh. la Cour og Kaj Munk. En antologi som Aksel Heltofts „Der brænder en Ild” fra 1944 måtte distribueres illegalt. Meget af den legale litteratur var tidsbestemt og uden blivende værdi, men havde under krigen stor betydning. Hvad der for en eftertid klinger hult og patetisk, var dengang realiteter. Danskerne oplevede deres frihed beskåret, levede med død, vold og vilkårlighed under former, som man før krigen kun kendte af omtale. Historisk litteratur, som fremdrog store stunder i vor nationale udvikling, var populær. Man søgte og fandt heri trøst og opmuntring. Meget udbredt blev Kelvin Lindemanns historiske romaner. „Huset med det grønne Træ. Roman om de danske Tropekolonier” (1942) og fra 1943 „Den kan vel Frihed bære”, som skildrede svenskernes besættelse af Bornholm i 1658 og derfor blev beslaglagt af tyskerne.

Bidragydere til „Der brænder en Ild” var bl.a. Ole Juul, Halfdan Rasmussen og Martin A. Hansen. Allerede før krigen havde Martin A. Hansen gjort sig bemærket med de bonderealistiske romaner „Nu opgiver han” (1935) og „Kolonien” (1937). Under besættelsen blev han centrum i en ny bevægelse. Gamle dages liv blev genopvakt på en ny måde. I 1941 kom „Jonatans Rejse”, der var tænkt som en opmuntring til danskerne. Martin A. Hansen og andre af hans forfatterkolleger oplevede besættelsen som en ydmygelse. Hans næste roman „Lykkelige Kristoffer”, der udkom i 1945, foregår nok på tiden for grevens fejde, men afspejler besættelsestiden.

Også H. C. Branner var før krigen kendt og anerkendt, men fik dog først sit definitive gennembrud under krigen. I 1936 skrev han romanen „Legetøj”. Dens ydre rammer er en lejetøjsforretning, dens indhold en psykologisk skildring af magtmenneskers tyrannisering af deres omgivelser, et sindbillede på nazismens væsen. Ligesom Martin A. Hansen forlod H. C. Branner den socialrealistiske, kollektive genre. I 1941 kom „Drømmen om en Kvinde”, der nok som baggrund har krigsudbruddet, men er en handlingsløs impressionistisk skildring af personernes bevidsthedsstrømme. Branners hovedværk er „Rytteren” fra 1949. Det er en dybdepsykologisk roman, der skildrer det moderne menneskes krise, og som indirekte også er et opgør med nazismen. En stor del af H. C. Branners forfatterskab er udmøntet i novellesamlinger som „Om lidt er vi borte” (1939) og „To Minutters Stilhed” (1944). Også i disse skildrer Branner med stor psykologisk indlevelse menneskelige konflikter. Børns opvækstproblemer spiller en stor rolle i hans bøger som hos flere andre af tidens forfattere. For teatret skrev han bl.a. „Søskende” (1952), der handler om fædres tyranni.

Martin A. Hansen og H. C. Branner var sammen med digteren Paul la Cour de toneangivende forfattere i 1940'rne. Paul la Cour debuterede som ekspressionistisk lyriker allerede i 1920'rne og udfoldede i 1930'erne en højt værdsat virksomhed som litteraturkritiker. Før krigen vendte også han sig mod nazismen. Størst betydning fik det dog, at han efter krigen skabte den lyriske modernismes gennembrud i Danmark, manifesteret i digtsamlinger og med „Fragmenter af en Dagbog” fra 1948. Mens de to andre – og da navnlig Martin A. Hansen -nåede stor folkelig udbredelse, forblev Paul la Cour eksklusiv, men ikke mindre væsentlig.

Skønt dræbt ved et vådeskud i 1944 kun 22 år gammel fik Morten Nielsen stor betydning for sine samtidige. I 1943 havde han udsendt digtsamlingen „Krigere uden Vaaben”, og i 1945 kom „Efterladte Digte”. Hans motto var: „Man skal ikke skrive digte om livet, man skal skrive digte, som selv er liv.” Selverkendelse er et bærende element i hans digte. Med digtsamlinger som „Grønne Digte” (1943), „Jeghuset” (1944) og „Menneske” (1948) placerede Ole Sarvig sig som 1940'rnes mest centrale lyriker. I svært tilgængelige digte med udgangspunkt i den moderne malerkunst skildrede han vejen ud af isolationens grønne jeghus' krinkelkroge. Til opmuntring under krigen var Piet Heins „Gruk”, korte digte med en underfundig pointe ligesom Storm P.s „Fluer”.

Mere uden for tidens strømninger var Tove Ditlevsen, der straks slog igennem med digtsamlingen „Pigesind” fra 1939 og sine første bøger som „Man gjorde et Barn Fortræd” (1941) og „Barndommens Gade” (1943). De bygger på en konkret social baggrund og skildrer bl.a. det moderne storbymenneske med dets angst. En pendant til Tove Ditlevsen var Halfdan Rasmussen, der tog sit udgangspunkt i et proletarisk bymiljø. Han skrev i øvrigt – som i „Digte under Besættelsen” (1945) – på baggrund af krigens oplevelser og under påvirkning fra Morten Nielsen. Hans Lyngby Jepsen fik sit gennembrud i 1948 med udviklingsromanen „Stenen i Strømmen”, og i 1949 kom „Rød Jord”, en modernistisk roman om mennesket på flugt – også et tidsdokument med rod i besættelsestiden.

Krig og besættelse prægede forståeligt nok bogstavelig talt alle tidens forfattere, men nogen entydig reaktion var der ikke tale om. Stil, form og indhold gik i vidt forskellige retninger.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Krigen og kulturen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig