Socialdemokratiet atter ved styret

Alt dette kunne man af gode grunde ikke vide noget om ved folketingsvalget den 28. oktober 1947. Jens Sønderup, der lige havde nået at sætte sig i Arbejds- og Socialministeriets stol efter den sygdomsramte Søren P. Larsen, erklærede: „Vi får en stor sejr, og så smider Knud det hele, og vi andre har kun at sige: Herren gav, Herren tog, Herrens navn været lovet.” Det kom til at holde stik. Knud Kristensens holdning i Sydslesvigspørgsmålet, der var helt dominerende i valgkampen, gav Venstre en fremgang på 11, så det kom op på 49 mandater. Megen harme vakte det i alle andre partier, at Venstre havde anmeldt sin organisation i København som et særligt parti under navnet „Hovedstadens Venstre”, hvorved det fik tre tillægsmandater mere end Venstres samlede stemmetal berettigede til. Kort efter valget blev valgloven da også ændret, så et sådant parti, der straks var blevet døbt „Fidusia”, ikke fremtidigt kunne gøre sig håb om repræsentation. Dansk Samling, som ellers hele tiden havde været det mest aktivistiske i Sydslesvig-sagen, blev udslettet. De radikale slap med at afgive et mandat; værst gik det ud over de konservative. De tabte ni og blev kun 17. Christmas Møller havde sat partiets troværdighed over styr. Han følte i stigende grad lede ved sit gamle parti, fordi det efter hans mening førte en opportunistisk grænsepolitik. Han var vel Knud Kristensens hovedmodstander, og forud for valget udtrådte han af den konservative folketingsgruppe for ganske udsigtsløst at lade sig opstille som løsgænger i Sønderjylland. Den 6. april 1948 udmeldte han sig af partiet, og en uge efter døde han bitter og udslidt. Knud Kristensen hævdede nok en kort tid sit førerskab i Venstre; men i 1949 nedlagde han sit folketingsmandat og sit hverv som Venstres formand. Han følte, at Rigsdagen – derunder også hans eget parti – havde svigtet i det sydslesvigske spørgsmål. Den 5. juni 1953, da Erik Eriksen havde gennemført sin grundlovsrevision, udmeldte Knud Kristensen sig af Venstre og deltog i dannelsen af partiet De Uafhængige.

© HSB, Historisk Samling fra Besættelsestiden 1940-1945, Esbjerg

En kommunistisk valgplakat fra 1947. Det var dog snarere DKP, som begyndte at smelte bort. Partiet blev halveret ved valget. Der kom kold krig og ikke vår, og kommunisterne blev skubbet ud i mørket.

Valgets sejrherre i 1947 var foruden Venstre Socialdemokratiet. Af de i 1945 tabte 18 mandater vendte de ni tilbage, hvilket svarede til DKP's tilbagegang fra 18 til ni. 1945's fortryllelse var borte. Bemærkelsesværdigt, men ikke helt påagtet var Retsforbundets fordobling af mandattallet fra tre til seks. Dr. Viggo Starckes kritik af de opretholdte restriktioner havde gjort indtryk. Få forstod som han at bruge radiomediet.

Som Jens Sønderup havde forudset, kunne Venstre ikke bruge sin sejr til noget, og nu ville socialdemokraterne til. På de radikales foranledning søgtes først en samlingsregering under Vilh. Buhl dannet. De ville ikke gerne vælge side. Men tanken var umulig, da både Socialdemokratiet og Venstre krævede statsministerposten. Efter endnu nogle taktiske herresving måtte de radikale da pege på en socialdemokratisk mindretalsregering, hvis parlamentariske grundlag foruden af S og K udgjordes af DKP, i alt 76 mandater.

Resultatet blev da en regering Hedtoft – med fem års forsinkelse, ville han nok selv mene. Han var jo udpeget til at være Staunings efterfølger, og han tilgav næppe nogensinde sin gamle læremester, at denne så villigt bøjede sig for tyskernes ønske om at holde ham udenfor. Hverken Buhl eller H. C. Hansen ønskede dog at anfægte Hedtofts lederkandidatur. Buhl blev i den nye regering, som dannedes den 13. november 1947, minister uden portefølje med henblik på samordning af den økonomiske politik, og H. C. Hansen overtog Finansministeriet. Af veteraner kom Bording atter med som landbrugsminister, og Johs. Kjærbøl blev minister for et nyoprettet Boligministerium, hvilket understregede regeringens ønske om at opprioritere dette område.

© Gyldendal

Den socialdemokratiske inderkreds holder pressemøde i 1947. Billedet kunne også kaldes „Fire socialdemokratiske statsministre”. Buhl havde været det, Hedtoft blev det nu, og H.C. Hansen og Jens Otto Krag skulle begge følge efter.

Blandt de nye ministre var omsider Hartvig Frisch. Den goodwill, han fik i 1930'erne ved sin klart antinazistiske holdning, havde han sat over styr ved en drastisk kritik i 1943 af modstandsbevægelsen og i 1945 af stikkerlikvideringerne. Nu i 1947 vovede Hedtoft at overdrage Undervisningsministeriet til ham, mens Jens Otto Krag blev handelsminister. Efter en snes års pause fik man atter en kvindelig minister, idet Kvindeligt Arbejderforbunds formand, Fanny Jensen, blev minister uden portefølje „med særligt henblik på hjemmenes, husførelsens og børnenes interesser inden for sociale og forsyningsmæssige områder og på selverhvervende kvinders interesser”. Det var en omstændelig deklaration, der dækkede over ingenting, og som blot få år senere ville have været utænkelig.

Stor opsigt vakte det, at den partiløse udenrigsminister Gustav Rasmussen fortsatte i den socialdemokratiske regering. Knud Kristensen hånede ham fra tingets talerstol („A sajer walbekom”), mens Gustav Rasmussen frakendte sin tidligere chef udenrigspolitisk forstand, skønt han dog havde dækket ham i Sydslesvig-politikken.

Ministeriet løb straks ind i parlamentariske vanskeligheder. Alsing Andersen var i særlig grad blevet skydeskive for 9. april-politikken, der i virkeligheden byggede på kollektive beslutninger. Nu ønskede Hedtoft at rehabilitere sin gamle kammerat og lod ham overtage Indenrigsministeriet. Men de konservative varslede mistillidsvotum til Alsing Andersen, og allerede en uge efter sin udnævnelse måtte han gå af. I hans sted blev Jens Smørum indenrigsminister.