Biografen i Nørregade i Århus var et af de 300 danske biografteatre, som i 1937 spillede „Mille, Marie og mig” med Marguerite Viby i hovedrollen. I denne biograf blev filmen på ti uger set af mere end 50.000 mennesker. Biografteatrene viste mange udenlandske film med internationalt anerkendte kunstnere, men danske film var de mest populære.

.

I tiden mellem de to verdenskrige havde emaljeskilte med reklamer deres glansperiode. Barberkniven var nu afløst af barberbladet, der som det her viste var Dansk Arbejde, hvad det lille mærke med hammeren oplyser.

.

Aalborg Portland-Cementfabrik i Rørdal var den første europæiske cementfabrik, som installerede en roterovn. Råmaterialerne til cementfremstillingen var især kridt og ler, som var lige for hånden. Cementindustrien var en af landets betydeligste industrigrene. I 1920'rne var den især baseret på eksport, i 1930'erne på en stadig større produktion til hjemmemarkedet.

.

Det Danske Staalvalseværk i Frederiksværk fremstillede stang- og jernprofiler samt plader til beholdere og skibe. Genbrug var kendt ikke mindst i 1940'rne, hvor fotografiet er taget. Hovedparten af råmaterialerne var gammelt jern.

.

Den transiranske jernbane påbegyndtes i 1933. Arbejdet udførtes af et dansk-svensk konsortium, der var stiftet i 1930 under navnet Kampsax. Den anlagte banestrækning, der løb gennem et utilgængeligt bjergland, var på 1000 km, omfattede 245 tunneler, 250 større broer og krævede bortsprængning af 20 millioner kubikmeter klipper. Banen afleveredes i 1938, otte måneder før tiden. Lederen af arbejdet var Jørgen Saxild. Kampsax gennemførte store anlægsarbejder over hele verden. Her en jernbanebro i Vrensk i det nordlige Iran.

.

Ford Motor Company A/S anlagde i 1924 en ny samlefabrik i Sydhavnen i København. Indtil 1957 passerede ca. 250.000 person- og lastvogne over fabrikkens samlebånd. De færdige enkeltdele kom fra Ford i USA, men samlingen i København skabte 5-600 danske arbejdspladser.

.

Krisen i 1930'erne er helt op til vore dage kommet til at stå i et mytisk skær. Den voldsomme arbejdsløshed, de mange tvangsauktioner, svinekortene, de politiske uroligheder med gadekampe mellem politi og demonstranter taler deres tydelige sprog, hvis alvor understreges af, at det hele skete til akkompagnement af en optrækkende storkrig. Der var da også betydelige vanskeligheder, især i årene 1929-33, men den hjemlige udvikling males nok i grellere farver, end der er dækning for, ligesom tiden ej heller var så rig på økonomiske, sociale, politiske og kulturelle nydannelser, som man måske forestillede sig dengang, og som man stadig er tilbøjelig til at tro.

Tager man befolkningen som helhed, var der kun tilbagegang i levestandarden i 1932, mens denne for hele perioden 1930-39 steg med godt en procent om året. Det var dog en halvering i forhold til væksten i 1920'rne. Med andre ord fik befolkningen det som helhed bedre gennem 1930'erne, men stigningstakten var langsommere. I en statistik, der opererer med gennemsnit, er der imidlertid ikke taget hensyn til individuelle variationer, og der er ingen tvivl om, at tilværelsen i disse år var endog meget hård for mange familier med langvarig arbejdsløshed og for dem, der måtte gå fra gårde, som måske i generationer havde været i slægtens eje.

For landbruget kom opgangen langsomt efter lavpunktet i 1932. Danmark var i den grad afhængig af sin eksport, som fortrinsvis bestod af landbrugsprodukter. England aftog 60 procent, mens 65 procent af vor råvareimport kom derfra. For Tysklands vedkommende var tallene 20 og 15 procent. Igennem 1930'erne blev vi tvunget til en række tosidede handelsaftaler med England og Tyskland. I 1930 var 50 procent af udenrigsomsætningen reguleret af tosidede aftaler, i 1936 var man oppe på 80 procent. Disse aftaler medførte en tilpasningskrise med produktionsnedgang, der var blevet større uden aftalerne. Først fra 1938 øgedes produktionen til et omfang som før krisen. Man har ofte fæstet sig ved de store tilskud, landbruget fik i perioden 1931-39: ca. 224 mill. kr. i direkte tilskud, 210 mill. i indirekte tilskud, især til gældssanering, og ca. 200 mill. kr. som lån. Da der var ca. 200.000 landmænd, er der altså kun tale om et samlet tilskud pr. bonde på ca. 3000 kr. fordelt over en otteårs periode – ikke noget stort beløb. Men tilskudspolitikken demonstrerede den øvrige befolknings solidaritet, og selv om den ikke var nok til at eliminere LS, tog den dog brodden af landbrugets utilfredshed.

Ved et samarbejde mellem de nordiske lande og Holland, Belgien og Luxembourg skabtes begrebet „Oslostaterne”, der uden større held søgte at varetage de pågældende landes handelspolitiske interesser.

En sideeffekt af krisen med dens større konkurrence på de udenlandske markeder var øget kvalitetskontrol og et mere varieret udbud af varer, især konserves og pakkesmør. Hvor landbruget før ikke havde ofret mange kroner på at avertere sine produkter, men levet alene på kvaliteten, fandt man det nu nødvendigt at anvende moderne markedsføring med reklamer og annoncer. Organisationspolitisk betød krisen, at husmænd og gårdejere fandt sammen, da husmandsforeningerne i 1932 blev optaget i Landbrugsrådet. På det parlamentariske plan blev Kanslergadeforliget i 1933 udgangspunkt for gårdejernes magtdeling med arbejderklassen gennem henholdsvis Venstre og Socialdemokratiet, selv om Venstre ikke deltog i alle de indgåede forlig.

I byerhvervene kom opgangen forholdsvis hurtigt. Den fremmedes på grund af importregulering, rentesænkning og devaluering. Men vigtigere end disse statslige økonomiskpolitiske foranstaltninger var dog de almindelige økonomiske forhold og erhvervslivets egne dispositioner. Krisen appellerede til opfindsomhed og fleksibilitet. Bygge- og anlægssektoren blev ramt forholdsvis hårdt, men byerhvervenes produktion og beskæftigelse voksede i 1930'erne som helhed med ca. 20 procent. Inden for industrien alene var væksten dog ca. 40 procent. Den af mange hadede Valutacentral gavnede den danske hjemmemarkedsindustri, det samme gjorde de faldende priser på fødevarer. Der blev flere penge til at købe industriens frembringelser, i det almindelige forbrug f.eks. tøj og fodtøj eller elektriske artikler som radioer og støvsugere, men også industrien brugte i stigende grad eldrevne maskiner og apparater. Ændrede forbrugsvaner fik stor betydning for alle byerhverv, men især for industrien. Erhvervslivet gennemgik en omfattende strukturændring. Evnen til at tilpasse udbud efter efterspørgsel steg betydeligt.

De største industrivirksomheder var B & W, Ford Motors Samlefabrik og De Danske Sukkerfabrikker. Men det var den kemiske industri, som voksede mest. Eksempelvis udvikledes ved dansk forskning katalysatorer, der bl.a. muliggjorde en effektiv og billig fremstilling af ammoniak. Den kemiske industri omfattede bl.a. A/S Dansk Galoche- og Gummifabrik i Køge og Schiønning og Arvé, der lavede gummifodtøj, dæk og slanger til de mange moderne køretøjer. En betydelig industrivirksomhed var også A/S Dansk Svovlsyre- og Superphosphat-Fabrik, der producerede kunstgødning. Cementfabrikkernes rygende skorstene hører til billedet af tiden. En fabrik som Hellesens Enke fremstillede tørbatterier og radiatorer til centralvarme.

Blandt de største virksomheder i den mekaniske industri var Scandia i Randers, Frichs Fabrikker i Århus og Thomas B. Thrige i Odense, der i 1930 overtog aktiemajoriteten i Scandia – et typisk udslag af de begyndende koncerndannelser. I 1940 oprettedes i Frederiksværk et stålvalseværk til forarbejdning af skrot. A. P. Møller-koncernen konsolideredes i disse år trods de ugunstige vilkår. Den opretholdt Odense Stålskibsværft i konkurrence med bl.a. Nakskov Skibsværft, som ejedes af ØK. Enkelte af de store virksomheder dominerede helt den by, de lå i, som f.eks. Nakskov Skibsværft.

I udlandet virkede store danske ingeniørfirmaer som Christiani & Nielsen, Højgaard & Schultz, Kampsax og Wright, Thomsen & Kier. De byggede veje, broer, havne, baner, fabrikker og kraftværker. Stål og beton var overalt slået igennem.

Bryggerierne i hovedstaden og de større byer var fortsat store virksomheder. Det samme gjaldt tekstilfabrikkerne. Skønt de var i vanskeligheder, havde de mange arbejdspladser. Fra hovedstaden og byerne flyttede centrum for trikotagefremstillingen over til uldjydernes område, Hammerum Herred ved Herning. Haustrups Fabrikker i Odense producerede dåser til den voksende konservesindustri.

Nye industrier så dagens lys, som f.eks. medicinalfabrikken NOVO, Danfoss på Als og radiofabrikken Bang & Olufsen i Struer.

Arbejdstiden var lang, otte timer om dagen også om lørdagen for byarbejdere, for landarbejderne længere og oftest helt afhængig af husbonds krav. Mekaniseringen i industrien gjorde meget af det tunge og grove arbejde mindre fysisk krævende. Til gengæld holdt samlebåndet sit indtog. En arbejder fortæller:

"Vi lavede 520 om dagen ved et samlebånd, og der var otte bånd. Så kørte man jo tit i to-skift og sommetider også i treskift. Dagen var inddelt i tre tider, man startede klokken seks om morgenen, klokken to om eftermiddagen eller klokken ti om aftenen, når vi kørte på tre-hold.

På den første tur havde vi fem minutters pause kl. otte, tyve minutter kl. ti og to minutter kl. 12. De pauser blev faktisk overholdt temmelig skrapt, for det var jo ved samlebånd, og de blev startet, når klokken var fem minutter over otte. Hvis man ikke var på sin plads på det tidspunkt, så løb vognene simpelt hen derned ad, og så skulle man til at løbe efter dem. Der gik over tyve år, hvor jeg drømte om det om natten og vågnede op og var badet i sved, fordi vognen var løbet om på den anden side. Det var skrækkeligt."

Når der var for lidt at lave for fabrikken, blev arbejderne enten fyret eller kom på arbejdsfordeling med lavere indtjening til følge. Det slog hårdt dengang, da man næsten intet havde at stå imod med. Hvis derimod virksomheden havde ordrebogen fuld, kunne skifteholdsarbejde komme på tale, som det også sker i dag. Det var ikke populært, som det fremgår af denne beretning:

"Jeg kom på nathold, hvor vi lavede melis. Arbejdet var i sig selv meget godt. Jeg tjente lidt mere, 10 kr. mere, men nu var familien også blevet forøget med en datter, og vi fik nye møbler i soveværelset og stue. Det var solide ting, vi har det meste af dem endnu. Men det var i længden trist at gå på arbejde hver nat. Hveranden søndag måtte vi også møde, om vinteren så jeg aldrig dagens lys; det var mørkt om morgenen og mørkt, når jeg vågnede om eftermiddagen, og sommersøndagen var ødelagt. Jeg kom til ro ved syvtiden om morgenen og så måske på arbejde om aftenen, og min hustru og børnene var alene om søndagen."

Frem til 1932 øgedes de beskæftigede arbejderes realløn på trods af krisen. Det skyldtes, at lønaftalerne var indgået, før den satte ind. Til gengæld begyndte reallønnen at falde noget efter 1932, forårsaget af de stigende priser. På grund af den store arbejdsløshed var fagforbundene i defensiven. Uorganiseret og billigere arbejdskraft stod parat. Reallønsfaldet havde en positiv virkning på produktionen. Arbejdsløsheden forblev høj, men fra 32 procent i alle fagforbund i 1932 var den dog i 1939 nået ned på 18 procent, eller stort set som den havde været før krisen. Men de 18 procent dækker over, at de ufaglærtes arbejdsløshed lå på ca. 25 procent, de faglærtes på ca. 13 procent. Den øgede beskæftigelse betød øget købekraft og stimulerede derved erhvervene. For de organiserede lønmodtagere var der tale om en vis lønudjævning, der kom de lavest lønnede til gode. Det skyldes dog ikke, at man søgte at gennemføre en indkomstpolitik, men snarere at afværge konflikter.

På samme måde skete der efter 1936 en ændret byrdefordeling mellem de rige og fattige kommuner ved, at de offentlige udgifter – så lave de end var i forhold til vor tid – i højere grad væltedes over på staten. Det førte til stigende progressiv statsskat på indkomst.

For de arbejdsløse var forholdene også forbedret ved periodens slutning, dels på grund af højere arbejdsløshedsunderstøttelse, dels fordi også de sociale ydelser blev øget. Selv om 1930'erne var karakteriseret ved økonomisk vækst, rokker det ikke ved den kendsgerning, at det var barske vilkår for de langvarigt arbejdsløse, ikke mindst for enlige forsørgere. Arbejdsløsheden ramte fortrinsvis de gamle og de unge, og for dem kunne det hele forekomme nok så udsigtsløst og deprimerende.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Vækst trods krise.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig