Skole og kirke

På skoleområdet blev der ved statstilskud sat gang i skolebyggeriet, som under krigen var gået i stå. Undervisningsminister Mads Hartling fik tillige lirket en forbedring af friskolernes forhold igennem, hvorved staten betalte to tredjedele af deres driftsudgifter. Denne lov hang til en vis grad sammen med loven fra juli 1946 om ordningen af det tyske skolevæsen i Sønderjylland. Hidtil havde der været tysksprogede kommuneskoler. Men i vide kredse var der en dyb animositet mod det tyske mindretal, som i stor udstrækning var trådt i nazismens tjeneste. Et stort flertal drev nu en privatisering af det tyske skolevæsen igennem. Selv om staten trådte til og ydede tilskud som til danske privatskoler, var loven i virkeligheden tænkt som en straf. Retsforbundet og de radikale gik sammen med Christmas Møller og hans partifælle Flemming Hvidberg imod, fordi de mente, at ordningen kunne skade det danske mindretal i Sydslesvig, og fordi private skoler ikke var underkastet samme kontrol som de offentlige, bl.a. med hensyn til læreransættelser. På grund af de rundelige statstilskud blev mindretallet dog også hurtigt tilfreds med loven.

Særligt besvær fik Hartling dog, fordi en kvindelig skoleinspektør i december 1945 yderst forvorpent i fuld offentlighed insisterede på sin ret til at føde et barn, skønt hun ikke var gift. Det var Inger Merete Nordentoft, siden 1945 kommunistisk medlem af Folketinget. Både forældre og lærere splittedes i to uforsonlige fløje for eller imod hendes forbliven som skoleinspektør. Københavns kommunes skoledirektion greb ind og bestemte, at elever og lærere kunne flytte til andre skoler. Indre Missions formand, pastor Chr. Bartholdy, protesterede over Inger Merete Nordentofts holdning til ægteskabet, og i Folketinget rejste Vilh. Fibiger og Flemming Hvidberg i juni 1946 en forespørgselsdebat. Hvidberg erklærede: „Til den ene side: det gamle grundlag. Til den anden side: nye principper, som kan få skæbnesvanger betydning for vor skole og vort folk.” Men Hartling havde ikke lovhjemmel for at gribe ind over for Københavns skoledirektion. Efter en lidenskabelig debat blev en afværgedagsorden vedtaget med alle stemmer undtagen Socialdemokratiets og DKP's. Den rummede en fordømmelse af frk. Nordentoft og skoledirektionen og en henstilling til denne om at tage sagen op igen. Det skete også, og den endte med, at skolen blev delt i to afdelinger, en under frk. Nordentoft og den anden under en ekstra skoleinspektør. Så kunne elever og lærere frit vælge.

Mens regeringen i denne sags anledning måtte høre knubbede ord for manglende frisind, blev den kort efter angrebet for det modsatte, nemlig i spørgsmålet om kvindelige præster. Da valgmenigheden i Nr. Alslev ønskede cand. theol. Johanne Andersen som præst, gik kirkeminister Carl Hermansen ind på tanken, og under konservativ modstand blev da i maj 1947 en lov vedtaget, som ligestillede kvinder og mænd i præstegerningen. Trods stærk modstand fra kirkelige kredse havde Rigsdagen fastholdt sin ret som folkekirkens øverste organ. Loven gav anledning til megen uro, og kun én biskop – Hans Øllgaard – var villig til at ordinere Johanne Andersen.