Erhverv og klasser

Hvis man i det foreningsglade Danmark talte alle medlemskort til foreninger og organisationer, ville man nå et tal langt over de 4,25 mio. indbyggere i 1950. Men medlemskaberne var ikke jævnt fordelt. Dels var der naturligvis individuelle forskelle, dels var folk i den såkaldte erhvervsaktive alder, dvs. mellem 15 og 65 år, mere foreningsaktive, og ikke kun på grund af deres medlemskab af erhvervsbetonede organisationer.

Den erhvervsaktive aldersklasse udgjorde næsten 65 procent af befolkningen. Godt 26 procent var børn; de store fødselsårgange i de sidste krigsår og de første efterkrigsår kunne ses i befolkningsstatistikken. Forøgelsen af den gennemsnitlige levealder bevirkede en fortsat vækst i antallet af gamle. I 1950 var 8,9 procent af befolkningen over 65 år.

I den arbejdsdygtige alder var der da 2,78 mio. (de nævnte 65 procent). I statistiske opgørelser over de erhvervsbeskæftigede regnede man imidlertid ikke det huslige arbejde med. Husmødre, husassistenter og hjemmeværende døtre talte ikke med i erhvervsstatistikken. Når de blev trukket fra de 2,78 mio., var der tilbage knap 45 procent af hele befolkningen eller lidt under to mio., hvoraf godt 100.000 var medhjælpende hustruer. En opgørelse af erhvervsfordelingen viser altså, hvilken branche disse 45 procent af befolkningen var beskæftiget i, eller hvilket erhverv de udøvede.

Ved folketællingen i 1950 opdelte man den erhvervsmæssigt beskæftigede befolkning således:

Gartneri, skovbrug og fiskeri, der her er opført sammen med landbruget, beskæftigede tæt ved 50.000. I det egentlige landbrug var der 465.000, når man regner de medhjælpende hustruer med.

En sådan opdeling af den erhvervsaktive befolkning siger noget om, hvor samfundets ressourcer af arbejdskraft var sat ind; men den tæller godsejeren og landarbejderen sammen under landbrug, skibsrederen og letmatrosen hører under transport, uanset at deres tilværelse unægtelig var meget forskellig.

Forskelle mellem grupper og klasser i samfundet kan belyses ved at se på fordelingen af indkomster og formuer, og man kan sondre mellem lønmodtagere og selvstændigt erhvervsdrivende. Endelig begyndte man i 1950'erne at arbejde med en beskrivelse af forskelle i status, dvs. de positioner i medborgernes agtelse, som man kunne konstatere. Naturligvis var der en vis sammenhæng mellem placeringerne i de forskellige opdelinger; men de var ikke entydige. Mange husmænd, der var selvstændige erhvervsdrivende og ejede en ret stor formue i jord og bygninger, havde en yderst beskeden indkomst. En direktør i et aktieselskab kunne nok være lønmodtager; men i hele sin funktion repræsenterede han ejerne af virksomheden, og hans løn hørte som regel til i den øvre ende af skalaen.

Indtægtsfordelingen i befolkningen kan måles ved de indkomster, der kom til skattevæsnets kendskab. I 1950 var forholdet det, at 53 procent af skatteyderne delte den ene fjerdedel af de samlede indkomster, 23 procent den anden, 16 procent den tredje, mens de bedst aflagte otte procent af skatteyderne tilsammen havde tjent en fjerdedel af al indkomst i Danmark. Indkomsterne i selvangivelserne var fratrukket den skat, man havde betalt året før. Skatteprogressionens udjævnende virkning er altså indregnet. I forhold til de forandringer, der var sket i Danmark siden århundredskiftet, var der ikke foregået nogen dramatisk udjævning af indkomsterne, men uligheden var alligevel langsomt og støt blevet mindre.

Tilsvarende beregninger af formuefordelingen viser, at uligheden her var langt stærkere; mindre end fem procent af skatteyderne ejede tæt ved halvdelen af den privatejede formue i landet.

Sådanne beregninger af indkomst- og formuefordeling er uvægerligt belastet af megen usikkerhed, også ud over den der kommer af, hvad man skånsomt kalder mangelfuldt udfyldte selvangivelser. Alligevel var forskellen mellem rig og fattig eller mellem velhavere og almindelige mennesker efter alt at dømme mindre i Danmark og i de øvrige nordiske lande end i andre lande, hvor der foretages statistiske beregninger af disse forhold.

De statistiske oplysninger er dog utilstrækkelige til at beskrive folks arbejdsforhold og levevilkår. En egentlig klasseanalyse, der i marxistisk forstand skelnede mellem kapitalister, mellemlag, småborgere og proletarer, løb ind i vanskeligheder, fordi den danske virkelighed passede så dårligt til forestillingen om en talmæssigt stadigt mindre kapitalistklasse over for et voksende proletariat, der blev drevet dybere og dybere ned i fattigdommen. Marxistisk klasseanalyse var i øvrigt ingenlunde på mode blandt statistikere i 1950'erne under den kolde krigs politiske og kulturelle klima.

Sammenlignet med andre velstående lande havde det danske erhvervsliv et umiskendeligt småborgerligt præg. Det var de mange små selvstændige virksomheder, der dominerede. Det gjaldt ikke blot landbruget med de 200.000 brug, men også de øvrige erhverv, hvor der i 1950 var omkring 226.000 personer, der regnedes for selvstændige. Direktører taltes med, skønt de fik løn – eller gage, som de selv foretrak at kalde det.

Blandt de egentlige lønmodtagere var der 433.000 funktionærer, og der blev stadig flere. Der var 921.000 arbejdere, der igen var delt i faglærte og ufaglærte. Når landbruget regnes med, var der altså i gennemsnit kun godt tre lønmodtagere for hver selvstændig erhvervsdrivende.

Endnu en opdeling af den danske befolkning må med, når det danske samfund skal beskrives. Af de 4,2 mio. indbyggere i 1950 boede omkring en mio. i hovedstaden, lidt flere hvis man regner omegnskommunerne med. Godt 1,4 mio. boede i provinsbyerne og i de bymæssige bebyggelser. De resterende lidt under to mio. boede på landet.

Skellet mellem land og by var ikke kun en geografisk fordeling. Det var i mangt og meget en grænse mellem forskellige livsformer. På landet var gårdejerne det økonomisk og kulturelt førende lag; men landbokulturens normer og måde at leve på deltes af mange med andre erhverv. Indvandringen fra land til by var foregået gennem århundreder. Den bragte i hver generation nogle til byerne, der måtte omstille sig eller i hvert fald se deres børn vokse op til andre normer og vaner.

I modsætning til andre velstående lande – eller som man kaldte det dengang „civiliserede stater” – havde landbokulturen i Danmark, i kraft af bl.a. sin økonomiske betydning, bevaret en selvstændighed over for byen uden at synke ned i en bagstræberisk konservatisme. Forskellen mellem land og by kunne endnu konstateres på mange felter, i holdningen til penge og forbrug, i familiemønstre med mere stabile ægteskaber og flere børn pr. familie på landet og i meget andet, som ikke uden videre afspejledes i statistikken.

Indkomst- og formuefordelingen, forskellige erhverv og forskellige pladser i produktionsprocessen eller uden for produktionen, bosættelsen i hovedstadens tætbebyggelse eller på de sandede jorder i Vestjylland – alle disse forskelle og grænser i den danske befolkning ændrer ikke ved den kendsgerning, at danskerne var et homogent folk. De tilhørte næsten alle den samme religion, der måske netop derfor ikke optog dem særlig meget. De lignede hinanden tilstrækkeligt til, at personer med anden hudfarve eller hårfarve automatisk blev anset for udlændinge. Selv om dialekter endnu kunne volde forståelsesbesvær og hovedpine, blev den dominerende dialekt, rigsdansk, forstået i hele landet.