Forliget i Kanslergade

Ministeriet Stauning kunne altså fortsætte med at administrere det, der er blevet kaldt „Danmarks betrængte fedevarebutik”. Umiddelbart syntes det at skulle gå lettere for regeringen, fordi konservative og Venstre bøjede sig for folketingsvalget og accepterede ministeriets valutaforslag med nogle mindre modifikationer. Det beroede på den opfattelse hos flertallet af de konservative – navnlig Christmas Møller – og af Venstre, at Landstinget kun burde have et opsættende og ikke et absolut veto. Man ønskede med andre ord ikke at rejse en forfatningskamp som den, der fandt sted i 1880'erne, og som netop var baseret på, at Landstinget krævede ligeret med Folketinget.

Aldrig så snart havde man overvundet problemet med valutaspørgsmålet, før de næste vanskeligheder stod for døren. Det drejede sig i første række om en tilstundende konflikt på arbejdsmarkedet. Ved udgangen af januar 1933 udløb overenskomsterne, og arbejdsgiverne varslede lockout. Der var ca. 44 procent arbejdsløse, hvad der måtte vanskeliggøre situationen for arbejderne. Arbejdsgiverne krævede en lønnedgang på 20 procent, idet de hævdede, at arbejdsgivere uden for Dansk Arbejdsgiverforening betalte indtil 30-40 procent under tariffen. Modsætningerne var så store, at forligsmanden den 27. januar 1933 opgav at stille mæglingsforslag. Regeringen besluttede sig for at gribe ind på samme måde, som den havde været rede til det i 1925. Det var i strid med socialdemokratiske teorier, men tilskyndet af de radikale turde socialdemokraterne heller ikke i 1933 kaste samfundet ud i en konflikt, der uvægerligt ville forplante sig. Den 28. januar forelagde Stauning derfor forslag om lov til forlængelse af overenskomster mellem arbejdsgivere og arbejdere og om forbud mod arbejdsstandsninger. Dette indgreb ville klart være i arbejdsgivernes disfavør, og man måtte antage, at landstingsflertallet standsede det.

Sideløbende hermed forelå en pression fra landbruget. De små og de store bønder havde fundet sammen. Husmændenes formand, Jens Holdgaard, og landboforeningernes formand, Henrik Hauch, fremsatte den 11. januar 1933 en fælles udtalelse henvendt til regeringen. Med andre ord var der tale om „et enigt landbrug” – en stærk politisk magtfaktor. På baggrund af en negativ forrentningsprocent det foregående år krævede man denne hævet til tre procent bl.a. ved nedsættelse af udlånsrenten, reduktion af amts- og sognekommunebeskatning, skrappere priskontrol med sagførere, læger og andre liberale erhverv samt først og sidst ved en kronesænkning. Gennem Holdgaard vidste de radikale, hvad der var under opsejling, og socialdemokraten Niels Fisker stod hos, da Hauch og Holdgaard fattede pennen. Initiativet var altså under kontrol og derfor i en sådan form, at det rummede kompromismuligheder, men de grundlæggende vanskeligheder var reelle nok.

Det gjaldt også et tredje problemkompleks, der forelå til løsning samtidig, nemlig en handelsaftale med England. På baggrund heraf ville en kronesænkning givetvis være risikabel. Regeringen havde således mange bolde i luften på én gang. Men under Oluf Krags ledelse var Venstre i virkeligheden forligsivrig, uanset at man af offentlige udtalelser kunne få det modsatte indtryk. Underhånden ventilerede partiets ledere den 26. januar 1933 muligheden af en samlet løsning på alle de politiske problemer.

Statsminister Stauning boede dengang i Kanslergade nær Fælledparken i København. Som så ofte før og siden var tidsfaktoren afgørende. Dennes betydning accelereredes ved, at det i pressen ikke urigtigt forlød, at et forlig mellem regeringen og Venstre var på vej. En vaks journalist fra Berlingske Tidende havde registreret, hvem der gik ind og ud af Kanslergade nr. 10. Det kunne kun betyde en kronesænkning, og rygterne udløste et valutarøre, der med P. Munchs ord var af „næsten panikagtig karakter”. På denne baggrund mødtes søndag den 29. januar kl. 10 hos statsministeren de tre forligsøgende partiers mest drevne forhandlere. Det var Hauge, Bording og Fisker fra Socialdemokratiet, P. Munch, Bertel Dahlgaard og Niels Frederiksen fra Det radikale Venstre og Madsen-Mygdal, Krag og Hauch fra Venstre. De konservative måtte nøjes med udefra at konstatere, hvem der drak formiddagskaffe hos statsministeren. Deres krav om told- og produktionsbegrænsning med højere priser til følge vandt ikke genklang.

Det er vistnok en politisk erfaring, at jo længere man sidder omkring et forhandlingsbord under mediernes bevågenhed, desto større er chancerne for et forlig. Den 29. januar 1933 holdt finansminister Bramsnæs sig borte, fordi han var klar over, at et forlig måtte indebære en eller anden kronenedskæring, som han var imod. P. Munch var enig med ham, men måtte på grund af sygdom gå fra forligsdrøftelserne, før de var afsluttet. Med det kendskab, han havde til handelsforhandlingerne med England, forlod han mødet med en melding om, at man ikke burde gå længere end fra den gældende kurs på 20 til 22,50, hvilket svarede til Australiens og New Zealands kurs. Venstre ønskede en kurs på 25. Herom kunne man ikke enes, og Bertel Dahlgaard fortæller, at ved tretiden rejste Venstres forhandlere sig og begyndte at tage tøjet på. Da lød Staunings dybe bas: „Vi kan vel drikke et glas til afsked?” Så blev venstremændene, og sent på natten havde man efter 18 timers forhandling nået et forlig, som indebar en kronekurs på 22,40 kr. På kompromismanér var man mødtes omtrent på halvvejen.

Madsen-Mygdal havde godkendt forliget, men de øvrige forhold, hvorom der kun var opnået enighed i hovedtrækkene, overdrog han til Krag at færdigforhandle. Til gengæld for kronenedskæringen accepterede Venstre at undlade at stemme, når lockouten kom for. Herved kunne arbejdskonflikten standses, hvilket skete 31. januar. På ny kom det til optøjer i København, hvor politiet for første gang brugte tåregas mod demonstranterne.

Kanslergadeforliget, som det hurtigt blev døbt, indebar, at der skulle gennemføres vinterhjælp, en socialreform, jordudstykning, offentlige arbejder til 75 mill. kr., finansiering af kommunalt og kooperativt byggeri, støtte til vanskeligt stillede kommuner, forlængelse af henstandsloven og akkordloven, nedsættelse af ejendomsskatterne med 20 mill. kr., men en forhøjelse af indkomstskatten til staten, grundstigningsskyld, en kødordning med slagteafgift, nedsættelse af indlånsrenten, uddeling af kød til de arbejdsløse, konvertering af kreditforeningslån, oprettelse af likviditetsfond og endelig dækning ved besparelser, beskatning og lån.

Det var alt sammen ret vagt, og meget henstod til detailbearbejdning. En gennemførelse beroede på viljen til at nå et resultat. Men hertil var man også nået natten mellem den 29. og 30. januar 1933. Den heldige gennemførelse ikke kun af de to hastende sager, men af hele kataloget gør det berettiget at se Kanslergadeforliget som et sindbillede på den danske kriselovgivning i 1930'erne. I Tyskland overtog Hitler samme dag magten, og Tyskland gik mod diktatur. Samtidig flikkede Danmark et parlamentarisk bæredygtigt forlig sammen.