Skolen har to funktioner, at undervise børnene og at sortere dem. Her er det sorteringen, det gælder.

.

Da børnene fra de store fødselsårgange fra 1945-46 efter fem års skolegang nærmede sig 11-årsalderen, stod mange af dem over for den første skæbnesvangre afgørelse af deres fremtid, optagelsesprøven til mellemskolen. Men da var debatten om en ny skolelov for længst i gang. De børn, der ikke kom ind i eksamensskolen, enten fordi deres forældre mente, at det ikke var noget for dem, eller fordi de ikke klarede prøven, havde for det meste kun to år tilbage i skolen. Der blev imidlertid stadig flere forældre, som mente, at det ikke var nok.

Set i et større perspektiv var det i Danmark som andre steder den stigende industrialisering og væksten i administrations-og servicesektoren, der stillede nye og større krav til undervisningen i grundskolen. For det enkelte forældrepar var det erkendelsen af, at en nødtørftig skolegang som supplement til oplæring i hjem og arbejde ikke længere slog til, men gav børnene for få valgmuligheder. „Børnene skulle jo gerne blive til noget,” hed det, endda hyppigt med tilføjelsen, „mere end jeg fik mulighed for.”

Eksamensskolens succes var ikke blevet mindre, heller ikke de sociale og geografiske skævheder i optagelsestallene. Hovedstadsområdet førte stadig markant med over halvdelen af en årgang i eksamensmellemskolen, købstæderne fulgte tæt efter, og selv om der også var stigning i tallene fra landdistrikterne, lå de stadig langt under. De sociale skævheder var ikke mindre end de geografiske, men kom ikke i samme grad til at præge debatten om skolen.

Eksamensskolens tiltrækningskraft var i sig selv en afgørende årsag til, at dens parallel, den eksamensfrie (eller bare „fri”) mellemskole, var blevet en fiasko. Jo flere børn i eksamensskolen, desto mere blev den „fri” stemplet som skolen for taberne, for dem der ikke havde evnerne, lysten, fliden og den middelklasseopdragelse, der var skolens børneideal.

For lærerne i kommuneskolen gav det mere prestige og et lavere pligtigt timetal at undervise i eksamensklasserne. Det var en forståelig ambition for en lærer i underskolen at få så mange af sine elever som muligt hjulpet igennem mellemskoleprøven. I den „fri mellem” mærkedes nederlaget på begge sider af katederet. Lærerne i landsbyskolen så med blandede følelser på, at nogle af deres bedste elever tog rutebilen ind til byernes eksamensskoler.

Skævheden i rekrutteringen til mellemskolen var et stærkt argument imod skoleordningen. Tilliden til skolen som et retfærdigt sorteringsapparat svækkedes, jo mere skolegangen kom til at betyde for den senere placering på den sociale rangstige. Skulle den vinde forældrenes accept, måtte man fastholde deres tro på, at sorteringen alene skete på grundlag af børnenes evner og lyst.

Dette ideal kunne nås på to måder. Man kunne foretage en kraftig udbygning af skolevæsnet på landet inden for rammerne af den gældende skolelov fra 1937 og dermed gøre undervisningen ens for alle børn i underskolen. Det var, hvad Danmarks Lærerforening i 1952 lagde frem i et forslag. Det indeholdt også nogle ideer til forbedring af den „fri” mellemskole; men først og fremmest var det Lærerforeningens hensigt at opretholde eksamensskolen og delingen af børnene efter deres „boglige evner”.

Man kunne modsat mene, at det netop var sorteringen midt i børneskolen, der var ondets rod. Afskaffede man delingen og underviste alle børn sammen, undgik man både det urimelige eksamenspres på 10-11-årige børn og nederlagsstemningen blandt de frasorterede. Jo længere børnene blev undervist sammen, desto stærkere politiske kræfter kunne man samle om en almindelig forbedring af folkeskolen. Der var også tiltro til, at en senere deling ikke i samme grad ville afspejle børnenes sociale oprindelse.

Så længe regeringen Erik Eriksen-Kraft med professor Flemming Hvidberg som undervisningsminister var ved magten, var der ingen udsigt til en gennemgribende skolereform. De konservative ønskede eksamensskolen bevaret og var her i overensstemmelse med en del af erhvervslivet, der lagde vægt på skolens sorteringsfunktion. Partiets akademiske vælgere frygtede en niveausænkning i undervisningen, hvis enhedsskolen blev gennemført. Deres børn var traditionelt stærkt overrepræsenterede i eksamensskolen.

Da Hans Hedtoft i 1953 igen dannede regering, og Julius Bomholt vendte tilbage til Undervisningsministeriet, stod det klart, at der skulle tages fat på reformarbejdet. Socialdemokratiet var mere optaget af en forbedring af den almindelige folkeskole og udvidelse af undervisningspligten end af spørgsmålet om deling eller ej. Der var i partiet en stærk tro på, at skolen og hele uddannelsessystemet kunne bidrage til den sociale udligning.

Bomholt forsøgte først at finde et kompromis mellem Danmarks Lærerforening og tilhængerne af den udelte skole. De sidste havde på initiativ fra grundtvigske kredse og under ledelse af Jørgen Jørgensen allerede i nogle år arbejdet med et reformforslag. Det blev fremlagt for offentligheden i den såkaldte Askovadresse i 1954.

Hovedtanken var den udelte børneskole med syv års undervisningspligt og et frivilligt ottende skoleår. Gymnasiet skulle være femårigt, og ved siden af gymnasiet skulle der til afløsning af den hidtidige etårige realskole, der var overbygning på mellemskolen, være en treårig „erhvervsskole” med en liniedeling efter erhvervslivets kvalifikationskrav.

Også Venstre var gået i gang med at udarbejde sit eget forslag. Partiet kaldte Poul Hartling ind til udvalgsarbejdet. Han var teolog af uddannelse og forstander for Zahles Seminarium i København. Han blev den drivende kraft i Venstres skolepolitik, og efter valget i 1957 var han den, der sikrede partiets deltagelse i skoleforliget. Venstres forslag til skolestruktur lå ikke langt fra Askovadressen, men med en realskole skudt ind mellem grundskolens syv år og gymnasiet, der da fortsat skulle være treårigt.

Det lykkedes ikke Bomholt at få standpunkterne bøjet mod hinanden. Regeringens eget forslag, Askovadressen og Venstres forslag stod centralt i debatten, der til tider var både omfattende og hed. Det spillede sandsynligvis en rolle for Venstres holdning, at en del af partiet ikke ønskede at deltage i betydningsfulde forlig, uden at den konservative samarbejdspartner var med.

Jørgen Jørgensen var endnu ikke til sinds at opgive tanken om den udelte børneskole. Han vidste, måske bedre end Bomholt, at Danmarks Lærerforenings holdning var i færd med at blive undergravet af landsbylærernes stigende utilfredshed.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Skolelov og radiolov.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig