Socialdemokratiet kulminerer

I sommeren 1935 kunne uroen i det danske samfund forekomme uoverskuelig. LS var i stand til at mobilisere et bondetog på 40.000 kriseramte landmænd fra hele riget, KU havde ca. 30.000 medlemmer. Kommunister var på færde overalt, nazisterne førte sig frem. Alle så de med opskruede forventninger frem til det valg, der skulle komme året efter. I denne atmosfære mødtes Rigsdagen til en ekstraordinær samling den 31. juli 1935. Helt i forlængelse af de foregående års politik vedtog man en ny kornordning foranlediget af udenlandsk dumping. De højere kornpriser ville ramme svineproducenterne, dvs. især det mindre landbrug. Derfor forbandt man svine- og kornordningen med hinanden. En ny smørordning kunne regeringen dog ikke komme igennem med, da Venstre og konservative krævede højere smørpriser og lavere ejendomsskatter. Samtidig vendte oppositionen sig mod valutaordningen. Allerede i rigsdagssamlingen 1934-35 havde det været besværligt for regeringen at få sine forslag vedtaget, og nu var der yderligere tegn på, at Kanslergade-klimaet var borte. Venstre havde for store vanskeligheder med LS til at kunne bevæge sig nok, selv om den omtalte LS-organiserede valutastrejke faldt til jorden.

Samtidig havde regeringen resultater at fremvise. Antallet af fuldførte lejligheder var steget fra 16.000 i 1932 til 23.000 i 1934 og 1935, arbejdsløsheden var fra 32 procent i 1932 gradvis dalet til 20 procent i 1935, industriproduktionen viste stigende tendens, og der var rimelige flæskepriser. Ved amtsrådsvalget i marts 1935, der for første gang var et direkte valg, gik Socialdemokratiet frem. Overhovedet havde partiet vist en stadig større bredde, som ikke blot programmet fra 1934 godtgør, men også – og navnlig – de mange kompromiser, man havde indgået siden 1929. I konkurrence med de konservative trak man den ekspanderende funktionærklasse til sig. Partiets selvtillid stivedes af med, at det nu også talte mange såkaldte kulturpersonligheder, kunstnere, forfattere, skuespillere og videnskabsmænd.

Ved valget i 1932 havde Socialdemokratiet fået 43 procent af de afgivne stemmer. Kunne man nu ved et chokvalg i utide komme over de 50 procent? I al fald mente Stauning, at Venstres og konservatives landsmødeudtalelser i august og september var så fjendtlige, at regeringen ikke kunne komme videre med en forlængelse af valutaordningen, som man anså for en nødvendig forudsætning for vor handelspolitik. Regeringen besluttede sig for et valg, og det blev meddelt ved Rigsdagens ordinære åbning den 1. oktober 1935. Valgdatoen fastsattes til 22. oktober 1935.

Det var ikke sket før, at en regering så at sige tog Rigsdagen på sengen og uden videre udskrev valg, et år før valgperioden udløb. Sædvanligvis var regeringen enten kommet i mindretal, eller også havde den efter forhandlinger i Rigsdagen måttet se vigtig lovgivning standset, hvorefter Folketinget var blevet opløst. Men Stauning havde taget bestik af de tegn på afmatning, oppositionen viste. Havde han først bestemt sig, rystede han ikke på hænderne. Det stod ham også klart, at Socialdemokratiet kunne regne med en forlods gevinst, fordi forsorgsloven fra 1933 gav mange valgret, som før var berøvet den på grund af den nu afskaffede fattighjælps retsvirkninger.

Socialdemokratiet mobiliserede sin hidtil største valgkampagne. Man udnyttede til det yderste statsministerens betydelige prestige. Overalt var han på farten i ministerbilen. Ved store møder med betydelig tilslutning talte Stauning om de hidtidige resultater og de kommende mål: valutaloven som et nødvendigt redskab, højere beskæftigelse, statens overtagelse af Nationalbanken, ændring af beskatningen, rentelettelse, gældssanering for landbruget osv. Han vendte sig imod alle former for diktatur og beskyldte oppositionen for ikke at ville yde de arbejdsløse tilstrækkelig hjælp. Socialdemokratiets kampagne var i den grad personfikseret, at den mest iøjnefaldende plakat bar Staunings kontrafej og teksten: „Stauning eller Kaos”. Selv om nogle hævdes at have troet, at „Kaos” var en venstremand, skulle det vise sig at være en agitation, som gav resultat.

Venstre og landboforeningerne krævede, at man ikke holdt kronekursen kunstigt oppe, da dette ville forringe værdien af den valuta, landbrugseksporten hjembragte. Den måtte ikke bruges til at beskytte industrien. De forlangte lettelse af ejendomsskatterne og frie produktions- og afsætningsvilkår. Det frie Folkeparti (Bondepartiet) var en alvorlig konkurrent til Venstre. Det sagde det samme, men for LS-orienterede landmænd var det nye parti mere troværdigt. Det havde aldrig deltaget i noget forlig.

De konservative var som Venstre i en trængt situation. Valutacentralen skærmede jo store dele af industrien, men generede partiets landbovælgere. Resultatet blev en tvetydig kritik af valutaordningen.

På fløjene var forventningerne voldsomt opskruede. Valgmøderne var urolige, voldstrusler hang undertiden i luften, og i København kom det til slagsmål på selve valgdagen. Og så blev det et voldsomt antiklimaks for yderpartierne. DKP holdt sine to mandater, men gik i stemmer fra 1,1 procent til 1,6 procent eller i antal fra 17.000 til 27.000. Det var altså alt, hvad arbejdsløsheden kunne indbringe. På højrefløjen led DNSAP et sviende nederlag. Det mobiliserede kun 16.000 stemmer, svarende til en procent, og det gav intet mandat. Det frie Folkeparti kunne derimod samle 53.000 stemmer, hvilket indbragte fem mandater. Det var, hvad LS-røret kunne give. De konservative gik en procent tilbage (til 18 procent) og fik 26 mandater, et tab på et mandat. For KU betød det, at man efter valget ikke kunne holde på alle de 30.000 medlemmer, hvoraf adskillige havde håbet på en magtomvæltning. Samtidig blev den militante ledelse i 1936 erstattet af en ny, mere demokratisk med Aksel Møller som formand. Han blev karakteriseret som en miniatureudgave af Christmas Møller.

Valgets store taber var dog Venstre, der mistede ti mandater, idet det gik fra 25 procent ned til 18 procent og nu kun fik 28 mandater. De radikale holdt med 14 mandater (ni procent) stillingen, og det samme gjorde Retsforbundet med fire mandater (tre procent). Valgets absolutte sejrherre var Socialdemokratiet, der fik 68 mandater mod før 62, og hvis andel i stemmerne steg fra 43 procent til 46 procent. Flertallet nåede man ikke hverken dengang eller siden modsat Norge og Sverige nogle år senere. Valget blev Socialdemokratiets klimaks. Man var nu blevet så bredt favnende, at næsten hver anden, der deltog i valget, stemte socialdemokratisk. Vi har ingen analyser af vælgernes vandringer i disse år, men der er grund til at antage, at mange fra stationsbyerne, som var afhængige af landbrugets vilkår, nu også leverede stemmer ligesom husmænd, der var nødt til at arbejde for andre. Først og fremmest kom stemmerne dog fra småkårsfolk i byerne.

Samarbejdet i ministeriet havde været godt, men Stauning fandt alligevel anledning til at omdanne sin regering efter valget. Han ville have yngre kræfter til, sagde han, men der lå også utilfredshed med nogle af ministrene bag. Han ofrede således sin gamle staldbroder Borgbjerg, skønt denne bad for sit liv. Formentlig fandt Stauning, at Borgbjerg var en bedre agitator end administrator og minister. Handelsminister Hauge blev også udskiftet mod sin vilje. Stauning mente, han var for ubeslutsom.

Stauning ville også have erstattet Zahle, som han syntes havde været for valen over for de mange uroligheder. Uden om P. Munch henvendte Stauning sig da til formanden for Det radikale Venstres folketingsgruppe, den sjællandske bonde Jørgen Jørgensen, som sagde ja til at overtage Undervisningsministeriet. Steincke blev justitsminister, formanden for Dansk Smede- og Maskinarbejderforbund Johs. Kjærbøl handelsminister, de to landstingsmænd Ludvig Christensen og Johs. Hansen henholdsvis socialminister og kirkeminister. Især ønskede Stauning, der nu var 62, selv aflastning. Derfor afgav han Forsvarsministeriet til partisekretær Alsing Andersen, om hvem Stauning vidste, at han ville gøre nøjagtigt, som han fik besked på.

Tilbage er kun at konstatere, at Stauning godt ville af med den 65-årige P. Munch, som de radikale imidlertid ikke ville slippe. For at trøste Borgbjerg overvejede Stauning at udnævne ham til minister uden portefølje og for balancens skyld tillige Erik Scavenius, udenrigsministeren fra 1. verdenskrig. Scavenius havde efter sin afgang som minister i 1920 været gesandt i Stockholm, men stod nu til rådighed for Udenrigsministeriet til brug for folkeforbundsopgaver, som ikke interesserede ham. Staunings overvejelser er interessante, fordi de kaster lys over hans senere dispositioner: Scavenius som afløser for Munch. Men Socialdemokratiet havde i 1922 gjort sig lystig over Klaus Berntsens udnævnelse til minister u.p., og Stauning måtte lade tanken falde.