Marinens Flyvevæsen fik i perioden 1928-40 leveret 22 rekognosceringsfly af denne type, de første bygget af Heinkel i Warnemünde, de seneste af Orlogsværftet. Flyet bestod af en lærredsbeklædt træ- og stålrørskonstruktion og anvendtes bl.a. til luftfotografering af Grønland. Marinen rådede tillige over nogle få fly med torpedoanordninger. Hærens flyvetropper havde et halvt hundrede små jagermaskiner og rekognosceringsfly. Et selvstændigt dansk flyvevåben eksisterede ikke for 2. Verdenskrig.

.

„Piccoloen tabte terrinen,” sagde partifællen Julius Schovelin, da Christmas Møller i 1929 foranledigede venstreregeringens fald. Det gav anledning til denne tegning af Hans Bendix i Social-Demokraten den 27. marts 1929. Schovelin ser til fra stolen, og bag Christmas Møller står en skadefro Victor Pürschel. Han var af Christmas Møller trængt ud som konservativ formand.

.

Mens man i den politiske kamp overvejende stredes om økonomi og dens sociale konsekvenser, tikkede en tidsindstillet bombe på et andet område. Der var nemlig også økonomi i forsvaret. 1922-loven havde slået større brød op, end der var vilje til at bage. Rammerne var for store i forhold til bevillingerne. Samtidig havde Socialdemokratiet længe ført en energisk afrustningskampagne. Da det havde regeringsmagten, blev der ligefrem fremsat lovforslag om afrustning. Det blev dog bremset af Landstinget.

Nu fremsatte forsvarsminister Søren Brorsen forslag om noget, der lignede en løsning, dvs. at rammerne blev sænket en smule under de eksisterende bevillinger, bl.a. ved at slå generalstaben sammen med generalkommandoen, ved at oprette et fælles flyvevåben af hærens og flådens flyvekorps og et fælles lægekorps og ved at nedlægge nogle kystforter samt nogle overlægestillinger. De samlede forsvarsudgifter ville blive ca. 40 mill. kroner om året eller ca. to mill. kroner mindre, end 1922-loven kostede.

Regeringsforslaget tilfredsstillede ingen. De militære chefer ønskede en ordning til 53 mill. kr. om året, foruden fem mill. om året i ti år til søværnet. De konservative lagde sig tæt op ad dette, mens socialdemokrater og radikale krævede at komme noget længere ned. I virkeligheden var mange i Venstre mere enige med de radikale end med de konservative. Pacifismen stak dybt i disse år, så tæt på 1. verdenskrig, med en fredelig nabo mod syd og med et Østeuropa, der havde mere end nok at gøre med at håndtere sine indenrigske vanskeligheder. Ingen stormagt syntes at pønse på krig. Tillige var der Folkenes Forbund, som ganske vist var en såre svag overstatlig institution i fredens tjeneste. Men den kunne næppe forværre vor situation. Mens Venstres kernevælgere – modsat de radikales – var forsvarsvenlige, stak det dybt i bondens natur, at militæret sikkert kunne gøres billigere, især når parolen lød, at der skulle spares på alle andre områder. Der var da også fremtrædende venstremænd, som hellere ville indgå forsvarsforlig med socialdemokraterne end med de konservative.

Men nu var de konservatives tålmodighed ved at være udtømt. Ikke blot var forsvaret for dem en hjertesag, men de følte også, at de blev udnyttet af regeringen, som ikke tog rimeligt hensyn til dem. Allerede i august 1928 havde Christmas Møller højt og tydeligt sagt, at det ville få parlamentariske konsekvenser, hvis regeringen søgte et forsvarsforlig uden om de konservative. Men enten agtede Venstre ikke på signalet, eller også betragtede det Christmas Møller som en ung og ansvarsløs KU'er. Kort efter var han formand for folketingsgruppen. I sin første tale som partileder erklærede han under finanslovsdebatten i oktober 1928 om forsvarsspørgsmålet: „Jeg kan ikke lade være med at fremhæve, at regeringen må vide, hvilken afgørende vægt vi lægger på, at denne sag får en efter vor anskuelse tilfredsstillende løsning.” Heller ikke denne advarsel gjorde indtryk.

På det konservative landsrådsmøde i november sagde Christmas Møller truende, at de konservative ved alle lejligheder forgæves havde tilbudt Venstre samarbejde, men et samarbejde på lige fod. Meget følte de konservative sig også generet af, at indenrigsminister Krag i oktober 1928 for anden gang søgte at komme igennem med en ændring af valgloven – den ømtåleligste af alle love, fordi den er afgørende for ikke blot partiernes repræsentation, men også for hvert enkelt medlems skæbne. Venstre ønskede at nedsætte antallet af folketingsmedlemmer og at vende tilbage til valg i enkeltmandskredse. Det vil sige, at man fjernede sig fra forholdstalsvalgmåden, som sikrede de mindre partier, dvs. de konservative og radikale, en repræsentation, der svarede nogenlunde til deres stemmetal. Socialdemokraterne og Venstre ville derimod høste fordel, hvis man søgte mod valg i enkeltmandskredse som før 1918. Christmas Møller kaldte forslaget for småtskåret og egoistisk, og han tordnede: „Vil Venstre på den måde en kamp med de konservative, så kan de få den; nægtes kan det ikke, at et og andet kunne tyde på, det kan blive nødvendigt at lære Venstres regering og rigsdagsmænd – thi de har det utvivlsomt i højere grad behov end Venstres vælgere – fornuft gennem en kamp.”

Denne kamp kom først til at stå omkring tobaksbeskatningen, hvor regeringen gik på forlig med Socialdemokratiet, som derved opnåede, at cigarafgiften blev sat ned, cigaretafgiften op. Man håbede på en forbrugsforskydning til fremme af beskæftigelsen i cigarindustrien. Stauning vidste nok, hvad det handlede om, han var gammel cigarmager.

I januar 1929 stod en afgørelse for døren i forsvarsspørgsmålet. De konservative var nu parate til at acceptere en ordning til 46 mill. kr., mens regeringen gik op til godt 42 mill. Så kunne man ikke komme længere. I stedet stillede de konservative forslag om at forhøje finanslovens militærudgifter med 6,5 mill. kr. til nyanskaffelser, men da Venstre også afviste dette forslag, besluttede den konservative gruppe at undlade at stemme for finansloven. Efter datidens parlamentariske normer kunne man udmærket stemme mod finanslovens enkelte poster, men ved den sidste afstemning om den hele finanslov stemte man for, da alt andet opfattedes som en undsigelse af det demokratisk-parlamentariske system.

Det var altså et usædvanligt skridt, Christmas Møller fik sit parti til at tage. Han, men næppe alle partifællerne, vidste, hvad beslutningen kunne føre til. Da Nationaltidende bragte forlydende om den konservative beslutning, troede de fleste, at de konservative søgte at true Venstre på plads. Men Stauning opfattede truslen som reel, og da han var ivrig efter et valg, der kunne føre ham og socialdemokraterne til magten under gunstigere omstændigheder end for blot et par år tilbage, fik han i største hemmelighed sit parti til at vedtage at stemme imod finansloven. Blev aktionen røbet i utide, ville Venstre og konservative måske alligevel finde sammen. Med 53 socialdemokrater over for 46 venstremænd og 30 passive konservative blev de 16 radikale udslaggivende. Hvis de efter sædvane stemte for finansloven, ville regeringen overleve.

Den 21. marts 1929 blev en dramatisk dag i Rigsdagens historie. Christmas Møller meddelte, inden finansloven skulle oversendes til Landstinget, at da hans partis ændringsforslag var blevet forkastet, rummede den ikke de forsvarsbevillinger, som 1922-loven krævede. Derfor ville de konservative undlade at stemme. På den radikale finanslovsordfører Bertel Dahlgaards foranledning blev mødet afbrudt. Han og P. Munch var diskret gjort bekendt med Staunings hensigter, som endnu ikke var forkyndt fra tingets talerstol. Skulle de radikale træde til som regeringens redningsplanke nu, hvor de konservative åbenbart var trætte af at være støtteparti? Efter de radikales opfattelse havde Venstre under Madsen-Mygdals ledelse ført en alt for ensidig politik. Ligesom de konservative følte de radikale sig tilsidesat. Derfor besluttede de også at undlade at stemme.

Da mødet blev genoptaget, spændte Stauning yderligere tingets medlemmer på pinebænken. Han ville ikke risikere, at de konservative ombestemte sig og sagde derfor kun, at Socialdemokratiet ikke ville yde erstatning for de manglende konservative stemmer. Herved stod det fortsat åbent, om socialdemokraterne blot ville undlade at stemme, hvorefter finansloven kunne vedtages alene med Venstres stemmer. Ved afstemningen stemte 45 fra Venstre for finansloven, 52 socialdemokrater imod, alle øvrige medlemmer stemte hverken for eller imod. Finansloven var altså faldet. Herefter udskrev regeringen valg til den 24. april 1929.

„Piccoloen tabte terrinen”, hed det om Christmas Møller. Herved skulle man forstå, at den unge partileder utilsigtet havde styrtet en borgerlig regering. I virkeligheden smed han terrinen. Hans aktion havde nemlig det klare formål at markere Det konservative Folkeparti som et selvstændigt parti i forhold til Venstre. De påløbende omkostninger måtte så betales. De blev betydelige.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet På kollisionskurs.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig