Normalt tilbragte landbofamilierne aftenen i kokkenet eller folkestuen. Fik gårdmanden gæster, blev den ellers ubenyttede fine stue taget i brug, kniplingsdugen lagt på, og sølvkaffekanden og de fine kaffekopper kom frem. Den lange pibe blev tændt, og snakken gik, medens den hjemmebagte kringle blev budt rundt. Mange steder var det gamle almueinventar erstattet af møbler som dem, man brugte i byerne. Fotografiet er taget i 1931 på en gård nær Hjerting ved Esbjerg.

.

Regeringen havde allerede ved sin tiltrædelse i 1929 bebudet bekæmpelse af arbejdsløsheden, krisehjælp til de langtidsledige og en „genopbygning og forenkling af den sociale lovgivning”. Så tidligt som i december 1929 havde socialminister Steincke forelagt et lovforslag om folkeforsikring, som landstingsflertallet foreløbig blokerede, fordi man ikke ville acceptere en stykkevis sociallovgivning, men ønskede at se en samlet reform. I oktober 1930 fremsatte Steincke derfor et forslag om en sådan. Venstre og konservative holdt dog stadig igen.

En tilnærmelse mellem regering og opposition syntes svær at øjne i foråret 1931, hvor det kom til et opgør mellem Madsen-Mygdal og Stauning. Land og by konfronteredes på ny uden gensidig forståelse. Den stadigt voksende arbejdsløshed gjorde dog efterhånden Stauning motiveret for en eller anden form for aftale med oppositionen, så at man med ét træk hjalp både betrængte landmænd og arbejdere. De to regeringspartier blev enige om at foreslå krisehjælp til de arbejdsløse. Desuden at yde en bevilling på 30 mill. kr. finansieret via skatter og militære besparelser til at hjælpe de landmænd, hvis gæld var større end deres formue, og som derfor ikke kunne betale skat og prioritetsrenter. Dette forslag kunne husmandsforeningerne gå ind for. Landboforeningerne og Venstre ønskede i stedet skattelettelser gennem besparelser. De konservative foreslog told og lavere ejendomsskatter. Udsigterne til et kompromis syntes dårlige, men regeringen lod Rigsdagen indkalde til den 21. september 1931, 14 dage før den ordinære samling, for at prøve forligsmulighederne.

Dagen før Rigsdagens åbning forelå en helt ny situation: England gik fra guldet. Bank of England kunne ikke længere opretholde guldindløseligheden for sine sedler, fordi englænderne havde foretaget store investeringer i Tyskland, som de tyske lånere nu var ude af stand til at forrente og afdrage. Den engelske guldmøntfod var betragtet som et dogme, og derfor kom meddelelsen som et chok. Med ringere kurs på engelske pund ville særligt Danmark blive ramt, fordi England aftog ca. to tredjedele af vor landbrugseksport. Det var umuligt for landbruget at bære endnu et prisfald, og da Norge og Sverige fulgte England og devaluerede, vedtog en enstemmig Rigsdag at gøre det samme, dvs. ophæve guldindløseligheden.

Alt mens man søgte at fordøje indtrykkene af disse begivenheder, nærmede man sig et forlig om kriseindgrebene. Regeringspartierne havde opgivet at forhandle sig til rette med Venstre. Denne chance for atter at markere sit partis selvstændige stilling kunne de konservative ikke lade gå fra sig. Christmas Møller trådte derfor til som landbrugets redningsmand. I Venstre var harmen over denne taktik betydelig, men også en tredjedel af den konservative gruppe var imod. Man fandt, at de konservative nu svigtede byerhvervene til fordel for landbruget. På regeringssiden var forligsarkitekterne socialdemokraten Niels Fisker og den radikale Niels Frederiksen. Ved forliget, der blev indgået i oktober 1931, fik landbrugsminister Bording 30 mill. kr., der kunne ydes som lån til landmænd, som skyldte mere bort, end de ejede. Finansieringen skete ved militære besparelser og forøgelse af formueskatten, men især ved punktafgifter på øl, benzin, silke, æbler, pærer og – kvæder samt ved en forhøjelse af indkomstskatten også for de lave indkomster. De arbejdsløse fik 11 mill. kr. i ekstraordinær hjælp.

Der havde før været indgået komplicerede kompromiser i Rigsdagen, men 1931-forliget kan stå som skemaet for de politiske aftaler, som de følgende år var så rige på. Hvert af de deltagende partier fik noget til netop deres vælgere og måtte til gengæld give andre afkald. Alt efter temperament kan man finde hele den parlamentariske proces præget af studeprangermentalitet eller grå og trist og uden visioner. Men man kan også konstatere, at demokratiet i de skandinaviske lande fungerede, mens det gik sin undergang i møde lige sønden for Danmarks grænse.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Forlig med de konservative.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig