For at fremtvinge en japansk kapitulation kastede USA's luftvåben den 6. august 1945 en atombombe over Hiroshima. Den lille cirkel viser sigtepunktet, den store ødelæggelserne. Det nye våben var så skræmmende i sine virkninger, at med spændingen mellem øst og vest blev atombomben det altoverskyggende problem i hele efterkrigstiden. Med atombomben er verden blevet en anden, sagde Hartvig Frisch i september 1945.

.

„Er tiden ude?” synes statsminister Vilhelm Buhl at spørge, mens Hans Hedtoft og Knud Kristensen ser til. Buhls regering afgik i november 1945 og afløstes af Knud Kristensens. Den holdt i to år, hvorefter det blev Hedtofts tur.

.

Vagttårnene i Frøslevlejren blev for de mange indespærrede danske modstandsfolk sindbilledet på ufrihed. I 1945 blev lejren brugt til internering af medlemmer af det tyske mindretal og nu kaldt Fårhuslejren. Da den epoke var forbi, overtog forsvaret anlægget, som nu døbtes Padborglejren. I dag er det centrale vagttårn og en af barakkerne indrettet til museum for Frøslevlejren. Tegning af Folmer Visholm.

.

Christmas Møller var kommet hjem fra London, forbitret over at være holdt uden for de politiske forhandlinger og uden respekt for sine gamle fæller. I en tale i Stege den 8. juli 1945 advarede han mod en grænseregulering. I betragtning af, at Christmas Møller 25 år forinden havde været flensborgmand, var denne holdning overraskende og stærkt generende for hans gamle parti. Men Christmas Møller havde på mange punkter ændret mening. Allerede i maj 1945 havde han ud fra en opfattelse af statens betydning for efterkrigstidens udvikling erklæret, „at vi alle er blevet socialister”. Nu advarede han i Stege-talen imod at få et stort tysk mindretal inden for landets grænser. Ved samme lejlighed piskede han bønderne med skorpioner ved at fortælle dem, at de ikke kunne bevare de priser, de på hele samfundets bekostning havde fået under krigen. Med denne bemærkning fik Christmas Møller straks Venstre, landbrugets organisationer og alle deres medlemmer af små og store bønder som sine erklærede fjender. Endnu værre blev det, da han også erklærede, at lønmodtagernes kår under besættelsen var blevet forringet i forhold til landmændenes.

Som en konsekvens af Christmas Møllers holdning så man handelsaftalen med England. Christmas Møller havde ved selvsyn oplevet englændernes ofre under krigen, og han havde mistet sin eneste søn som officer i den engelske hær. Uden forudgående godkendelse fra regeringen undertegnede han en aftale, som medførte stærkt faldende landbrugspriser. Vi skulle ned på de engelske statssamfundslandes niveau, og det betød, at i løbet af 1946 ville smør og æg gå 33 procent ned i pris og bacon 25 procent. Over for regeringen erklærede Christmas Møller den 13. august 1945, at den kunne tage aftalen eller lade være. Det var næsten, som om Erik Scavenius var vendt tilbage. Regeringen kunne selvsagt ikke underkende sin udenrigsminister. De eksisterende smør- og flæskeordninger, som sikrede producenterne en bestemt pris, kunne nu kun opretholdes ved kraftige stigninger i statens tilskud eller i hjemmemarkedspriserne. Regeringen ønskede ikke at acceptere nogen af delene. Med snilde fik landbrugsminister Erik Eriksen de ringere tilskudsordninger til at fremstå i et positivt skær, hvilket ikke skadede ham.

For at dæmpe den sociale uro, som mærkedes, bl.a. fordi arbejdsløsheden i 1945 begyndte at stige (fra 4,6 procent i 1944 til 8,1 procent i 1945), gennemførtes i sommeren 1945 øget hjælp til arbejdsløse, ligesom der blev iværksat omfattende beskæftigelsesforanstaltninger. De arbejdere, som havde haft travlt med at opføre tyske tank- og skyttegrave, gik nu i gang med at fjerne dem. Rabatordningerne for levnedsmidler forlængedes, og alders- og invaliderenten forhøjedes. Det samme gjaldt tilskuddene til vuggestuer, børnehaver og fritidshjem.

Sommeren 1945 var overhovedet urolig. Mens krigen mellem USA og Japan fortsatte, bragte aviserne hver dag beretninger om nazismens ugerninger. Begravelse af krigsofre og mindehøjtideligheder afløste hinanden. Store nationale folkemøder hørte til dagens orden. I byretterne stod landssvigerne til skue, mange skoler var fyldte med flygtninge, og undervisningen var i fare for at standse. Danske soldater genindkaldtes og iklædtes svensk drejlstøj. Men stadigvæk var over 50.000 frihedskæmpere under våben, hvad minister Juul Christensen som nævnt mindede om på et møde i Randers den 22. maj. Der var dem, som ængstedes for, hvad disse våben eventuelt kunne anvendes til. Men modstandsbevægelsen som sådan havde ikke haft andre mål end at bidrage til at besejre nazismen og få normale tilstande genindført. Ved sin deltagelse i regeringen under Vilh. Buhl og sammen med de gamle partier havde Frihedsrådet i virkeligheden afskåret sig fra at gå ind i politik. Kun DKP og Dansk Samling stillede med politiske programmer, men også de var med i regeringen.

Frustrationen over, at der intet nyt skete og over, at landssvigerne syntes at skulle igennem et langstrakt og lemfældigt retsopgør kunne give sig dramatiske udslag, som da københavnske modstandsfolk den 20. juli 1945 besatte Vestre Fængsel og kun med besvær lod sig overtale til at ophæve besættelsen. Skønt en stor del af det tyske mindretal var interneret i Fårhuslejren, som den omdømte Frøslevlejr nu hed, ulmede vreden stadig, og tyske mindesmærker og den tyske avis i Åbenrå blev sprængt i luften.

Bortset fra sådanne i sig selv ubehagelige episoder skete der intet. De fleste modstandsfolk ville hjemsendes, og da bl.a. bevogtningen af flygtningelejre og andre tilsvarende opgaver var afviklet, kunne de sidste modstandsfolk hjemsendes den 15. august og deres våben afleveres. Der var dog stadig et stort antal – nu ulovlige – våben i omløb. Men mange hjemsendte frihedskæmpere tilsluttede sig de frivillige hjemmeværnsforeninger, som nu blev oprettet; de var under statens kontrol.

På dette tidspunkt var samlingsregeringen ved at gå i opløsning; Venstre kom i et stigende modsætningsforhold til Socialdemokratiet og DKP, og indenrigsminister Knud Kristensen erklærede, at regeringens uenighed og svaghed var skyld i sommerens strejker. Arbejds- og socialminister Hans Hedtoft kaldte den en diskussionsklub. Den 20. august – en uges tid før – havde Socialdemokratiet reelt vedtaget ikke at gå ind i en sammenslutning med DKP. Mere eller mindre på skrømt havde der de foregående uger været ført forhandlinger herom. Socialdemokraterne krævede en enhedsorganisation, hvorved de kunne kvæle de meget færre kommunister. Disse ønskede i stedet aktionsenhed, der gav mulighed for at vinde tilhængere blandt socialdemokraterne ved det forestående folketingsvalg.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Christmas Møller.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig