Grundtvigskirken i København blev efter 20 års byggeri indviet i 1940. Dens arkitekt var P. V. Jensen-Klint I sin stil er kirken en gendigtning af den danske gotiks teglstenskirker, hvis trappegavle og murblændinger har inspireret til det overdådigt udformede indgangsparti. Overalt er anvendt gule mursten.

.

Odense-ejendommen Nørreport, som opførtes i begyndelsen af 1930'erne, var et typisk funkisbyggeri både i sin form og ved anvendelsen af beton og udformningen med altaner. Bygningen stod kun til 1970'erne, da den faldt for en ændret byplanlægning.

.

Husmoderforeningerne arrangerede landet over demonstrationer, hvor byhusmødrene kunne få upartiske oplysninger om fordele og ulemper ved gas og elektricitet. Flaskegas var endnu ikke slået rigtigt igennem, så på landet brugte man de fleste steder stadig gammeldags komfur. Petroleums-primussen var i øvrigt meget anvendt som et bekvemt alternativ til mere ukomplicerede behov.

.

Den internationale funktionalisme med dens stræben efter terningagtig enkelhed fik også indflydelse på dansk arkitektur og kunsthåndværk. Inden for den sidste genre blev Kay Bojesen nyskabende med bl.a. sølvtøj, bestik og trælegetøj. Kaare Klint fuldførte efter sin fars – P. V. Jensen-Klints – død Grundtvigskirken i 1940, men ydede derudover en grundlæggende indsats for moderne dansk møbelkunst. I arkitekturen var det bl.a. Arne Jacobsen, som omkring 1930 introducerede funktionalismen. Han skabte sig snart et navn som en af Europas betydeligste arkitekter. Han var påvirket af den såkaldte Bauhausstil med dens flade tage og hjørnevinduer. Kunst og teknik skulle være en ny enhed. Ideen var at sammenfatte alle former for kunstindustrielle og kunstneriske produkter i et fælles program for det moderne menneske.

I mellemkrigstiden udfoldede både arkitekter og boligselskaber som Københavns almindelige Boligselskab store anstrengelser for at forbedre den mindrebemidlede befolknings boligforhold. Stilistisk påvirkedes dette byggeri også af funktionalismen, selv om kun ganske få huse opførtes i egentlig funkis. Byggestilen kombineredes med en betydelig interesse for lys og luft og grønne områder. Navnlig i hovedstaden og Århus begyndte moderne karreer og stokbebyggelser at skyde op. Jernbeton begyndte nu at finde anvendelse i boligbyggeriet. Altaner hørte til nyskabelserne. Og selv om de fleste lejligheder kun bestod af et par værelser, var boligstandarden målt med en international målestok høj såvel arkitektonisk som byggeteknisk og funktionelt. Et tidstypisk moderat funktionalistisk eksempel på stokbebyggelse beregnet for bedrestillede er Blidahpark i København.

Arkitekten Thorkild Henningsen søgte at popularisere sine rækkehuse rundt om i København. Men de mindrebemidlede følte sig ikke tiltrukne af dem, skønt huslejen var relativ lav på grund af statstilskud. I stedet blev disse huse beboet af intellektuelle. Villaområdet prægedes i denne periode i nogen grad af den internationale modernisme. Det gav sig udslag i mange større eller mindre bungalower præget af kubismen. Først omkring 1940 begyndte andre former for rækkehusbebyggelse, nu ofte bestående af forholdsvis små huse, at fyldes med børnerige familier med lavere indtægter.

Boligstandarden var højest i hovedstaden og dårligere jo længere ud på landet, man kom. De tekniske landvindinger brød dog i 1930'erne igennem overalt, men først i byerne. Centralvarme fandtes således ifølge forbrugerundersøgelsen fra 1939-40 i ca. en tredjedel af alle arbejderlejligheder i hovedstaden, men kun i ca. ti procent i provinsbyerne og kun i en til fire procent på landet. WC havde næsten samtlige arbejderlejligheder i hovedstaden, to tredjedele i provinsbyerne og under halvdelen på landet. Bad havde godt en tredjedel af arbejderne i hovedstaden, en femtedel i provinsbyerne og ingen på landet. Elektrisk lys var der allerede fra 1930 stort set i alle lejligheder i hovedstaden og provinsbyerne og i to tredjedele af alle boliger på landet, hvilket var en fordobling på ti år. Gas havde næsten alle i byerne, ingen på landet.

I langt de fleste byhusholdninger brugte man gas til madlavning, men i hovedstaden og byerne var elkogeplader og elkomfur så småt ved at brede sig. Kampen mellem gas og el ses af dette budskab i Gasteknikeren fra 1931: „Gåsens sidste vilje; hvis jeg virkelig skal slagtes, da hør min sidste bøn: Stegning i en gasovn.” Elektroteknikeren svarede: „Denne gås har øjensynlig manglet erfaring, thi ellers ville den have byttet om på ordene gasovn og elektrisk ovn.” I landhusholdningerne var komfuret til tørv og brænde det almindelige. På andre områder fejrede elektriciteten store triumfer. Elstrygejern var almindeligt eje, medens slipsepresseren „praktisk til rejsebrug – og for ungkarlen” nok var for de få. Støvsugeren var allerede omkring 1930 udbredt, selv om man mange steder endnu brugte at leje en, hver gang man skulle gøre rent. I byerne med de mange etageejendomme var den i 1939 en naturlig og selvfølgelig brugsgenstand til erstatning for tæppemaskine, moppe og gulvskrubbe. I de fleste ejendomme opført fra slutningen af 1920'rne fandtes fælles maskinvaskerier.

Men der var stor kvalitetsforskel på den ældre boligmasse opført før 1. verdenskrig og 1930'rnes byggeri, der dog var præget af de mange små lejligheder. Omkring 1939 var over en tredjedel af boligerne i byerne kun på to værelser, men der boede gennemsnitligt næsten tre personer i dem.

En undersøgelse af boligindretningen i de etageejendomme, der var opført 1915-45, viser mange lejligheder, hvis upraktiske indretning navnlig ramte husmødrene ved dårligt placerede rum med mange unødvendige og trættende bevægelser til følge. Det gjaldt ikke mindst køkkenerne, som ofte var smalle og indeklemte, uden trækruder, uden ordentlig belysning, med ringe og forkert skabsplads, for få skuffer og manglende skabe i den øvrige lejlighed med overfyldning af køkkenet til følge. Næsten alle familier med børn savnede spiseplads i køkkenet, men henimod halvdelen af husstandene spiste alligevel her.

Af stor betydning for mange mindrebemidlede byfamilier var kolonihaverne, små jordlodder, man lejede af kommunen, og hvor man kunne dyrke grøntsager og hygge sig om søndagen i et lille havehus. I 1915 var der i alt ca. 42.000 kolonihaver, i 1938 ca. 68.000 heraf ca. 18.000 i hovedstadsområdet.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Byggeri og bolig.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig