Fortsat nedrustning

En ganske særlig forpligtelse følte regeringen over for forsvarsspørgsmålet, der jo havde bragt den til magten. Allerede i 1925 havde socialdemokrater og radikale fremsat et forslag om at erstatte hær og flåde med „et vagtkorps og en statsmarine, bestemt til varetagelse af Danmarks neutralitets- og folkeforbundsopgaver”. Det betegnede ikke en fuldstændig afrustning, men i al fald en kraftig nedrustning, selv om det kaldtes afrustningsforslaget. I oktober 1929 genfremsatte forsvarsminister Laust Rasmussen dette forslag, som indebar samlede udgifter på ca. 18 mill. kr. mod de ca. 36 mill. kr. til hæren og ca. 23 mill. kr. til flåden efter den eksisterende ordning.

Forslaget blev afvist af Venstre og konservative, der med deres flertal i Landstinget kunne blokere enhver ændring. Men i Venstre stak harmen dybt over, at de konservative havde forårsaget venstreregeringens fald. Det motiverede partiet for en tilnærmelse til Socialdemokratiet. Tidligere indenrigsminister Oluf Krag og Venstres forsvarspolitiske ordfører J. A. Hansen var allerede før valget i skred. Forestillingen om et forlig mellem Venstre og de to regeringspartier skulle dog først modnes. I Venstre ville Niels Neergaard og andre med ham ikke gerne skære i forsvarsudgifterne. Men det gjaldt specielt for de radikale, der frygtede for vælgerreaktioner, hvis de blev tvunget til at stemme for et forsvarsforlig uden betydelige nedskæringer og uden værnepligtens afskaffelse. Så foretrak de at fortsætte med 1922-ordningen, som de kunne fralægge sig ethvert ansvar for. Det samme gjaldt gamle socialdemokratiske antimilitarister som Laust Rasmussen. Men Stauning var ivrig efter et forlig for at få fred til at løse opgaver, som han fandt mere påtrængende. Efter hans opfattelse skulle det ikke komme an på nogle millioner mere eller mindre, bare man kom nedad med militærudgifterne, og værnepligten ville han helst beholde af frygt for, at en hvervet hær kunne blive infiltreret af udemokratiske elementer.

© Gyldendal

Det blev chefen for hæren, generalløjtnant E. With, og chefen for søværnet, viceadmiral H. Rechnitzer, der skulle administrere 1930'rnes nedrustningsprægede danske forsvar. De kæmpede begge mod hinanden for at vinde politikernes gunst. With agiterede og søgte forgæves at omvende Stauning, medens Rechnitzer tilpassede sig. Hitlers magtovertagelse i 1933 vakte ængstelse i Danmark. Til Hitlers 50-års fødselsdag i 1939 blev With og Rechnitzer sammen sendt til Berlin for at ønske til lykke. Hitler forsikrede dem om, at Tyskland under ingen omstændigheder tænkte på at krænke Danmarks neutralitet.

I samfulde to år forhandledes uformelt. Efterhånden som landbrugets kår forværredes, øgedes forligsviljen hos Venstre, selv om partiet i øvrigt bekæmpede regeringens politik. Der var penge at hente. Man prøvede forgæves at drive en kile ind imellem socialdemokrater og radikale. I september 1931 tog de to venstremænd Henrik Hauch og tidligere trafikminister Stensballe et initiativ, idet de i Landstinget fremsatte et forslag til en militærordning, som kostede ca. 35 mill. kr. Det satte gang i spillet, hvori også deltog de militære chefer. Fra hæren var det generalløjtnant Erik With. Mens P. Munch i marts 1931 var til et mellemfolkeligt møde i Paris, gennemførte Stauning Withs udnævnelse til chef for hæren. Han følte sig tiltalt af den djærve officer, mens Munch gøs i erindringen om sine oplevelser med With under og efter krigen. Nu søgte With at bjerge så meget som muligt til hæren på bekostning af marinen. For dennes vedkommende kom Marineministeriets direktør, kontreadmiral Hjalmar Rechnitzer til at spille den afgørende rolle, men ud fra en meget mere defensiv position end With.

Mens Munch i marts 1932 atter var i udlandet, fandt Venstre og regeringen omsider hinanden i et kompromis, som efter Munchs mening indeholdt for mange indrømmelser. Man var nemlig endt med 24 mill. kr. til hæren og 11,5 mill. til søværnet og med bibeholdelse af værnepligten. Det betød en reduktion af hæren fra tre til to divisioner, fra 11 til 8 regimenter. Hovedopgaven, som den selv så det, var forsvaret af Sjælland. Hærens flvvestyrker blev fastsat til fem eskadriller (hvoraf den femte aldrig nåede ud over papiret), søværnets til to. Som tallene viser, var det dog flåden, som måtte betale den højeste pris. Den blev på det nærmeste udslettet.

© Politikens Pressefoto

Henrik Hauch havde markeret sig som forstander for Asmildkloster Landbrugsskole ved Viborg og var fra 1932 formand for De samvirkende danske Landboforeninger, fra 1933 tillige præsident for Landbrugsrådet. I Rigsdagen var han et af de få landstingsmedlemmer, der var i stand til at øve en betydelig indflydelse. Han mente ikke, at forsvarsspørgsmålet burde forstyrre mulighederne for politiske forlig med Socialdemokratiet og var derfor som landstingskollegaen Johs. Stensballe interesseret i et kompromis. Det lykkedes i 1932.

Selv om de radikale og mange socialdemokrater – inklusive forsvarsministeren – næsten ikke kunne overvinde sig til at stemme for forliget, var dette dog meget nær Det radikale Venstres 1905-program, der talte om et grænse- og søpoliti. Fra 1932 var det kun muligt for det danske forsvar at markere en krænkelse af vor neutralitet, men det var ude af stand til at tage en egentlig kamp op. Konservative politikere advarede, og i værnene bredte desillusionen sig, men størsteparten af befolkningen var udmærket tilfreds. Det viste sig dog hurtigt, at selv med de indskrænkede rammer var bevillingerne for små.