K. K. Steincke var jurist, medlem af Landstinget og fattiginspektør på Frederiksberg. 1924-26 var han justitsminister og 1929-35 socialminister. Som sådan gennemførte han sociallovene i 1933. Han blev atter justitsminister 1935-39. Steincke ville humanisere forsorgen ud fra sin opfattelse af en demokratisk-social tankegang. Han var moralist og samfundsrevser og skånede ikke sine egne. Som justitsminister lagde han sig ud med pressen, og Stauning lod ham i 1939 falde. Han blev Landstingets formand, men da Hans Hedtoft i 1950 var i nød for en minister, vendte Steincke 69 år gammel tilbage til Justitsministeriet, dog kun for få måneder, idet regeringen kort efter trådte tilbage.

.

Lirekassemændene var udtryk for et utilstrækkeligt socialt sikkerhedsnet. For at regulere antallet krævedes politiets tilladelse til at optræde som „positivspiller”. Det samme gjaldt for gårdmusikanterne, arbejdsløse som drog rundt på gaderne og i gårdene i håb om, at nogle slanter ville blive kastet ned til dem som belønning for deres musikalske udfoldelser. I byerne som her i Århus strejfede børn rundt før jul og falbød papirblomster.

.

Stor tilstrømning prægede i 1930'erne understøttelseskontorerne og kontrolstederne. For arbejderne var det det positive ved disse ofte daglige fremmøder, at de traf arbejdskammerater, de delte skæbne med. Her kunne man måske også være så heldig at få et tip om en tjans, og i køerne blev der truffet aftaler om demonstrationer.

.

Også socialminister K. K. Steincke fik sin rigelige del af Kanslergadeforligets efterslæt. Han havde ikke blot skullet administrere vinterhjælp til arbejdsløse og andre kriseramte, men også loven om uddeling af oksekød. 400.000 personer skønnedes berettiget til på kommunekontoret en gang om ugen at hente et kort, der hos slagteren kunne ombyttes med trekvart kg oksekød. Disse foranstaltninger kostede ca. 13 mill. kr.

Som meget andet i det eksisterende system smagte uddelingen af almisse. Steincke ville bort fra det. I grundloven hed det, at „den, der ikke selv kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtelser, som loven herom påbyder”. Den sidste sætning var ret afgørende, da den kunne benyttes til at stille alle mulige hindringer i vejen for at modtage sociale ydelser.

Allerede i 1912 havde Steincke skrevet herom, og han tog atter emnet op i det store værk „Fremtidens Forsørgelsesvæsen” fra 1920. Almisser indebar, at de fattige var afhængige af andres skøn, hvad Steincke ønskede forandret til, at de havde ret til at kræve hjælp hos det offentlige som en menneskeret. Støtten burde ydes med et bestemt beløb efter forud fastsatte trangskriterier. Men Steincke var både socialist og moralist. Han ønskede at styrke selvhjælpsprincippet. Den enkelte skulle med andre ord helst selv have gjort noget for at sikre sig. Efter Steinckes opfattelse rummede selvhjælpen etiske værdier både for det enkelte individ og for samfundet som helhed. Det var ikke god latin i Socialdemokratiet, fordi man ikke mente, at arbejderne havde nogen mulighed for opsparing eller forsikring. Men Steincke var anerkendt som en socialpolitisk autoritet, som partiet ikke turde gå udenom.

Som tidligere socialinspektør og præsident for Invalideforsikringsretten var Steincke også praktisk veludrustet til at gennemføre en sociallovgivning, som dog både oppositionens træghed og en slunken og hårdt presset statskasse satte ret snævre grænser for. Under optakten til Kanslergadeforhandlingerne i januar 1933 havde han trods uvilje hos Venstres hovedforhandler, Oluf Krag, formået Stauning til at tage socialreformen med i forligspakken. Denne omfattede en lov om ulykkesforsikring, en lov om folkeforsikring, som den kaldtes, og som den vigtigste en lov om offentlig forsorg. Den fjerde brik, en lov om arbejdsanvisning og arbejdsløshedsforsikring, var vedtaget af de fire store partier i 1932, mens de tre andre var standset af landstingsflertallet.

Nu blev der mulighed for at gennemføre et system, der med Steinckes ord var „humant, men ikke blødsødent, demokratisk, men ikke demagogisk, radikalt og konservativt i den blanding, der er nødvendig, hvis man ikke skal ende i reaktion eller bolsjevisme. Det tager afstand både fra den pladderhumanisme, der kvalmer, og fra den kolde forstandsegoisme, der isner”.

Loven om ulykkesforsikring pålagde arbejdsgiverne at forsikre de ansatte mod arbejdsulykker. Et statsligt direktorat for ulykkesforsikring skulle tage stilling til, om lovens betingelser for erstatning var opfyldt.

Loven om folkeforsikring er et vidnesbyrd om Steinckes taktiske sans. I 1929 havde de konservative fremsat forslag om en egentlig forsikringsordning med præmiebetaling. Det var en tanke, som var populær i befolkningen. Derfor brugte Steincke udtrykket „folkeforsikring”, selv om den ikke lignede de konservatives ret meget. Loven rummede ikke meget nyt, men den gav de eksisterende sygekasser en saltvandsindsprøjtning. Mindrebemidlede, såkaldt nydende medlemmer fik store tilskud til lægehjælp og medicin. Oversteg deres indtægt „sygekassegrænsen”, bortfaldt denne hjælp, og de pågældende blev passive medlemmer af sygekassen og måtte forsikre sig i en såkaldt fortsættelseskasse. Alle medlemmer var forsikret mod invaliditet.

Kun mindrebemidlede sygekassemedlemmer kunne opnå aldersrente. Det var en ny bestemmelse, og da det ikke var tvungent at være medlem af en sygekasse, ramte man de i øvrigt ret få, som aldrig havde bragt deres sygekasseforhold i orden, skønt deres trang i alderdommen var den samme som andres. Her blev man altså straffet for ikke at have hjulpet sig selv i tide. Et fremskridt var det, at ydelserne blev pristalsreguleret. Dette skyldtes et krav fra Venstre om lavere satser. Da Socialdemokratiet ikke kunne gå ind på dette, enedes man i stedet om en pristalsregulering, fordi den øjeblikkeligt betød en reduktion på ca. seks procent. Ret hurtigt gik det den anden vej, og ordningen blev da til fordel for de gamle.

Hovedloven om offentlig forsorg trådte i stedet for fattigloven af 1891, som der siden var broderet på mange gange. Hver gang havde man formindsket den restgruppe, for hvem hjælpen havde retsvirkninger, dvs. bl.a. fortabelse af valgret. Det gjaldt gamle, syge, invalider og arbejdsløse. Men for dem, der var forblevet under fattigloven, beroede det fortsat på kommunalbestyrelsens skøn, hvem der fik hjælp, på hvilke vilkår og hvor meget. Og da reglerne var komplicerede på grund af deres usystematiske tilblivelse, blev det udøvede skøn ofte forskelligt fra kommune til kommune.

Alt dette søgte Steincke at råde bod på ved en systematisering og forenkling. Nu indførtes, hvad der kaldtes særhjælp til kronisk syge, blinde og andre, som ikke kunne optages i en sygekasse. De, der som langvarigt arbejdsløse ikke faldt ind under bestemmelserne om særhjælp, kunne få såkaldt kommunehjælp, som modsat særhjælpen principielt skulle tilbagebetales. Kommunehjælpen, der ikke måtte overstige aldersrenten, blev hurtigt i folkemunde nedsættende kaldt socialhjælp. Hverken denne eller særhjælpen havde retsvirkninger. Den tredje form for hjælp var den egentlige fattighjælp, der havde retsvirkninger. Den omfattede stort set kun subsistensløse personer. Lovene blev vedtaget i maj 1933, men kun fordi Venstre undlod at stemme. De konservative gik imod, skønt de i virkeligheden socialpolitisk stod socialdemokrater og radikale nærmere. Men på grund af Venstres deltagelse i Kanslergadeforliget fandt de konservative det taktisk umuligt at gå ind for socialreformen.

Da Steincke den 20. maj 1933 så kongens underskrift på de fire love, lænede han sig veltilfreds tilbage i stolen og skrev:

"Vis os ét eneste land i denne verden, der byder de syge, de gamle, børnene, de arbejdsløse, de trængende som helhed en sociallovgivning, der står på højde med den socialreform, der nu er gennemført. Jeg overvurderer ingenlunde socialreformens betydning, men jeg advarer også imod, at man i kortsynet overmod fra yderfløjene undervurderer den, thi de, der har slæbt den i havn, ved også, hvad den i mange henseender betyder for en rolig udvikling midt i en krisetid og som hjælp for dem i vort – trods alt – fælles folkesamfund!"

Modstanderne af loven fandtes ganske rigtigt på yderfløjene. Til venstre fandt man den ikke vidtgående nok, og til højre betragtede man især arbejdsløshedsunderstøttelsen som dovenskabspræmier. Tilhængerne fremførte, at man ved de fire love fik sammenarbejdet og ordnet et virvar af forskellige bestemmelser spredt i 55 love, og at al bistand herefter skulle ydes gennem kommunalbestyrelsernes sociale udvalg i stedet for gennem flere forskellige myndigheder. Endvidere er det blevet fremhævet, at retssynspunktet vandt frem på bekostning af almisse- eller trangssynspunktet. Det er ubestridelig rigtigt alt sammen. Men det er også en kendsgerning, at de sociale udvalg var politisk valgte og derfor administrerede lovene forskelligt. Hvad en socialdemokratisk styret købstadskommunes sociale udvalg skønnede var en rimelig hjælp, kunne godt ligge en del over det, man udbetalte i en vestjysk sognekommune.

Et mere nøjagtigt mål på de fire sociale loves rækkevidde er deres pengeforbrug. Finansieringen skete ved en kombination af statstilskud, der generelt blev øget, ved kommunale ydelser, der sammenlagt faldt, og ved arbejdsgiverbidrag og de forsikredes egne ydelser, som begge steg. Alt i alt medførte de sociale love en samlet merudgift for stat og kommune på knap seks mill. kr., hvilket var det halve i forhold til Steinckes udgangsposition.

Hvorledes klienterne har oplevet Steinckes socialreform, ved vi ikke meget om. De skulle nu ikke løbe så mange forskellige steder for at få hjælp som før, men mange flere penge var der ikke at hente, og holdningen hos dem på den anden side skranken var endnu i mange år den samme. Men der var indført et system, som gjorde det lettere gradvist at øge ydelserne, og det skete da også på længere sigt, således allerede i december 1933, hvor der bevilgedes ca. 17 mill. kr. til forlænget arbejdsløshedsunderstøttelse for de langvarigt ledige – altså næsten tre gange merudgiften ved Steinckes fire love. På kortere sigt betød lovgivningen en lettelse for de kommunale myndigheder, dels fordi staten betalte mere, dels fordi retsreglerne blev mere overskuelige. Endelig fik Steinckes socialreform stor agitationsmæssig betydning for de politikere, der havde fået loven lirket igennem. De – og da navnlig Steincke selv – udnyttede ved effektiv markedsføring de muligheder, der var til stede for at fremhæve Danmark som et sociallovgivningens foregangsland. Det var et budskab med psykologisk effekt og dermed også af politisk betydning.

Alle landbrugsordningerne og de sociale love som helhed kostede penge, i alt 25 mill. kr. Hertil skulle lægges et underskud på finansloven for 1933-34 på ca. 46 mill. kr. Finansminister Bramsnæs skaffede dem ved statslån, ved at øge indkomst- og formueskatterne samt punktafgifterne på bl.a. kaffe, sukker, spillekort og totalisatorer. Statens indtægter blev derefter 376 mill. kr., dens udgifter 393 mill. kr. Derpå tog Bramsnæs sit gode tøj og gik. Han havde hele tiden været imod kronenedskæringen og drog altså konsekvensen af sit standpunkt. Kort efter blev han dog nationalbankdirektør og havde således helt frem til 1949 en vigtig pengepolitisk opgave.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet En social reform.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig