Kolding Laane- og Diskontokasse, hvis personale her på årets sidste dag i 1928 er stillet op til fotografering, var en typisk provinsbank, også i indretning. Den klarede sig igennem 1920'rne, som ellers var præget af mange og store banksammenbrud som Landmandsbankens i 1922 og Andelsbankens i 1925, hvilket medførte en revision af bankloven i 1930. Underordnede bankfunktionærer var lavtlønnede „flipproletarer”, men de var svære at organisere, fordi de fleste af dem håbede at blive højtlønnede bankdirektører eller i det mindste kontorchefer.

.

Venstremanden M. N. Slebsager havde gjort sig bemærket efter afslutningen af 1. verdenskrig ved at gå til angreb på indenrigsminister Ove Rodes planøkonomiske foranstaltninger. Han blev selv trafikminister 1920-24 og gennemførte trods modstand i sit parti loven om Lillebæltsbroen. Som handelsminister fra 1926 fik han med oprydningen efter Landmandsbanken at gøre. Da han i 1928 ikke kunne komme igennem med at hjælpe Privatbanken, der nu var i nød, trådte han tilbage, og Privatbanken måtte nedskrive sin aktiekapital med 80 procent.

.

I oktober 1927 fremsatte regeringen forslag om at skærpe de gældende bestemmelser om skattebetaling som forudsætning for at udøve valgretten ved kommunevalg. Forslaget, som blev vedtaget i april 1928, indebar, at man skulle have betalt syv kvartalers skat før valget for at kunne stemme. Det var en lov, der især ramte socialdemokratiske vælgere, hvad kommunevalgene i 1929 viste. Både socialdemokrater og radikale stemte imod loven.

Mens denne lov havde en konkret, om end kortvarig indflydelse, fik den såkaldte „tugthuslov” ingen praktisk betydning. Den vendte sig mod den organisationstvang, som fagforeningerne praktiserede. Lige til i dag har den dog i arbejderbevægelsens mytologi stået som et symbol på undertrykkelse, mens den var i logisk overensstemmelse med Venstres liberalistiske ideologi. Lovforslaget, der blev fremsat første gang i 1925, skal også ses i lyset af en række overenskomststridige strejker, der havde ramt landbrugseksporten og under meget spektakel ført til anvendelse af uorganiseret arbejdskraft. I landbokredse opfattede man det sådan, at arbejderne i byerne ikke ville yde deres bidrag til den økonomiske genopretning ved løntilbageholdenhed, således som landbruget havde gjort det ved at affinde sig med faldende priser.

Loven, der først blev vedtaget i marts 1929, bestemte, at kollektive aftaler, som „på uberettiget måde” begrænsede den enkeltes frie adgang til erhverv eller arbejde, ikke kunne tillægges retsvirkning ved domstolene; med andre ord skulle ingen kunne tvinges ind i en fagforening. Til hjælp ved definitionen af „uberettiget” kunne domstolene tilkalde særligt sagkyndige. Endelig hed det, at „enhver art af økonomisk eller personlig forfølgelse – derunder boykotning, som tilsigter på uberettiget måde at begrænse den enkeltes frie adgang til erhverv eller arbejde eller hans (hendes) ret til at være medlem af eller stå uden for en organisation, er ulovlig og pådrager foruden erstatning … bøder af indtil 100.000 kr. eller simpelt fængsel”.

Da simpelt fængsel svarer til hæftestraf, var det en agitatorisk, men effektfuld overdrivelse at bruge betegnelsen „tugthusloven”. Men det er åbenbart, at socialdemokraterne med heftighed måtte vende sig mod den, de ville ligefrem brændemærke den og søgte også at lave obstruktion under udvalgsarbejdet. Heller ikke de radikale kunne acceptere loven. Den blev derfor vedtaget alene af Venstre og konservative, om end adskillige også i disse partier var usikre på det betimelige i loven. Ikke kun De samvirkende Fagforbund, men også Dansk Arbejdsgiverforening tog afstand fra loven. Kritikken, som støttedes af jurister, gik ud på, at der ikke blev givet en definition af udtrykket „uberettiget”, hvorfor domstolene bragtes i en umulig situation. Det blev de imidlertid ikke, fordi loven forblev en skueret. Den fandt aldrig anvendelse. Da socialdemokrater og radikale i 1936 fik flertal også i Landstinget blev „tugthusloven” afskaffet. Kommunisterne hævdede senere, at dens blotte eksistens hæmmede organiseringen af de uorganiserede arbejdere og begrænsede fagforeningernes aktionsmuligheder.

Mere afsvalende virkning havde formentlig den såkaldte Kolindsundsag, som i 1926 var endt med, at Højesteret idømte fagforeningerne store boder for at yde støtte til arbejdere, der havde etableret blokade mod en række gårdejere og deres købmænd, fordi gårdejerne ikke ville oprette overenskomst. Dommen var juridisk stærkt omtvistet (Landsretten havde faktisk frikendt fagforeningerne), og hele forløbet afspejler tidens stærke modsætning mellem by og land, mellem gårdejerne og arbejderklassen. „Tugthusloven” kan ses som en opfølgning af Kolindsundsagen.

Et problem var med jævne mellemrum dukket op, nemlig den endelige løsning på forholdene omkring Landmandsbanken, der var brudt sammen i 1922. Handelsminister Slebsager forestillede sig, at banken skulle være i stand til at fortsætte sin virksomhed som en selvstændig privat aktiebank, når dens underskudsgivende engagementer var udskilt og afviklet. Dækningen heraf skulle staten betale. Det kunne de konservative acceptere, mens Socialdemokratiet gik imod, fordi staten trods milliontilskud lod banken fortsætte som en privat aktiebank. Da regeringen ikke turde udsætte sig for den agitation, der kunne rejses for at sammenblande statens midler med privat forretningsvirksomhed, bøjede man sig for Socialdemokratiet, og i 1928 fik Landmandsbanken en femmandsbestyrelse, hvori de fire store partier var repræsenteret, og et ministerudpeget bankråd. Det var en ordning, som kostede staten 220 mill. kr., delvis dækket ved et lån i USA. Hermed var Landmandsbanken på det nærmeste blevet en statsbank indtil 1932, hvor statens garanti for banken skulle ophøre. Stauning blev medlem af bestyrelsen, og Socialdemokratiet betragtede sagens udgang som en sejr, mens de konservative på ny delte sig, denne gang også ved afstemningen i Folketinget. Her stemte den større halvdel for loven, men den mindre – inklusive Christmas Møller – var imod, da man foretrak en likvidation af banken.

Mens året 1928 bragte en god høst, stigende priser og faldende arbejdsløshed (19 procent), så det mørkere ud for regeringen og Venstre. Ved landstingsvalget i september måtte partiet afgive et mandat til Socialdemokratiet. Det var ikke meget, men det viste en tendens. Vælgerne havde åbenbart ikke accepteret, at Rigsdagen løste kriseproblemer ved tilpasning eller nedskæring, men var snarere begyndt at betragte staten som alles redningsplanke. Handelsminister Slebsager var da også parat til at lade staten træde til, da Privatbanken kom i vanskeligheder, men han blev tilsidesat af sin statsminister. Madsen-Mygdal satte sin liberalistiske vilje igennem, og handelsministeren tog sin afsked.

På samme tid skiftede de konservatives folketingsgruppe formand. Pürschel trak sig tilbage. Han havde været en svag leder og var kommet til kort som parlamentarisk taktiker. Der var en stigende utilfredshed med ham i partiet, og han lod sig udmanøvrere af sin efterfølger, Christmas Møller. Denne var kun 33 år gammel, dengang som nu en usædvanlig lav alder for en partileder. Christmas Møller brugte ofte betegnelsen Folkepartiet om sit parti, og heri lå en tilkendegivelse af, at han ville bort fra det gamle snævre Højre-grundlag og skabe et bredt favnende parti. Han var dog ikke modstander af samarbejdet med Venstre, snarere tværtimod, da han anså Socialdemokratiet for hovedmodstanderen. Men han satte grænser for, hvad Venstre kunne byde sit støtteparti, og han havde en hensynsløs vilje til at få sit parti til at makke ret ved en nok så håndfast styring.

Året før – i 1927 – var Rode kørt træt af den for ham at se umulige situation, hvor Venstre ikke var til at råbe op og socialdemokraterne ikke til at styre. Da han fik mulighed for at blive administrerende redaktør af Politiken, slog han til og nedlagde sit folketingsmandat. Også Edvard Brandes gik nu ud af Rigsdagen, og herefter var der ingen, som ville eller kunne anfægte P. Munchs lederskab. Han havde hele tiden støt og roligt søgt tilnærmelse til socialdemokraterne, hvad de naturligvis havde registreret. En tilbagevenden til samarbejdslinien fra før 1920 lod sig ane.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Tugthusloven.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig