Regering eller diskussionsklub

Et af de første problemer, som befrielsesregeringen skulle håndtere, var af praktisk-humanitær art, men med politiske undertoner. Op mod den 5. maj 1945 var der i Danmark ca. en kvart million tyske soldater, der omgående fik ordre til at marchere hjem. Men der var også næsten en kvart million civile østtyske flygtninge, især gamle, kvinder og børn. Fra begyndelsen af året var de, presset ud af den russiske fremrykning, med skibe kommet til danske havne og var under kummerlige forhold blevet indkvarteret i skoler, forsamlingshuse m.v. Så længe tyskerne holdt danske indespærrede i kz-lejre, nægtede de danske myndigheder at hjælpe. Det blev da værnemagtens opgave, og den magtede den ikke. Dødeligheden var stor og den menneskelige elendighed rystende.

© Svikmøllen 1945

En parlamentarisk kommission blev i 1945 nedsat for at undersøge alle forhold vedrørende besættelsen. Den bestod af 23 folketingsmedlemmer, hvoraf de 21 som medlemmer af tinget aktivt havde deltaget i samarbejds- eller forhandlingspolitikken. Det gjorde det vanskeligt for dem at gøre Scavenius til syndebuk, men let for Herluf Bidstrup at levere årets tegning til Svikmøllen i 1945.

Efter kapitulationen overgik flygtningene til Arbejds- og Socialministeriets omsorg, og da Statens civile Luftværn nu var arbejdsløst, blev det dette, som kom til at varetage denne vanskelige opgave. Man havde regnet med at komme af med flygtningene hurtigt, men i Tyskland herskede kaos, og Vesttyskland havde selv store problemer med østflygtninge. Fra september 1945 blev en særlig flygtningeadministration oprettet under fhv. minister Johs. Kjærbøls myndige ledelse. Nu begyndte man at rømme skolerne, og i stedet samledes flygtningene i store barakbyer som f.eks. Oksbøl, der på et tidspunkt rummede ca. 35.000 indbyggere. Da man fra dansk side ikke ønskede nogen form for integration, blev flygtningene i skarpt bevogtede lejre holdt isoleret fra den danske befolkning.

Udenrigsministeriet søgte ihærdigt ved forhandlinger med de allierede magter at komme af med flygtningene, der var en svær belastning for et land, som på grund af krigen var fattigt på ressourcer. Russerne var ikke særlig interesserede i at modtage flygtningene, som de lige havde fordrevet. De var mere optaget af at få de relativt få baltiske flygtninge udleveret. Sovjetunionen accepterede dog at tage 36.000 flygtninge, og resten lykkedes det efterhånden at få placeret i de tre vestallierede besættelseszoner. Det magiske middel var fødevareleverancer, som fulgte flygtningene ud af Danmark, men som reelt tilfaldt især de franske og engelske besættelsesstyrker i Tyskland. Først i 1949 var de sidste flygtninge ude af Danmark. Mange var forbitrede over en for dem uforståelig indespærring, men behandlingen af flygtningene var ud fra den tids forhold human bortset fra den psykologisk nødvendige afsondring fra den danske befolkning. Tusinder af flygtningegrave er i dag det eneste minde om et særpræget kapitel i vor historie. Flygtningene kostede det danske samfund næsten en halv milliard kr.

© Politikens Pressefoto

I maj 1945 opholdt næsten en kvart million østtyske flygtninge sig i Danmark. De blev indkvarteret under primitive forhold, og elendigheden var stor, indtil man i løbet af sommeren fik dem samlet i store lejre, hvor de holdtes afsondret, som her på Kløvermarken i København. Først i 1949 kom de sidste til Tyskland.

Et andet væsentligt problem i den første efterkrigstid var de mange sorte penge, der var i omløb. Let tjente krigsfortjenester var sjældent blevet opgivet til skattevæsenet, og adskillige værnemagere kunne ikke rammes via Nationalbankens clearingkontor, fordi de var gået uden om dette. I hemmelighed havde Nationalbanken allerede under krigen trykt nye pengesedler, og den 22. juli 1945 vedtog Rigsdagen, at der dagen efter skulle ske en pengeombytning. Samtidig fik banker og sparekasser oplysningspligt vedrørende deres kunders indestående. Denne operation, der ramte store som små, viste, at knap tre milliarder kr. eller 20 procent af de opgivne formuer var tjent uden om skattevæsenet. Pengeombytningen virkede først og fremmest som en straf over for værnemagere og sortbørsgrosserere.

I enighed gennemførtes også en lovgivning, der ydede erstatning til skadede frihedskæmpere, kz-fanger og andre af krigens ofre, ligesom der blev givet hædersgaver til sømænd, fiskere og deres efterladte. Ikke alt skete efter lige forståelige kriterier, men der var vist vilje til at råde bod på skaderne, hvoraf mange først viste sig årevis efter i form af kz-syndromer.

© Kolding Stadsarkiv

Køen foran Kolding Laane- og Diskontokasse skyldtes pengeombytningen den 23. juli 1945. Den blev iværksat især for at få tag i „sorte” penge.