Norge og Sverige (1925-1950)

I Norge og Sverige formede udviklingen sig i mange henseender som i Danmark. I Norge fik arbejderbevægelsen dog ikke indflydelse så tidligt som i det øvrige Skandinavien, fordi den helt til 1923 var Moskva-orienteret og i øvrigt dybt splittet. Industrialiseringen trængte også senere igennem i Norge. I 1928 kom den første Arbeiderparti-regering til magten, men den holdt kun i 14 dage. I 1934 kom Arbeiderpartiet tilbage, nu under Johan Nygaardsvold og støttet af Bondepartiet. Oppositionen udgjordes af Venstre, nærmest svarende til de radikale i Danmark, og af Høyre. Modsat Danmark ønskede de norske bønder told for at beskytte sig imod billige indførte landbrugsprodukter. De sociale og menneskelige problemer var de samme. Man kæmpede mod høj arbejdsløshed, og kriselovgivningen lignede den danske. En aldersrentelov fik man i 1936. Norges handelsflåde var i fragtkapacitet den største efter Englands og USA's. Derfor var Norge særlig sårbar over for alle internationale selvforsynings- og toldforanstaltninger.

Ved periodens begyndelse var Sverige overvejende et landbrugsland. Gennem 1930'erne udvikledes svensk industri imidlertid kraftigt. Ved udnyttelsen af vandkraft fik man billig energi, jernbaner anlagdes og elektrificeredes. Ikke kun bilindustrien kom i gang, men også flyfabrikation, hvilket fik stor betydning for Sveriges beredskab under krigen.

Politisk var tiden op til 1936 præget af hurtigt skiftende mindretalsregeringer – socialdemokratiske eller borgerlige -byggende på vekslende parlamentariske flertal. Men i 1936 dannede den socialdemokratiske leder Per Albin Hansson sammen med Bondeforbundet en flertalsregering. Man bekæmpede krisen med de samme midler som i Norge og Danmark. Socialisering blev der ikke tale om, men derimod nok en planøkonomi af almen velfærdskarakter. Sverige skulle gøres til „et folkehjem”, som det hed i Socialdemokratiets agitation. I 1935 gennemførtes en lov om folkepension. Også i Sverige skilte forsvarsspørgsmålet. I 1920'rne betrådte man nedrustningsvejen, men i 1936 havde Socialdemokratiet ændret signaler, og en beskeden oprustning, der først og fremmest kom flyvevåbnet til gode, fandt nu sted. Udenrigspolitisk stod man på neutralitetslinien, men med hældning til fordel for Tyskland.

Ét problem håndteredes forskelligt i de nordiske lande, nemlig alkoholspørgsmålet. I Danmark havde man kun få restriktioner, herunder mulighed for folkeafstemning om „tørlægning” af en kommune. I Norge og Finland prøvede man som i USA en tid med totalt forbud, men opgav og søgte i stedet gennem statsmonopol på spiritus at regulere alkoholforbruget ved en række begrænsninger. I Sverige var forbud også på tale, en idé som splittede befolkningen i årtier, indtil en folkeafstemning gjorde en ende på forbudstanken. I stedet indførtes en såkaldt „motbok”, hvori hver brugers alkoholindkøb anførtes, højst fire liter pr. voksen pr. måned og mindre for personer i lavere indkomstgrupper.