Den parlamentariske kommission

I tiden efter den 5. maj 1945 var harmen mod deltagerne i forhandlingspolitikken betydelig, og den 9. april føltes af mange som vanærende og til dels uforklarlig. Den offentlige me ning krævede en dybtgående undersøgelse og et ansvar placeret. Men politikerne ønskede ikke i denne overophedede tid at stå til ansvar over for noget organ, som de ikke havde fuld kontrol over.

Derfor nedsatte Folketinget i sommeren 1945 en parlamentarisk kommission bestående af 23 folketingsmedlemmer, blandt dem en kommunist og en fra Dansk Samling. Alle øvrige følte et medansvar for den politik, de nu skulle undersøge med henblik på, om der burde rejses rigsretstiltale mod nogen. Undersøgelsen omfattede også samtlige begivenheder i forbindelse med den 9. april.

Politikerne i kommissionen tilstræbte følgelig at beskytte deres fæller. Så meget nemmere var det at rette det kritiske søgelys mod embedsmænd det være sig civile eller militære, politifolk eller diplomater. Kommissionen udgav femten tykke bind med aktstykker og stenografiske forhørsreferater, som stadig er den bedste let tilgængelige kildesamling vedrørende besættelsen. Først i 1953 afsluttede man arbejdet og fandt naturligvis ingen anledning til at kræve nogen for rigsretten. På dette tidspunkt var interessen for kommissionens arbejde forduftet, og politikerne havde opnået, hvad de ville. De havde reddet sig selv og deres partier fra 1945's standretsstemning.

© HSB, Historisk Samling fra Besættelsestiden 1940-1945, Esbjerg

Laurits Hansen, der var socialminister 1942-45, måtte forlade det politiske liv i 1945. Han var formand for De samvirkende Fagforbund og beskyldtes for at have bojet sig for arbejdsgiverne og for at have afskaffet arbejdsløsheden ved at sende arbejderne til Tyskland. Han er her tegnet af Herluf Bidstrup til en serie postkort, der tryktes med fællestitlen „Mænd, der skal afregnes med”.

For de ministre, der intet partipolitisk tilhørsforhold havde, blev efterkrigstiden drøj. Erik Scavenius blev smædet som forræder, men ingen vovede at antaste ham personligt. Til gengæld internerede modstandsbevægelsen en kort tid hans sekretær og senere hustru. Da Folketinget den 15. juni 1945 nedsatte den parlamentariske undersøgelseskommission, blev også Scavenius indkaldt til afhøring. Kommissionen mistede hurtigt lysten til at blive konfronteret med ham, da det jo var medlemmernes egne partier, som under krigen havde båret Scavenius oppe om end med stigende ulyst.

Mere ublid blev trafikminister Gunnar Larsens skæbne. Hans politiske virke henhørte under den parlamentariske kommission og derpå eventuelt rigsretten, men den kommunistiske statsadvokat Carl Madsen søgte at ramme ham for kriminelle handlinger. I næsten et år sad Gunnar Larsen fængslet, sigtet for værnemageri, økonomisk støtte til nazister osv. Ingen af hans politiske ministerkolleger fandt anledning til at dække ham. Kun Scavenius og den engelske efterretningstjeneste trådte op til hans fordel. Han havde tilbage fra juni 1943 skaffet modstandsbevægelsen og de engelske faldskærmssoldater næsten en million kr., hvilket blev udlagt som et ønske om at bære kappen på begge skuldre. Hans iver for at tjene tilpasningspolitikken tolkedes som tyskvenlighed. Men både Østre Landsret og Højesteret frifandt ham. Han var i 1945 kun 43 år, havde ingen basis hverken i et parti, i en folkelig bevægelse eller i en organisation, og han blev derfor et let offer for efterkrigstidens stemning. Som en bitter mand slog Gunnar Larsen sig ned i Irland.

Meget bedre gik det ikke justitsminister Thune Jacobsen. Heller ingen kom ham til hjælp i nødens stund. Som justitsminister havde han beklædt en uriaspost. Navnlig det udeblevne signal til kommunisterne i Horserød om at undvige den 29. august 1943 blev ham en svær belastning. Også han blev interneret om end kun for en enkelt dag. Han krævede vedholdende en egentlig undersøgelse af sine forhold, men politikerne ønskede ikke en sådan. De henviste til den parlamentariske kommission, men inden den afsluttede sit arbejde, var Thune Jacobsen død uden at have fået lov til at vende tilbage til sit gamle embede som rigspolitichef.

I en vis forstand var det mere opsigtsvækkende, at Socialdemokratiet besluttede sig for at ofre De samvirkende Fagforbunds formand indtil 1942, socialminister Laurits Hansen. Partiet ville ikke mistænkes for at holde hånden over nogen, og Laurits Hansen havde i 1942 fortiet over for sine partifæller, at tyskerne havde opfordret ham til at blive statsminister. Partiet nedsatte et undersøgelsesudvalg, og det tvang ham i sommeren 1945 ud af Folketinget. Som Gunnar Larsen og Thune Jacobsen var han i virkeligheden politisk naiv.