Mogens Dams tegning fra Svikmøllen 1946 har titlen „Fare, fare Færing”, og teksten lyder: „Hvis du ikke slipper mig, din danske Satan, skærer jeg Tovet over!” Tegning og tekst afspejler en udbredt opfattelse, som også deltes af Knud Kristensen, at Færøerne kunne sejle deres egen sø, hvis de ønskede det. Hjemmestyreloven fra 1948 løste dog problemet på en for begge nationaliteter acceptabel måde.

.

Med Grønland blev forbindelsen straks knyttet igen efter krigen. Grønlændernes egne repræsentanter ønskede hverken løsrivelse eller selvstyre, men ville forblive under Danmark. Problemet var den basetraktat, Henrik Kauffmann havde indgået med USA i 1941, og som regering og Rigsdag i 1945 havde følt sig forpligtet til at godkende. Regeringens holdning var imidlertid en politik som „brobygger” mellem øst og vest og mente, at troværdigheden som neutral led ved amerikanernes tilstedeværelse på Grønland. Men de ville af militære grunde ikke ud og lagde ikke skjul derpå over for vor ambassadør Kauffmann, der var vidende om og indforstået med denne politik. Han førte dermed sin egen dobbeltpolitik med det resultat, at forhandlingerne mellem de to lande fra 1947 blev trukket fra Washington til København. Den danske regerings mål var at få USA ud, men var selv hæmmet af at mangle ressourcer til at overtage bemandingen af de mange vigtige vejrstationer og af, at USA ikke var interesseret i det egentlige Danmarks strategiske betydning. Fra dansk side gik man derfor forsigtigt frem, og det lykkedes at holde offentligheden uvidende om de forhandlinger, der foregik. Uden held følte Knud Kristensen sig for, om USA til gengæld for en forlængelse af 1941-traktaten ville bistå ham i Sydslesvigspørgsmålet, og Gustav Rasmussen prøvede tilsvarende at appellere om hjælp til at få de amerikanske besættelsesmyndigheder til at tage 12.000 af de tyske flygtninge, hvilket også skete i december 1946. Med skærpelsen af den kolde krig i 1948 blev dobbeltpolitikken overtaget af regeringen selv, idet befolkningen blev holdt uden for viden om, at regeringen under hånden havde givet tilsagn om amerikansk forbliven på Grønland. De gensidige „konsultationer” trak ud, men efter dansk tilslutning til Atlantpagten var det ikke længere et spørgsmål, om der skulle være en ny traktat til afløsning af den gamle fra 1941, men om hvordan den skulle formuleres, og hvilke garantier USA i forbindelse dermed ville give for det egentlige Danmark.

I forholdet til Færøerne var problemet af en helt anden art. Grønlænderne havde i begrænset omfang haft omgang med en venligsindet militærmagt, uden at det fik nævneværdige følger. På Færøerne gik det anderledes. Her var samarbejdet med englænderne blevet tæt. Modsat tyskerne i Danmark betalte de for besættelsen, og de gav gode priser for de færøske fisk. Som tidligere berørt fremmede det ønsket om selvstyre. I januar 1946 kom en delegation fra Lagtinget til København. Knud Kristensen accepterede modstræbende at tilbyde Færøerne eget flag, ligestilling mellem færøsk og dansk, egen skattemyndighed, selvbestemmelse i de anliggender, man selv betalte for, og dansk støtte til en række sociale, kulturelle og anlægsmæssige formål. Amtmanden skulle afløses af en rigsombudsmand, og den udøvende magt derudover varetages af fire lagmænd.

Knud Kristensen lod færingerne forstå, at længere kunne man ikke gå fra dansk side, hvis rigsfællesskabet skulle bevares. Regeringen som helhed havde ikke kendskab til forhandlingerne, men Thorkil Kristensen, som deltog i dem, delte ikke statsministerens opfattelse og holdt en dør åben. Imidlertid kunne færingerne ikke enes om forslaget. Det resulterede i, at Lagtinget den 14. september 1946 lod afholde en folkeafstemning, der kun opererede med to muligheder: løsrivelse eller regeringens forslag, som færingerne opfattede som et ultimatum. Men folkeafstemningen tog ikke hensyn til de færinger, der var tilhængere af at bevare den eksisterende ordning. Resultatet blev derefter: halvdelen stemte for regeringsforslaget, halvdelen for løsrivelse, men kun 66 procent af de stemmeberettigede havde stemt. Afstemningen beviste derfor hverken det ene eller det andet.

Da der var 161 stemmer mere for løsrivelse, erklærede Knud Kristensen imidlertid som sin personlige opfattelse, at Danmarks og Færøernes veje måtte skilles. Lagtingets formand tog ham på ordet og proklamerede den 18. september 1946 det færøske rige. I regeringen medførte det, at de moderate kræfter fik Knud Kristensen til at acceptere at udskrive lagtingsvalg. Det nye Lagting havde flertal for at bevare forbindelsen med Danmark, og i løbet af 1947 forhandlede man sig da til rette med en ordning, der stort set var som regeringens oprindelige udspil. Hjemmestyreloven, der fortsat gælder, blev dog først vedtaget i 1948, efter at Knud Kristensens ministerium var faldet. Den blev i 1978 forbillede for Grønlands hjemmestyre.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Grønland og Færøerne.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig