Befrielsen

De vestallierede havde hele tiden betragtet Danmark som deres interesseområde, hvad vi selv også anså for en selvfølge. Men modsat hvad der gjaldt for det øvrige Europa, var der ingen aftaler mellem stormagterne vedrørende Danmark, og Sovjetunionen havde som nævnt aldrig villet gå med til at give os allieret status. Tværtimod havde den sovjetrussiske viceudenrigsminister Vladimir Dekanosov i januar 1945 understreget over for Thomas Døssing, at Danmark nu var Sovjetunionens direkte nabo, og at Østersøen var under russisk dominans. Begge dele bekræftedes af den hast, hvormed Den Røde Hær rullede den tyske østarmé op. Formentlig havde russerne ikke på forhånd haft nogen plan om at befri Danmark. De var først og fremmest interesserede i at tage Berlin. Men da de allerede i midten af april gik over Oder, blev Winston Churchill og Anthony Eden nervøse og gav feltmarskal Montgomery ordre til at lukke af for russerne, hvilket skete, da englænderne den 2. maj nåede Lübeck, samme dag som russerne stod i Rostock.

Også blandt de danske politikere næredes der ængstelse for kommunisterne; de russiske kunne man ikke gøre noget ved, men de danske kommunisters eventuelle planer kunne man søge at modvirke. Vilh. Buhl frygtede for, at general Lindemann, der var en hensynsløs østfrontsofficer, ikke ville lade besættelsestropperne overgive sig, og at det derfor kunne komme til kamp på dansk jord. Han bad sine partifæller i den svenske regering om våben, og fik tilsagn om 10.000 rifler m. v. Derimod forholdt den svenske regering, der ønskede at forblive neutral, sig afventende over for tanken om at stille med 100.000 soldater, som i givet fald skulle gribe ind på signal fra Vilh. Buhl. Han fik dog udvirket, at Den danske Brigade først kunne overføres til Danmark, når han gav grønt lys derfor. De danske socialdemokrater både af Buhls og Hedtofts generation nærede en afgrundsdyb mistillid til kommunisterne. Intet tyder dog på, at disse havde planer om kup. Deres forestillinger gik snarere i retning af en folkefront, hvori de regnede med at få en betydelig indflydelse.

Efter Hitlers selvmord i førerbunkeren i Berlin blev storadmiral Karl Dönitz den 1. maj 1945 hans efterfølger. Han ønskede af hensyn til de tyske flygtninge at fortsætte kampene mod øst længst muligt og accepterede derfor den 4. maj at kapitulere i Danmark, Nordvesttyskland og Holland med virkning fra den 5. maj kl. 8. General Lindemanns trusler om at kæmpe til sidste mand faldt dermed til jorden, og hverken dansk eller svensk militær kampindsats blev nødvendig.

Den 4. maj 1945 kl. 20.40 bragtes frihedsbudskabet over BBC: de tyske styrker i Danmark overgav sig. Befolkningen jublede, fem års tryk og usikkerhed var hævet. Glæden gav sig i aftenens løb mange udslag. Mørklægningsgardinerne blev revet ned, og levende lys sat i vinduerne. Sjældne flasker gemt til formålet kom frem, og somme hævder, at usædvanligt mange børn så dagens lys ni måneder senere. Men denne påstand afkræftes desværre af Statistisk Årbogs tørre tal. Sandt er det derimod, at en forretningsmand den 5. maj satte et skilt i vinduet med teksten: „Lukket på Grund af Glæde”. For langt den største del af alle danskere ude og hjemme var dette døgn i enhver henseende befrielsens.

Næste morgen rykkede modstandsgrupperne ud med armbind, bevæbnet med maskinpistoler og andre håndvåben for at opretholde ro og orden. Om formiddagen kom brigaden fra Sverige med færgen til Helsingør, hvorfra den straks tog til København. Kl. 16.30 landede i Kastrup Lufthavn 300 engelske soldater med den af SHAEF indsatte øverstkommanderende, general Richard Dewing. Den 7. maj kørte engelske styrker fra regimentet Royal Dragoons over grænsen ved Kruså. Overalt hilstes de kakiklædte soldater med jubel som et synligt tegn på, at nu var krigen slut for os.

Det var den ikke i Norge; først den 8. maj overgav tyskerne sig dér, og det var den heller ikke på Bornholm. I krigens sidste fase tjente øen som mellemstation for de tyskere, der flygtede for de sovjetiske hære. Disse stod den 5. maj langs hele Østersøens sydkyst. Bornholm var russisk interesseområde, men den tyske kommandant ville ikke overgive øen til russerne, da den stadig brugtes ved evakueringen, nu af tropper indesluttet ved Weichselflodens munding.

Den 7. maj bombede russerne Rønne og Nexø. Ti mennesker omkom, 35 blev såret og talrige bygninger beskadiget. Ny bombning blev varslet, og både amtmand og modstandsbevægelse søgte gennem den danske regering at formå englænderne til at sende en nok så lille gruppe til øen, for at tyskerne kunne overgive sig til denne. Men englænderne ønskede grønt lys fra den øverstkommanderende Eisenhower, og det kom ikke. Da kommandanten fortsat ikke ville overgive sig til russerne, bombedes Rønne og Nexø igen den 8. maj. Nu var byerne blevet evakueret, og derfor omkom ingen, men ca. 800 huse blev ødelagt og næsten 3000 beskadiget. Næste dag trådte den totale tyske kapitulation i kraft, og en russisk styrke gik i land uden at møde nogen modstand, Den blev til 1946. Med svensk bistand blev de to byer genopbygget, men bornholmerne følte sig svigtet – ikke mindst fordi de i radioen kunne lytte til det øvrige lands befrielsesglæde, mens de selv blev bombet.