Forskning

Den meste forskning foregik på Københavns Universitet og andre højere læreanstalter, foruden bl.a. på Carlsberglaboratoriet. I Århus havde der længe været arbejdet for at få oprettet endnu et universitet, og i 1928 godkendtes den selvejende institution „Universitetsundervisningen i Aarhus”, som blev drevet for kommunale og private midler. I 1931 trådte staten til, og i 1933 fik Aarhus Universitet egne bygninger. I 1939 havde det 700 studenter mod 5000 ved Københavns Universitet. Oprindeligt havde Aarhus Universitet kun et humanistisk fakultet, men gradvist udbyggedes det til at omfatte alle fakulteter (medicin, teologi, samfundsvidenskab og naturvidenskab).

© Gyldendal

Aarhus Universitets hovedbygning stod færdig i 1944. Bygningerne, hvis opførelse påbegyndtes i 1933, fremtræder som en særlig dansk-tilpasset variation af funktionalismen. Arkitekterne var Kay Fisker, Povl Stegmann og C. F. Møller. Da Royal Air Force bombede Gestapos hovedkvarter i studenterkollegierne, blev hovedbygningen delvis ødelagt og C. F. Møller gravet ud fra de sammenstyrtede murbrokker. Det blev ham, som fuldførte det store anlæg i den efterhånden tætbebyggede park.

Danmark blev i 1930'erne internationalt kendt inden for den teoretiske sprogvidenskab, repræsenteret ved Viggo Brøndal og især ved Louis Hjelmslev, begge professorer ved Københavns Universitet. Her virkede tillige litteraturforskeren Vilhelm Andersen, der var kendt over hele landet for sine folkelige foredrag og oplæsninger. Litteraturhistorie talte også blandt sine fremtrædende udøvere Hans Brix, som markerede sig som litteraturkritiker og teateranmelder, og Paul V. Rubow.

Historiefaget var præget af generationen efter Kristian Erslev. De dominerende skikkelser var den konservativt indstillede Knud Fabricius og de to radikale historikere Aage Friis og Erik Arup. Friis dyrkede den politiske historie og deltog i et væld af praktisk-idealistiske gøremål. Arup søgte at bane nye veje bl.a. ved sin stort anlagte Danmarkshistorie (1925-32), der vakte betydelig opsigt ved sin omvurdering af nationale myter og understregning af de materielle vilkårs betydning. Erik Arup øvede ved sit engagement og sine æggende synspunkter stor indflydelse på de unge historikere. En af dem, den økonomiske historiker Albert Olsen, fik den første lærestol i historie ved Aarhus Universitet. I 1936 blev han udnævnt til professor ved Københavns Universitet efter en voldsom strid mellem Arup og historikeren Vilh. la Cour, der som ansøger følte sig forbigået. Den var i virkeligheden udtryk for 1930'rnes permanente opgør mellem kulturradikalisme og konservatisme.

© Det kgl. Bibliotek

Arne Jacobsen introducerede omkring 1930 den internationale funktionalisme i Danmark. Han var ikke yderligtgående og fik måske derfor, men også på grund af sit kunstneriske talent, stor indflydelse på udformningen af byggeri, både når det gjaldt boliger, og når det drejede sig om rådhuse, skoler og fabrikker. Sammen med sin hustru, Jonna, arbejdede han også med stof og tapet. Han evnede hele tiden at forny sig.

Den arkæologiske forskning, der næsten udelukkende fandt sted på Nationalmuseet, var i stærk udvikling. Blandt periodens største arkæologiske opdagelser var Ladbyskibet i en gravhøj på Fyn og udgravningerne af vikingeborgen Trelleborg ved Slagelse, der blev foretaget af Nationalmuseets direktør Poul Nørlund. Efter en folkeindsamling, som bl.a. Niels Bohr og Johs. V. Jensen stillede sig bag, fik Nationalmuseet i 1937 en stor udbygning i tilslutning til sin trange plads i Prinsens Palæ. 1938-40 udsendte Johannes Brøndsted det monumentale trebindsværk „Danmarks Oldtid”, der vandt stor udbredelse.

I tiden op til 2. verdenskrig havde Danmark inden for ingeniør- og naturvidenskaberne en betydelig international position.

Kendte naturvidenskabsmænd var bl.a. fysikeren Martin Knudsen, der arbejdede med hydrografi og luftarternes egenskaber, og matematikeren Harald Bohr. På Carlsberglaboratoriet, der viste stor gæstfrihed over for udenlandske forskere, foretog S. P. L. Sørensen og Kai Linderstrøm-Lang epokegørende undersøgelser af enzymer. Inden for fysiologien virkede August Krogh og P. Brandt Rehberg. August Krogh gennemførte epokegørende undersøgelser over åndedræt, stofskifte og blodkredsløb og udviklede sammen med lægen H. C. Hagedorn insulinproduktionen. Krogh vandt international berømmelse og havde allerede i 1920 fået Nobelprisen.

© Gyldendal

Professor Vilhelm Andersen var doktor på en afhandling om guldhornene og blev en både djærv og åndfuld fortolker af især den romantiske litteraturarv. Han forelæste og holdt oplæsninger ikke blot på Københavns Universitet, men også i ydmyge forsamlingshuse. Med de studerende foretog han næsten sagnagtige cykelture til litterære mindesmærker.

Den uden sammenligning berømteste danske forsker var dog fysikeren Niels Bohr. Han havde i 1922 modtaget Nobelprisen for sin indsats i atomfysikken. Hans Institut for teoretisk Fysik blev centrum i et internationalt samarbejde mellem fysikere fra hele verden. Atomfysikkens bedste unge hjerner mødtes på instituttet. Fra 1939 vidste atomfysikerne, at det teoretisk var muligt at forløse uranets atomenergi med en kædereaktion, der muligvis kunne tæmmes i en reaktor eller slippes los i en bombe. Fra tysk side søgtes tilnærmelse til Bohr, men han afviste og rejste i stedet under krigen illegalt til Sverige og derfra via England til USA, hvor han til krigens slutning deltog i amerikansk atomforskning.