Normaliseringen begynder

Igennem hele august og september fortsatte de indbyrdes rivninger i regeringen mere og mere for åbent tæppe. Det stod klart, at de gamle partier nu var overbeviste om, at de havde hold på deres vælgere, mens DKP og Dansk Samling mente, at de selv på grund af modstandskampen kunne vinde stemmer. Da Rigsdagen mødtes den 2. oktober 1945, meddelte Vilh. Buhl, at Folketinget ville blive opløst den 30. oktober.

Efter seks års pause gik man da ud i en normal, om end usædvanlig valgkamp. Under denne regnede angrebene ned over de radikale for overrumplingen den 9. april og over socialdemokraterne for indrømmelsespolitikken, mens DKP rettede skytset mod alle de gamle partier for kommunisternes internering. En stor rolle i valgkampen spillede „Fremtidens Danmark”, Socialdemokratiets manifest, bag hvilket senere statsminister Jens Otto Krag var den drivende kraft. Ideen bag det var at tage vinden ud af kommunisternes sejl, og det lagde derfor op til en radikalisering af Socialdemokratiets program. Understreget blev kravet om fuld beskæftigelse, social tryghed og „effektivitet og demokrati i erhvervslivet”, dvs. medarbejderindflydelse gennem bedriftsråd. Megen revolution var der ikke i det, men på grund af den popularitetsbølge, DKP red på, blev det af Socialdemokratiet lanceret under rød etikette, hvilket på den anden side var egnet til at skræmme de radikale og andre ikke-socialister.

© HSB, Historisk Samling fra Besættelsestiden 1940-1945, Esbjerg

Agitationsmateriale fra efteråret 1945, et konservativt medlemsblad og en socialdemokratisk valgplakat, der ikke adskiller sig meget fra hinanden. Budskabet i dem begge er efterkrigstidens ønske om fred, frihed og tryghed.

Også forsvarsspørgsmålet indgik i valgkampen. Under slagordet „Aldrig mere en 9. april” krævede de konservative og Dansk Samling et stærkt forsvar, mens de øvrige partiers holdning var uafklaret, fordi de ønskede at afvente det nyoprettede Forenede Nationers eventuelle krav. Men nye delingslinier i dansk forsvarspolitik lå i kim.

Valgets mest kontroversielle sag var dog det sydslesvigske spørgsmål. Trontalen fra den 9. maj havde erklæret, at grænsen lå fast, men Dansk Samling begyndte meget hurtigt at distancere sig herfra. Knud Kristensen og Venstre fulgte snart efter. Den 17. september erklærede han: „Det, vi kan gøre, er at støtte vore forposters arbejde og befolkningens bestræbelser for at få Sydslesvig løsrevet fra Tyskland.” Venstres landsmøde udtalte få dage senere, at Sydslesvigs befolkning efter et åremål burde sikres ret til at skabe en grænse efter eget ønske. Selv om de konservative søgte at vinde med ved at kræve folkeafstemning i Sydslesvig, havde de det handicap, at Christmas Møller var så afvisende over for grænsespørgsmålet.

Knud Kristensen kom til at fremstå som valgets mest troværdige skikkelse. Han havde rigtignok også som minister deltaget i forhandlingspolitikken, men var kendt for at have været i opposition til Erik Scavenius. Han var under besættelsen modstander af den aktive modstandskamp, på hvilket punkt han nu erkendte, at han havde taget fejl. Han fremtrådte som den uimponerede, stovte bonde med de personlige egenskaber, der var brug for efter besættelsestidens uro og efterkrigstidens forvirring og modsætninger. Venstre havde derudover andre gode kort på hånden: Christmas Møllers englandsaftale og uviljen mod restriktionerne.

© Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv

En socialdemokratisk valgplakat fra efteråret 1945, der ikke adskiller sig meget fra hinanden. Som i det konservative medlemsblad er budskabet efterkrigstidens ønske om fred, frihed og tryghed.

De to partier, der repræsenterede modstandskampen, Dansk Samling og DKP, gik frem ved valget i oktober 1945, Dansk Samling dog kun fra tre til fire, mens DKP, der før krigen havde tre mandater, nu fik 18. Alt i alt var modstandsbevægelsens politiske succes beskeden. DKP's fremgang var på baggrund af datidens relativt beskedne vælgervandringer usædvanlig stor, men den skyldtes den kommunistiske modstandsindsats, Den Røde Hærs sejre og arbejdernes utilfredshed med deres kår under og efter krigen. DKP's fremgang modsvaredes af Socialdemokratiets tab på 18 mandater, hvilket bragte partiet ned på 48 mandater. Tabere blev også de konservative, som fra 31 gik til 26, og de radikale, som med et tab på to fik 11 mandater. Retsforbundet steg fra to til tre mandater. Venstre var sammen med DKP valgets sejrherre, idet det vandt ti mandater og nåede op på 38 og hermed på ny var det største borgerlige parti. Og medens DKP's mandater ikke i parlamentarisk henseende var anvendelige, fordi de ikke kunne indgå som en del af et flertal, var Venstres gevinst brugbar.

Bortset fra de mange kommunister og de manglende nazister så Rigsdagen ud, som den havde set ud før 1943. De gamle partier dominerede fortsat, nu prydet med en modstandsmand eller to, som imidlertid ikke fik meget at skulle have sagt. „Det her tilgiver de os aldrig,” havde Christmas Møller meget træffende sagt til Frode Jakobsen allerede før kapitulationen om prisen for det oprør mod partiernes tilpasningspolitik, de havde rejst. Vælgerne havde talt, og de ønskede, at alt skulle være som for krigen.

Derimod fik besættelsestiden varige følger for Danmarks placering i den internationale politik i kraft af tilslutningen til de Forenede Nationer (FN), der trådte i stedet for Folkeforbundet.