En politik i skår

Regeringen Staunings parlamentariske grundlag begyndte at smuldre. De radikale og husmændene havde ønsket kronen fastfrosset til omkring 90 guldøre svarende til en engelsk shilling, men regeringen fandt sammen med Venstre og konservative om „den ærlige krone”, hvorefter en krone ligesom før krigen skulle være 100 guldøre værd, altså stå i pari, hvilket den også kom pr. 1. januar 1927. Inden da var Danmarks første arbejderregering imidlertid faldet.

Dens skæbne var som ofte senere afhængig af de radikale, og i sommeren 1926 skærpedes Ove Rodes holdning til regeringen. P. Munch var til møde i Folkeforbundet i Genève, hvor han på Danmarks vegne kunne glæde sig over Tysklands optagelse. Mens han drak te ved Genfersøens bred sammen med den socialdemokratiske socialminister F.J. Borgbjerg og udtrykte håbet om dog at få det til at glide mellem socialdemokrater og radikale derhjemme, drev partiet med Rode og den tidligere statsminister C. Th. Zahle i spidsen over i en fjendtlig holdning til ministeriet. Det var en vanskelig situation. Alle råbte: „Gør noget!” Industrien krævede told. De arbejdsløse, der hungrede efter at bruge næverne, ønskede offentlige arbejder og mere styr på indførslen af industriprodukter udefra. Og på gårdene – og husmandsstederne med – mente husbond og madmor nok, at både skatter og lønninger kunne sættes ned.

I oktober 1926 var regeringen kørt fast. Alt tyder på, at Stauning med et passende alibi ville ud af den klemhærke, hans regering var i, og overlade problemerne til en borgerlig regering – og ikke mindst til de radikale, der forhåbentlig ville blive stegt i deres eget fedt. Efter endnu et valg kunne Socialdemokratiet så komme styrket igen. Bevægelsens støtte vækst gav tiltro til denne beregning, og så ville den radikale „lillebror” forhåbentlig være blevet mere disciplineret.

De forslag til afhjælpning af erhvervskrisen, Stauning fremsatte i oktober 1926, var i sig selv ikke særlig drastiske. P. Munch og den nye opgående radikale stjerne Bertel Dahlgaard søgte i udvalgsarbejdet at få et forlig i stand. Regeringen havde stillet forslag om 15 mill. kr. i tilskud til særligt arbejdsløshedsramte virksomheder, de radikale sagde seks på visse vilkår, hvorefter socialdemokraterne gik ned på ni mill. kr., hvis man oveni kunne få to mill. til tekniske forbedringer. De radikale ville kun give en mill. til dette formål. Derimod var man enig om syv mill. kr. til boligbyggeri; socialdemokraterne ønskede derudover 20 mill. til offentlige arbejder, de radikale ville kun give 12. En formueskat på 24 mill. kr. kunne de radikale godt godtage, men kun hvis provenuet anvendtes som tilskud til kommunerne og til skattenedsættelser. Selv om Venstre og konservative slet ikke ville være med, var kompromismaskinen altså i gang, og modsætningerne naturligvis overvindelige for de drevne forhandlere. Men som P. Munch mismodigt bemærkede: gemytternes uoverensstemmelse var blevet så stor, at den hindrede en overenskomst.

„Regeringens politik ligger i skår,” erklærede Ove Rode. Stauning svarede, at de radikale på så væsentlige punkter havde ændret regeringens forslag, at han måtte udskrive folketingsvalg. Det fandt sted den 2. december 1926.

Valgkampen var hård og ildesindet. Det var alles kamp mod alle. Særlig gik det dog ud over de radikale, som denne gang nu også havde socialdemokraterne frontalt imod sig. Det havde de ikke prøvet før, men Socialdemokratiets bitterhed var stor, partiet følte sig sveget af sin gamle makker. Samtidig trådte splittelsen hos de radikale klart frem, en fløj hældede mod Venstre, en anden mod Socialdemokratiet, Rode og Munch blev holdt op mod hinanden. Hos de konservative var der heller ikke idel idyl. Grev Bent Holstein, der var valgt i Århus, kørte sololøb med sin egen stærkt nationalistiske højrebevægelse, et forvarsel om 1930'rnes strømninger.

I Sønderjylland søgte H. P. Hanssen, genforeningens arkitekt, ikke længere valg for Venstre. Han, der havde siddet i den tyske Rigsdag sammen med verdenshistoriske skikkelser, følte sig ikke hjemme i den danske Rigsdag – og knap nok i Venstre, der aldrig tilgav, at han lod sig gøre til minister i den radikale regering 1919-20. I stedet opstillede partiet med brask og bram den tidligere landbrugsminister Th. Madsen-Mygdal. Det var en manifestation med perspektiver. Den gamle ledergeneration i Venstre var under afløsning: J. C. Christensen afgik i 1924, Klaus Berntsen forlod Rigsdagen ved dette valg, og Niels Neergaard var 72 år. Med Madsen-Mygdal som førstemand markerede Venstre sig stærkere end før som landbrugserhvervets parti.

For første gang var der radiotransmission fra et firkantet vælgermøde i København, hvor bl.a. Madsen-Mygdal og P. Munch talte. Nu kunne jyske bønder pludselig høre storbyens arbejdere koge over af harme, rettet mod Madsen-Mygdal og dermed mod bondestanden. Det var ikke befordrende for fordrageligheden, men radioen var kommet for at blive den dominerende formidler af politiske diskussioner, indtil tv i 1960'erne tog dens plads. Allerede i december 1926 var der ca. 130.000 licensbetalende radiolyttere foruden „plankeværkslytterne”, som man hurtigt kaldte dem, der unddrog sig licensen. Ved store begivenheder samledes slægt og venner foran den skrattende højtaler, som hurtigt og autentisk bragte påvirkninger til den fjerneste vrå.

Venstre og konservative stod til fremgang og vandt da også hver to mandater, Venstre dog forholdsvis mest, fordi valgloven gav partiet en fordel især i Jyllands svagt befolkede områder. De to partier havde nu 76 mandater, dvs. et flertal. Socialdemokratiet holdt stemmetallet, men måtte aflevere to mandater og blev 53, Det radikale Venstre var valgets store taber, det gik fra 20 ned til 16.

Nye i tinget var to mand fra Danmarks Retsforbund, som nu var kommet for at blive indtil 1960, om end oftest nær valglovens spærregrænse. Det byggede på den amerikanske nationaløkonom Henry Georges ideer om inddragelse af de samfundsskabte jordværdier gennem ejendomsbeskatning (grundskyld). De øvrige partier så Retsforbundet over hovedet, til det i 1950 satte sig i respekt ved at vælte en regering. Trods Socialdemokratiets regeringsansvar og forgæves kamp mod arbejdsløsheden lykkedes det ikke kommunisterne at gøre sig gældende; de gik endog tilbage.

Den første danske arbejderregerings dage var talte. Den gik af. Og hvad havde Socialdemokratiet så haft ud af at besidde en mindretalsregerings skrøbelige magt? Den første arbejderregering havde vist, at den både kunne og ville operere på det bestående systems præmisser. Dette var til glæde for de fleste socialdemokrater, men til sorg for de få, som fandt, at partiet svigtede sine idealer. Et resultat var også, at man havde et hold udlærte ministre, der kunne bruges igen: Steincke, Bramsnæs, Hauge, Bording – og Stauning selv. Den gamle agitator Borgbjerg havde ikke befundet sig godt som minister, men var dog uundværlig. Andre ville måske ironisere over, at justitsminister Steincke havde spillet fodbold med fængselsfangerne, og at finansminister Bramsnæs gjorde Finansministeriet til et „overministerium”, atter andre fremhæve, at Socialdemokratiet havde markeret sig med et afrustningsforslag. Man kunne også fæstne sig ved, at den socialdemokratiske regering havde udsendt et signal: indgreb i tilfælde af arbejdskamp. Herved var et socialdemokratisk dogme brudt.

Foreløbig måtte Socialdemokratiet altså holde en pause, mens der – for en tid – kom nye folk på gården.