Grønland åbnes

„Det nytter ikke at stå og holde sentimentale eller romantiske foredrag om en døende eskimoisk kultur”, sagde statsminister Hans Hedtoft i 1950. På trods af den polemiske tone var spørgsmålet om Grønland en sag, hvor enigheden mellem partierne og i opinionen var udtalt. Grønland havde både før og efter krigen status som koloni, der styredes patriarkalsk af danske embedsmænd, mens grønlænderne kun havde lidt at sige. Landet var lukket og måtte kun besøges efter tilladelse. Hos de veluddannede grønlændere, som sad i de to Landsråd, var dog en politisk meningsdannelse kommet i gang efter adskillelsen fra Danmark under besættelsen. Modsat færingerne ønskede de ligestilling ved integrering i det danske samfund. Grønland var et uland med primitive boligforhold, kønssygdomme og tuberkulose. I Danmark bredte den opfattelse sig hurtigt, at dette kunne vi ikke være bekendt. Hedtoft blev grebet af ønsket om at forbedre grønlændernes forhold efter de kriterier, som deres egne talsmænd gav udtryk for. I en tale til de to Landsråd i Godthåb i august 1948 fremførte han sine visioner om at føre Grønland fra fangerstadiet og op i en moderne tilværelse.

Hedtoft fik nedsat en særlig grønlandskommission med departementschef H. H. Koch som formand. På rekordtid kulegravede den alle relevante forhold, og i april 1950 kunne Hedtoft forelægge Rigsdagen et lovkompleks, der på det nærmeste gjorde Grønland til et amt i Danmark. Skolen daniseredes, hospitalsvæsnet blev udbygget, vandforsyning, kloakering m.v. påbegyndtes i de største bygder. Den Kongelige Grønlandske Handels monopol blev ophævet. Somme skumlede over de store udgifter, eller de frygtede for grønlændernes sjæl under en så næsten eksplosiv udvikling, gennemført ved udsendte danske håndværkere og teknikere. Tvivlerne blev fejet til side, men eftertiden gav dem i mange henseender ret. Udgifterne var anslået til 100 mill. kr. på ti år, men de blev mere end ti gange så høje. Også de menneskelige omkostninger blev betydelige i form af rodløshed og drikfældighed. I 1950 tænkte dog kun ganske få på disse konsekvenser.

Derimod var der hos de politisk kyndige ængstelse for, om FN ville acceptere integreringen mellem Grønland og Danmark. Netop på dette tidspunkt var afkoloniseringen i fuld gang, men rigtignok den modsatte vej: de tidligere kolonier krævede og fik fuldstændig selvstændighed. Det lykkedes imidlertid at overbevise FN om, at Danmark alene ønskede at imødekomme grønlænderne.