Danmarkshistorien

Madsen-Mygdal kåres

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.


Socialdemokraterne erkendte, at slaget foreløbig var tabt, og dagen efter folketingsvalget indgav statsminister Stauning regeringens demissionsbegæring, idet han henviste kongen til at forhandle med Venstres formand Niels Neergaard. Kongen ønskede imidlertid at høre alle partiformændene, sådan som vi har kendt det ved regeringsdannelser lige siden. Tre partier, Socialdemokratiet, Venstre og konservative, pegede på Venstre som det regeringsbærende parti, mens Det radikale Venstre anbefalede en samlingsregering af de fire gamle partier. Det var en tanke, som var bedst egnet til at bringe de radikale ud af den klemme, de var i; men det var også et råd, der harmonerede med kongens forestilling om det betimelige i nationens sammenhold i vanskelige tider. Derfor bad han Neergaard om at undersøge muligheden for dannelsen af en samlingsregering, og, såfremt det ikke lykkedes, da en venstremindretalsregering med fornøden støtte.

Thomas Madsen-Mygdal kom i 1920'rne til at stå som repræsentanten for den renlivede liberalisme. Hans enkle tale havde appel til især gårdmændene. Kort efter at han i 1929 var blevet styrtet som statsminister, nåede verdenskrisen til Danmark. Både i 1932 og i 1933 deltog Madsen-Mygdal i planøkonomiske foranstaltninger. De stred mod hans overbevisning, og han nedlagde i 1933 sit folketingsmandat. Af frygt for kommunismen svingede han under besættelsen over i tyskvenlighed.

En samlingsregering lod sig ikke etablere, for Stauning sagde fra samme dag. Nu måtte de borgerlige partier selv bakse med problemerne, dvs. besparelserne. Hos de konservative var der efter valgsejren stærke ønsker om, at partiet skulle gøre sig gældende og markere sin selvstændighed i forhold til Venstre. Nogle konservative havde ligefrem forestillinger om, at de selv skulle danne regering, som Venstre så kunne støtte. Til toldbeskyttelse kunne man nok regne med socialdemokratisk bistand. Men det forblev fantasier, de konservative var fortsat under stigende utålmodighed henvist til at leve i skyggen af Venstre.

Også i Venstre var meningerne delte. Neergaard og andre med ham var tiltrukket af et samarbejde med de radikale – en holdning, der hos disse deltes af Rode og Zahle. Men Neergaard havde lidt et alvorligt prestigetab ved sin håndtering af Landmandsbanksagen i 1922, og mange fandt ham for gammel. Disse kræfter kaldte på en handlekraftig ledelse af Venstre og så Madsen-Mygdal som partiets fører. „Det var godt, om Skræp kunne få en skarpere klang,” hed det på Venstres landsmøde lige før valget. Ved en formentlig vel tilrettelagt aktion fik Madsen-Mygdals tilhængere på landsmødet så at sige kåret ham til Venstres statsministerkandidat – med tilsidesættelse ikke blot af Neergaard, men også af Oluf Krag, som ikke havde noget imod et samarbejde med de radikale. Det havde Madsen-Mygdal. Han ville en anden vej uden dog af den grund at betragte de konservative som en ligeværdig partner. Mens Venstres hidtidige ledere ikke selv havde tilhørt den gårdmandsklasse, som de repræsenterede, var Madsen-Mygdal – selv godsejer og efter sin afgang som landbrugsminister i 1924 på ny formand for Landbrugsrådet – i udtalt grad landbrugserhvervets talsmand. Ham tiltroede man evnen til at bekæmpe statsindgreb og hævde de gamle liberale idealer: ejendomsret, frihandel og fri konkurrence og i den aktuelle situation at tilvejebringe den nødvendige balance ved nedskæring af statens udgifter, så de svarede til kronens stigende værdi. Hans position gav ham styrke til at bestemme Venstres kurs.

Oluf Krag var ikke en traditionel type på en venstrepolitiker. Han var rektor og dr.phil. på en matematisk afhandling om pendulbevægelser, hvilket der kunne siges adskillige vittigheder om. Han var nemlig en smidig og forhandlingsvillig parlamentariker og ikke særlig ortodoks. Oluf Krag var indenrigsminister 1921-24 og 1926-29. Han var en af arkitekterne bag Kanslergadeforliget i 1933. Som Venstres leder under landbrugskrisen i 1930'erne var han udsat for angreb, fordi han også var kreditforeningsdirektør og ikke særlig folkelig i sin form.

Dette var foruden socialdemokratisk uvilje en væsentlig årsag til, at der ikke kom noget ud af de samtaler, som Neergaard førte for at undersøge muligheden for en samlingsregering. Madsen-Mygdal ønskede ikke, at Neergaards og Krags bestræbelser skulle lykkes, og indtog derfor så stejl en holdning under drøftelsen af krisepolitikken, at det kun kunne bestyrke Socialdemokratiet i at sige nej. Da Rode og Zahle alligevel fandt, at forholdet til Socialdemokratiet var smuldret, overvejede de, om man kunne danne en regering af de tre tiloversblevne gamle partier. Men Munch vendte sig sammen med Brandes imod denne tanke, og den faldt da også.

Neergaard opgav herefter at danne en flerpartiregering og spurgte i stedet de radikale, hvorledes de ville forholde sig til en ren venstreregering. Svaret blev, at de radikale ville deltage i saglig forhandling om regeringens forslag og yde fair play – det sidste blev på Neergaards foranledning oversat til „fornøden arbejdsro”. På det samme spørgsmål svarede de konservative, at man ville give regeringen en rimelig frist til løsning af spørgsmålet om reduktion af de offentlige udgifter.

Disse udsagn var tilstrækkelige for Madsen-Mygdal. Det var hans linie, der havde sejret i Venstre. Neergaard resignerede, og Madsen-Mygdal dannede den 14. december 1926 sin regering, i hvilken han selv foruden statsministerposten også overtog Landbrugsministeriet. Han var klog nok – og nødt – til at tage hensyn til partiets mere moderate fløj ved ministerposternes fordeling. Neergaard blev finansminister og Krag indenrigsminister. Et ministerium for sundhedsvæsen blev oprettet, mens Socialministeriet, som var blevet til på socialdemokratisk foranledning i 1924 nu tilbagegav arbejds- og socialsagerne til Indenrigsministeriet, mens dette afleverede sundhedsstyrelse, jordemødre og apotekere til det nye ministerium. Ordet „social” havde en ilde klang i venstreøren. Men det var sundhedsminister, overlæge V. Rubows plan at samle den spredte administration af sundhedsvæsenet under én central ledelse, styret af læger, hvilket ikke lykkedes for ham.

Oppositionen var altså skeptisk afventende, men uden muligheder var regeringen ikke. Dens styrke beroede på den usikkerhed, der prægede radikale og konservative, og den lukrerede af, at de tre oppositionspartier var indbyrdes uenige.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

Oluf Krag var ikke en traditionel type på en venstrepolitiker. Han var rektor og dr.phil. på en matematisk afhandling om pendulbevægelser, hvilket der kunne siges adskillige vittigheder om. Han var nemlig en smidig og forhandlingsvillig parlamentariker og ikke særlig ortodoks. Oluf Krag var indenrigsminister 1921-24 og 1926-29. Han var en af arkitekterne bag Kanslergadeforliget i 1933. Som Venstres leder under landbrugskrisen i 1930'erne var han udsat for angreb, fordi han også var kreditforeningsdirektør og ikke særlig folkelig i sin form.

© Dette billede må du ...

Thomas Madsen-Mygdal kom i 1920'rne til at stå som repræsentanten for den renlivede liberalisme. Hans enkle tale havde appel til især gårdmændene. Kort efter at han i 1929 var blevet styrtet som statsminister, nåede verdenskrisen til Danmark. Både i 1932 og i 1933 deltog Madsen-Mygdal i planøkonomiske foranstaltninger. De stred mod hans overbevisning, og han nedlagde i 1933 sit folketingsmandat. Af frygt for kommunismen svingede han under besættelsen over i tyskvenlighed.

Viser 2 af 2 billeder

Denne artikel stammer fra Danmarkshistorien

Nyhedsbrev
Læs mere i øvrigt
flerpartiregering
se koalitionsregering . ...Artikel i Den Store Danske
Zahle
dansk slægt, der føres tilbage til skrædder i Kø ...Artikel i Den Store Danske
ejendomsret
... fuldstændig ejendomsret , ret til i enhver hense ...Artikel i Den Store Danske
Skræp
den danske kong Vermunds sværd, som hans søn Uffe br ...Artikel i Nordisk Mytologi
ministerium
(af lat. ministerium 'tjeneste, embede', afled ...Artikel i Den Store Danske
Neergaard
flere danske slægter, hvoraf en borgerlig og en ...Artikel i Den Store Danske
Indenrigsministeriet
ministerium indtil 2001; siden en del af Indenrigs- ...Artikel i Den Store Danske
Thomas Madsen-Mygdal
1876-1943, dansk landbrugsleder og politiker, sta ...Artikel i Den Store Danske
samlingsregering
særlig form for flertalsregering, som omfatter alle ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
Redaktionen
29/02/2012
  • Læst 913 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki