Under hjerteskærende hyl fra grisen stak hjemmeslagteren hvert år den julegris, som man havde fedet på i årets løb. Alle landhusholdninger holdt svin til eget forbrug foruden dem, man søgte at afsætte til slagterierne. Slagtningen af egen gris kunne gøre ondt på børnene, som betragtede grisen som en ven. Men resultatet var sylte, finker og blodpølse – foruden alt det, som saltedes i sulekarret til senere brug.

.

Proprietær Knud Bach var fører for de tusinder af utilfredse bønder, som samledes i Landbrugernes Sammenslutning. De forsøgte sig i 1936 med en produktionsstrejke, for at bybefolkningen kunne føle sin afhængighed af landbruget. Men aktionen blev en fiasko.

.

„Ønskede du noget?” spørger konen sin mand, da stjerneskuddet falder. „Arbejde,” svarer han, hvortil konen bemærker: „Jamen, det skal være noget, der er muligt.” Tegningen er fra Arbejderens Almanak 1933 og af Anton Hansen, som brugte pen og pensel til at kommentere tidens sociale problemer.

.

I de socialt vanskelige år under verdenskrisen fandt Aksel Larsen sangbund for sit kommunistiske budskab. Han benyttede enhver platform til sin dygtigt fremførte, målrettede agitation. Fra 1932 kunne han udfolde denne også fra Folketingets talerstol. Egentlig politisk indflydelse fik han dog ikke, da Socialdemokratiet skyede kommunisterne som spedalske.

.

Såvel de tekniske som de åndelige aktiviteters omfang og kvalitet kan overraske, for de skete på baggrund af både international politisk spænding og økonomisk verdenskrise. Udefra kommende ulykker syntes hele tiden at true Danmark.

I oktober 1929 gik aktiekurserne i bund på børsen i Wall Street i New York. Investeringerne faldt, og virksomheder på stribe gik fallit. Hver dag kastedes titusinder af mennesker ud i arbejdsløshed. Verdenskrigen havde svækket England stærkt, og fra USA, som med over en tredjedel af verdens samlede industriproduktion spillede en stadig større rolle på verdensmarkedet, bredte krisen sig til Europa i form af betydelige prisfald. Da USA også begrænsede sin import, blev følgen, at andre lande fandt det nødvendigt at indskrænke deres import. Tyskland blev særlig hårdt ramt, fordi det havde et stort lånebehov i USA for at kunne betale krigsskadeserstatninger til de allierede. Denne udvikling med en stadig faldende verdenshandel nåede et højdepunkt i løbet af 1930, men fortsatte i øvrigt også derefter.

Til Danmark kom krisen i sommeren og efteråret 1930. Priserne på smør faldt ca. 35 procent og på flæsk ca. 50 procent. Da godt 60 procent af den samlede eksport netop omfattede flæsk, svin og smør (ca. 20 procent var andre landbrugsvarer), ramte prisfaldet landmændene hårdt. Når bøndernes købekraft blev svækket, forplantede krisen sig til hele befolkningen, så meget mere som Danmarks varehandel med udlandet var meget stor i forhold til landets samlede produktion. Landbrugets forrentningsprocent faldt til 0,5 i 1930-31, og 1931-32 blev den minus 0,5, dvs. at landmændene ikke havde penge til renter og afdrag. Tvangsauktionernes antal steg fra 324 i 1930 til 1214 i 1931 og 2043 i 1932 (ud af ca. 200.000 ejendomme).

Om livet på landet i 1930'rnes begyndelse fortæller en landbrugskonsulent: „Når jeg tænker tilbage på de år, slår det mig, at af de husmandsfolk jeg mødte som konsulent var konerne ofte de mest åbenhjertige, jeg husker en husmandskone, der engang med blanke øjne sagde: „Ja, nu slap vi over terminen denne gang, og så får vi se, hvordan det går næste gang.” En anden kunne fortælle, at deres store dreng havde måttet gå til præst i hendes støvler; de havde ikke råd til at købe fodtøj til ham. Hun sagde det med tårer i øjnene. Jo, der var krise.

Jeg mindes også en generalforsamling, jeg var med til. En ældre bonde stod op og sagde: „Hør folkens, nu må vi til at smøre vore vogne i mejerismør, for det er billigere end sort vognsmørelse.” Det var i 1934, da vi havde den laveste smørnotering – 56 øre pundet – og det var virkelig billigere, end vi kunne købe sort vognsmørelse i butikkerne. Jeg ved ikke, hvor mange, der smurte deres vogne i mejerismør. Jeg gjorde det ikke. Jeg kunne ikke få mig til det. Men der var nogle, der gjorde det.”

Industrien ramtes også af krisen, hjemmemarkedet afmattedes og eksporten faldt. Mens arbejdsløsheden i marts 1930 havde været på 15 procent, var den i marts 1931 steget til 24 procent og i marts 1932 gik den helt op i 38 procent.

Det er åbenbart, at en sådan udvikling måtte lægge et stort pres på regering og Rigsdag. Det var et tryk, som øgedes ved protestbevægelser på begge sider af det politiske spektrum. Stærkest var vel den i 1931 stiftede Landbrugernes Sammenslutning (LS), som fra Randersegnen bredte sig over hele landet under proprietær Knud Bachs førerskab. Omkring halvdelen af alle landmænd sluttede sig i løbet af 1930'erne til den, blandt dem også mange husmænd, selv om det var det store landbrug, som førte an. Men alle bevægelsens tilhængere kunne samles om at angribe „systemet”, dvs. de gamle partier, embedsmændene, fagbevægelsen med dens lønkrav og „kapitalen”, dvs. især banker og kreditforeninger, hvor bønderne havde gæld. De etablerede landbo- og husmandsforeninger betragtedes af LS mere som landboernes faglige oplysningsorganer. Bevægelsen krævede samfundets hjælp til at nedsætte ejendomsskatter og renter og til at standse tvangsauktionerne for derved at opnå, hvad man kaldte „ligestilling med andre erhverv”.

En bevægelse, der havde sin rod i de samme forhold, var JAK, „Jord, Arbejde, Kapital”. Da LS var på sit højeste, talte den som lige nævnt hver anden bondefamilie, JAK hver tiende. JAK søgte at etablere et system med rentefrie lån og udstedte en tid egne pengesedler, indtil myndighederne greb ind.

Tilsvarende landbobevægelser fandt også betydelig tilslutning især i Tyskland og Finland. De førte sig frem i drastiske former med trusler om at standse både produktion og betaling. Selv om ideologien var temmelig vag og uklar, var bevægelsen ikke ufarlig, især for Venstre. Dets leder var stadig Madsen-Mygdal. Han kom nu i vanskeligheder med sin liberalistiske grundanskuelse, som ikke længere svarede til, hvad en stor del af hans vælgere ønskede.

På venstrefløjen opererede Danmarks Kommunistiske Parti, hvor Aksel Larsen nu markerede sig. Han førte sig frem som støberiarbejder, men var i virkeligheden intellektuel med en langvarig uddannelse på Leninskolen i Moskva bag sig – foruden en realeksamen fra Mulernes Legatskole i Odense. Han og hans fæller havde arbejdsløsheden som en taknemlig baggrund for deres agitation. For at skabe større bredde bag kommunisternes krav var Aksel Larsen medstifter af De Arbejdsløses Organisation, som anråbte både Rigsdagen og kommunalbestyrelser om arbejde. En murerarbejdsmand beretter:

"Dengang gik man ikke bare arbejdsløs dage eller uger som af og til nu om stunder. For mange blev det til flere måneder … for andre til år …. Man drev formålsløst om med tomme hænder og lommer, uden at nogen tog sig synderligt af det. Det skulle da lige være visse bedrestillede medborgeres mere eller mindre åbenlyse forargelse over de arbejdsløses „driverliv” og skatteborgerudgifterne til krise- og socialhjælpsunderstøttelser … i virkeligheden deciderede sulteunderstøttelser! Gennem det meste af 30'rne gik jeg arbejdsløs syv-otte-ni måneder om året. Det sætter sine dybe spor. Man gik på fagforeningsunderstøttelse, krisehjælp og lånekontor og følte bittert og ubarmhjertigt, hvilke fornedrelsens år det var i sin ungdoms såkaldte „vår”, romantikkens dyrkere så ofte lovsang. Det var ikke veldædig godgørenhed og almisser man ønskede, men arbejde, først og sidst arbejde!"

Demonstrationer, som mindede om tiden 1918-20, hørte til dagens orden. Demonstranterne kastede med sten, og politiet brugte stavene. Det gik voldsomt til, og mange kom til skade. Den 10. december 1930 affyrede et medlem af De Arbejdsløses Organisation et skud med en 11 mm rytterpistol, mens socialminister K. K. Steincke stod på Folketingets talerstol. Skuddet gik op i loftet, da en årvågen rigsdagsbetjent nåede at skubbe til attentatmandens arm.

Et dramatisk forløb fik også 1. maj-demonstrationen i Nakskov i 1931. Allerede i februar havde demonstranter besat byrådssalen og aftvunget byrådet en ekstra bevilling til de arbejdsløse. Den blev naturligvis senere trukket tilbage, og to af initiativtagerne kom i fængsel. Kommunisternes 1. maj-demonstration blev på denne baggrund forbudt, og da den alligevel fandt sted, udløste den et regulært slag mellem brostenkastende demonstranter og knippelsvingende betjente. Politiet blev spærret inde i arresthuset, og først da tilkaldt militær greb ind, endte denne minirevolution. Svære fængselsstraffe fulgte. Begivenheden havde til følge, at den nye hærchef, general Erik With, stærkt advarede mod at bruge krigsmagten til i fremtiden at „bekæmpe landets egne borgere ved skarpskydning”. Der oprettedes over flere tempi et statsordenspoliti til indsættelse mod større uroligheder. Atmosfæren var anspændt. Da Højesteret i 1932 behandlede Nakskovsagen, udløstes nye uroligheder i København. Under en sømandsstrejke i Esbjerg i april 1934, arrangeret af den kommunistiske Revolutionær Fagopposition, kom det til et voldsomt sammenstød mellem demonstranter og politi med sårede på begge sider.

Sverige havde de samme problemer. I Ådalen i Mellemsverige indkaldte en virksomhed under en lønkonflikt strejkebrydere. Da nogle af disse blev groft mishandlet af kommunistiske demonstranter, tilkaldte politiet militær forstærkning. Soldaterne åbnede ild, og fem mennesker blev dræbt. Så vidt var det heldigvis ikke gået i Danmark.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Danmarks afhængighed.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig