Borgerkrig i Spanien

På trods af strejker og demonstrationer bevaredes demokratiet i Danmark intakt i en periode, hvor det gik den modsatte vej andre steder. I 1936 udbrød den spanske borgerkrig. Et militæroprør, der snart fik general Franco som leder, vendte sig mod den spanske folkefrontregering. Overraskende for alle udviklede oprøret sig til en treårig borgerkrig. I Danmark delte opinionen sig efter de traditionelle linier. Mange konservative støttede Franco imod, hvad de mente var et kaotisk system, der kunne føre til socialt anarki og kommunisme. Kommunisterne gik derimod varmt ind for den siddende regering, og 500 danskere deltog i løbet af krigen som frivillige på regeringens side.

Justitsminister Steincke fandt ikke, at dette var i strid med den lov, der forbød hvervning. Men den internationale komité for gennemførelsen af aftalen mellem de ikke-europæiske stater om ikke-indblanding i Spaniens anliggender henvendte sig til den danske regering, og i 1937 gennemførte Rigsdagen da på baggrund heraf en lov, der forbød udrejse til Spanien. Den konservative fribytter Victor Pürschel stillede foranlediget af Dansk Dampskibsrederiforening forslag om at sende et dansk orlogsfartøj til de spanske farvande for at beskytte den danske skibsfart. Det syntes P. Munch ikke var nogen god idé, og den forblev da også en demonstration.

© Gyldendal

Den internationale Brigade kaldtes det korps af frivillige, som kæmpede mod Franco. Heri indgik også danskere. Ved borgerkrigens slutning holdt de overlevende en afskedsparade og vendte derpå hjem. De var næsten alle kommunister, stod i politiets kartoteker, og 125 af dem blev arresteret af det danske politi i november 1941.

Frivillige fortsatte – nu illegalt – med at tage til Spanien. Et par hundrede faldt. Da Franco sidst i 1938 var ved at vinde, sendte den spanske regering alle frivillige hjem. De hjemvendte danskere blev ikke straffet, men var i det danske politis søgelys.