Statsminister Knud Kristensen ejede og drev Biviumgård ved Humlebæk, men han var ravjysk. Mange følte i 1945, at han havde netop den besindighed og sejhed, som landets moralske og økonomiske genopbygning krævede. Han stod, som det er sagt, til situationens psykologi.

.

Thorkil Kristensen var en kyndig økonom med betydelige evner for at fremstille økonomiske og politiske problemer klart og forståeligt. Det var en kombination, der var god brug for i de første efterkrigsår, og den skabte hurtigt Thorkil Kristensen en betydelig position.

.

Denne demonstration på Dantes Plads i København i februar 1947 afspejlede, hvad vælgerne fandt væsentligst: afskaffelse af restriktionerne og en tilbagevenden til førkrigens tilstande. Man havde måttet leve under okkupationens tryk, og elementære dagligvarer, som dem plakaterne nævner, var svære at få i tilstrækkelig mængde. Nu skulle rationeringerne falde. Men regeringen holdt igen, belært af erfaringerne fra tiden efter 1. verdenskrig

.

Ved krigens begyndelse var der et overskud af boliger. Da den sluttede, var det forvandlet til et underskud. Boligbyggeriet stagnerede under krigen, og resultatet var en betydelig bolignød med kummerlige vilkår for husvilde. Boligproblemet blev et af efterkrigstidens største. Her er en samling flygtningebarakker i København 1947. Området havde været i brug som flygtningelejr og omdannedes nu til husvildeboliger.

.

Af gode grunde ønskede Socialdemokratiet ikke efter sit valgnederlag at prøve lykken med en mindretalsregering, der ville blive mishandlet både fra venstre og højre side i Rigsdagen. Kuglen var trillet over til Knud Kristensen. En VKR-regering ville med 75 mandater lige akkurat have flertal, men de radikale kunne på dette tidspunkt endnu ikke være i stue med de konservative, ligesom Christmas Møller, der havde genindmeldt sig i Det konservative Folkeparti, var stærk nok til at holde det fra at gå ind i en regering under Knud Kristensen, som han foragtede. Blandt de radikale ville Jørgen Jørgensen derimod gerne ind i et regeringssamarbejde med moderpartiet Venstre, men Bertel Dahlgaard stolede ikke på Knud Kristensen og mente, at de radikale fik mere ud af at holde sig udenfor. Resultatet blev da den 7. november 1945 en ren venstreregering. Danmark havde indledt mindretalsregeringernes æra.

Med nogen betænkelighed lod Knud Kristensen den nyvalgte Thorkil Kristensen, professor ved Aarhus Universitet besætte finansministerposten. „A kinner ham jo slet it,” sagde statsministeren. Det kom han hurtigt til, da Thorkil Kristensen nu under mediernes bevågenhed holdt sit indtog på den politiske arena og snart efter udstyredes med tilnavnet Thorkil Livrem. Fra rigsdagsgruppen hentedes også Erik Eriksen, der fortsatte som landbrugsminister. Harald Petersen blev forsvarsminister og Aage Elmquist justitsminister, og de to fik det politiske og administrative ansvar for retsopgøret i dets vanskeligste fase. For ikke at dræne rigsdagsgruppen hentedes udefra bl.a. den fremtrædende modstandsmand Per Federspiel, der blev minister for særlige anliggender. Alle disse tilhørte partiet Venstre. Helt uden for partipolitikken stod udenrigsministeren. Da Venstre ikke mente selv at være leveringsdygtig, sprang den nyudnævnte gesandt i Rom, Gustav Rasmussen, til.

Knud Kristensen var klar over, at hans regering kunne komme til at leve livet farligt, og dens tiltrædelseserklæring var da også ganske ukontroversiel – også i Sydslesvig-spørgsmålet. Ikke desto mindre kom regeringen til at forestå et frugtbart lovgivningsarbejde.

Når særlig Thorkil Kristensen fik en fremskudt placering heri, hang det sammen med, at regeringen overtog en delvis forarmet nation. Lagrene var tømte, maskinparken nedslidt eller forældet, jorderne udpinte, handelsflåden decimeret på grund af krigsforlis, boligmangelen omfattende. Produktionsapparatet krævede nyanskaffelser for seks milliarder kr. Genopbygning blev et nøgleord. Derfor blev den økonomiske politik helt central. Men 13 års restriktionspolitik havde modsat 1914-18 skabt tilvænning, og kravene til den liberale regering om en liberalistisk politik var derfor beherskede. I øvrigt var Venstre jo efter Kanslergadeforliget blevet mere pragmatisk og rede til i højere grad at acceptere offentlig styring.

Thorkil Kristensen lagde ud med at erklære, at skattelettelser kunne der ikke være tale om. For at holde pengemængden i ave fik han Rigsdagen til at vedtage udstedelse af statsobligationer og optagelse af indenlandske statslån. Men det var heller ikke sammen med konfiskationslovene fra sommeren 1945 nok til at dæmpe pengerigeligheden. Man anslog i 1946, at pengemængden var på fem milliarder kr., men at en milliard var nok til at klare det daglige omsætningsbehov. Ud af denne problemstilling opstod tanken om en engangsskat på krigens formuestigninger. Engangsskatten kom kun igennem efter lange og vanskelige forhandlinger, da Socialdemokratiet og DKP også ville have førkrigstidens formuer inddraget under loven. Det forslag, Thorkil Kristensen den 12. juli 1946 fik .vedtaget, indbragte op mod 1,3 milliarder kr., mens konfiskationslovene fra 1945 havde givet ca. 1,5 milliarder. Efter loven beskattedes formuestigningerne med en engangsskat, mens selve formuerne blev belagt med tvangslån. Alle formuer over 30.000 kr. blev omfattet af loven om engangsskat, der næsten blev vedtaget enstemmigt. Thorkil Kristensen havde formået at bøje partierne mod hinanden og havde derved i virkeligheden fået det væsentlige af sit eget oprindelige forslag igennem. Samtidig forhøjedes på traditionel manér afgifterne på cigaretter, cigarer, brændevin, øl og papir.

I sin toårige ministertid lykkedes det for Thorkil Kristensen at få Venstre til at fremstå som et parti, der også appellerede til byvælgere. Det satte ham i stand til at komme i en dialog med socialdemokrater og radikale, og han styrkede Venstres position. Det samme gjaldt landbrugsminister Erik Eriksen, som også forstod at vinde gehør hos Venstres kernevælgere. Han fik i 1946 med landbrugsorganisationernes samtykke forlænget kornordningen, hvorefter alt brødkorn skulle afleveres til brug for befolkningens forsyning med brød. I 1947 ville organisationerne ikke være med længere, men deres talsmænd på tinge stemte dog ikke imod loven, men undlod at stemme. De erkendte inderst inde, at en kornordning fortsat var nødvendig, og der gik ingen skår i forholdet mellem ministeren og landbrugserhvervet. I juli 1946 fik Erik Eriksen i samarbejde med Udenrigsministeriet forhandlet en treårig handelsoverenskomst med England igennem. Den betød bedre priser på smør, æg og bacon. Stigningerne blev dog delvist opslugt af øgede arbejdslønninger og foderstofudgifter, og for at holde hjemmemarkedsprisen nede var det fortsat nødvendigt med tilskud. Godt 200 mill. kr. var prisen for statens samlede hjælp. I 1947 kunne disse tilskud nedsættes til ca. 60 mill. kr., fordi eksporten til tredjelande havde indbragt mere end forventet.

Spørgsmålet om øget udstykning ved statskøb var dukket op igen. Det var en vanskelig sag, fordi socialdemokraterne krævede ekspropriation, de radikale statens forkøbsret til større gårde, mens de konservative var imod begge dele; Erik Eriksen nåede at formulere et lovforslag om statens forkøbsret til gårde over 40.000 kr. i grundværdi. Men det var stadig til udvalgsbehandling, da Folketinget blev opløst i oktober 1947.

Mens handelsminister Jens Villemoes uden meget besvær fik forlænget vareforsyningsloven med dens ilde lidte, men nødvendige Direktorat for Vareforsyning, og priskontrolloven samt loven om udbyttebegrænsning, løb han på ét område inden for den økonomiske politik ind i betydelige vanskeligheder. Det var spørgsmålet om den såkaldte „valutapukkel”. Skønt vor valutaindtjening var forringet, besluttede regeringen at tillade fri import fra England. Her sejrede trods advarsler fra Thorkil Kristensen og Nationalbanken den liberale holdning med det resultat, at der i juli 1946 var oparbejdet et eksportunderskud på 536 mill. kr.; i januar 1947 var det på 716 mill. kr. For at få valutapuklen begrænset måtte regeringen nedsætte hjemmeforbruget gennem en ny kødordning, fortsatte rationeringer og importreguleringer. Villemoes blev reelt sat under administration af Folketinget, som nedsatte et særligt 15-mandsudvalg, der skulle kontrollere hans forvaltning af valutapolitikken. Men ikke nok med det. I april 1947 blev stort set alle væsentlige sager overflyttet fra Handelsministeriet til et nyoprettet Forsyningsministerium, der fik den mere dynamiske Axel Kristensen som chef. Han var direktør for porcelænsfabrikken Norden og fik hurtigt tilnavnet „Axel Kummeklinker”.

Arbejds- og socialminister S. P. Larsen havde visse vanskeligheder i sine bestræbelser på at normalisere arbejdsmarkedets forhold, dvs. nedsætte understøttelserne til arbejdsløse og arbejdere på fordelt arbejde. Disse understøttelser var i besættelsens sidste tid kunstigt høje, dels for at sløre ledighedens omfang over for tyskerne, dels for at holde arbejdsløse borte fra tysk arbejde. Efter nogle indrømmelser fra ministeren undlod socialdemokrater og kommunister at stemme. Et vidnesbyrd om, at alt endnu ikke var, som det plejede, var DKP's heldigt gennemførte initiativ om i december 1945 at øge pensionen med ca. 24 mill. kr. til den kvarte million alders- og invaliderentenydere. Regeringen tog ikke kun dette forslag, fordi den var nødt til det, men også fordi den havde sympati for den befolkningsgruppe, der blev hjulpet. Også landmænd bliver gamle eller invalider.

Andre omfattende ændringer i de sociale love, blev også i juli 1946 vedtaget enstemmigt. På den ene side hævede man aldersgrænsen for aldersrentemodtagere fra 60 til 65, og på den anden side udvidede man adgangen til at tjene penge ved siden af aldersrenten uden at miste denne, ligesom satserne blev sat i vejret med 20 procent for rentemodtagere i hovedstaden og noget mere for landdistrikterne, hvor renten dengang kun udgjorde to tredjedele af hovedstadens. Enlige kvinder blev nu stillet lige med mænd. Merudgiften for stat og kommune blev 66 mill. kr. Dermed havde statens udgifter til alders- og invaliderente passeret de 400 mill. kr. og udgjorde omtrent en fjerdedel af de samlede udgifter. Velfærdsstaten holdt altså ikke pause, hvilket for en del skyldtes, at der var et alternativt socialpolitisk flertal, som regeringen hele tiden måtte agte på ikke at udfordre.

Det mærkedes også i boligpolitikken. I 1939 havde der ikke været nogen boligreserve af betydning. Meget byggeri var dog i gang, og i 1941 var der oparbejdet en vis reserve, men mest bestående af store og dyre lejligheder. I 1939 var der gennemført huslejestop, men kun for boliger opført før 1939. De to huslejeniveauer skabte nu i efterkrigstiden store politiske problemer. Boligbehovet blev i 1945 anslået til ca. 50.000 lejligheder. I januar 1946 var ca. 4000 familier husvilde. For at afhjælpe arbejdsløsheden og øge boligbyggeriet blev staten den største långiver på byggemarkedet, idet den i otte år fra 1947 hvert år stillede 100 mill. kr. til rådighed for socialt boligbyggeri.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Knud Kristensens regering.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig