Willy Reunert, politisk flygtning fra det nazistiske Tyskland, blev i slutningen af 1940'rne og i 1950'erne en af de radiokunstnere, der i intense „hørebilleder” fulgte Bomholts opfordring til at lave farlig radio. Hans sprogligt invaliderende accent forhindrede ham i selv at lægge stemme til, men han samarbejdede med de talenter, han opdagede og oplærte.

.

Politikens tegner Bo Bojesens opfattelse af radiorådsformand Peder Nørgaard i rollen som sædelighedens vogter.

.

Med oprettelsen af musikradioen, P 3, i 1962 var kravet om det lette og populære tilgodeset. Denne onsdag aften i august bragte P 1 i den bedste sendetid en udsendelse om udenlandsk poesi i dansk oversættelse, P 2 sendte 1. og 2. akt af Richard Wagners Siegfried, og fjernsynet bragte bl.a. en transmission af finalen i Europa-cupturneringen for mesterhold. P 3 sendte Pladetallerkenen.

.
.

En af radioens bedste interviewere, forfatteren Karl Bjarnhof (t.h.), og hans samtalepartner, fabrikant Paul Bergsøe, instrueres af Hans Jørgen Jensen (stående), som senere blev generaldirektør for Danmarks Radio. Fjernsynsudsendelsen blev filmet med et enkelt, meget tungt kamera, der kun kunne optage en af personerne ad gangen. Sådanne betingelser satte snævre grænser for, hvad fjernsynet magtede, især når der sendtes direkte.

.

Lovgivningen om, hvordan skolen skal være indrettet, sigter mod fremtiden. Men der var andre magtfulde kulturelle påvirkningsmidler i gang, nogle med mange års virksomhed bag sig, andre så revolutionerende nye, at kun få forstod, hvor store ændringer de ville medføre.

Radioen var efter besættelsestidens spareforanstaltninger hurtigt oppe på fuld sendetid. I 1951 føjedes program 2 til i aftentimerne. Det nye massemedium var blevet en fast bestanddel af befolkningens hverdag. Radioen var ikke afhængig af reklameindtægter og kunne derfor sende det, som Radiorådet eller programudvalget fandt gavnligt eller underholdende, eller i det mindste ikke skadeligt.

Musik udgjorde halvdelen af udsendelserne, mest af den lettere genre, men også den såkaldte „opus-musik”. Ved siden af nyhedsudsendelserne, der var under ledelse af aviserne og derfor hed Pressens Radioavis, blev der sendt foredrag, interviews, hørespil og reportager. Kvaliteten var naturligvis svingende; men radioen havde for længst bevist, at den kunne være en selvstændig kunstart. Udsendelserne kunne engagere og forurolige.

Radiorådets formand 1950-1953, Julius Bomholt, havde appelleret til medarbejderne om at lave, hvad han kaldte „farlig radio” – udsendelser med kritisk holdning. Men Radiorådet og programudvalget var på den anden side helt på det rene med, at de styrede et effektivt propagandamedium, og de vogtede nøje på udsendelsernes eventuelle farlighed, så de ikke ramte veletablerede interesser, eller i det mindste ramte modstående interesser lige meget.

I Radiorådet sad repræsentanter for de politiske partier og for lytterorganisationerne. De sidste fik tildelt pladser efter deres medlemstal; men da de havde en mere eller mindre klar tilknytning til partierne, var radioens øverste ledelse i realiteten en afspejling af partiernes styrke på Christiansborg. Undtagelsen var „Kristelig Lytterforening”, der varetog, hvad man kaldte „kirkelige interesser”, bl.a. ved at kræve transmission af gudstjenester og ved at protestere mod udsendelser, der kunne støde an mod lytternes forventede moral, nok især seksualmoralen.

Da den borgerlige regering i begyndelsen af 1950'erne gik i gang med at revidere radioloven, var det ikke, fordi fjernsynet var på vej. Initiativet til den nye lov kom, fordi den politiske balance i Radiorådet var ved at gå tabt. De borgerlige lytterforeninger kunne ikke følge med i medlemshvervningen. Det var til at forudse, at der ved næste „lyttervalg” (ministerens udpegning af lytterrepræsentanter) ville blive flertal af socialdemokrater, radikale og repræsentanter for Arbejdernes Radioforbund.

Arbejdet med at revidere loven blev nok langvarigt, men det skyldtes ikke reel uenighed mellem de politiske partier. Bomholt havde som formand for Radiorådet advaret lytterorganisationerne imod at stille krav om ændringer i loven. Hvis den skulle revideres, ville det efter hans mening betyde en reduktion i deres indflydelse. Det kom til at holde stik. Lovrevisionen drejede sig om at sikre de politiske partiers faste greb om ledelsen af radioen. Fjernsynet, der i 1953 var begyndt at sende regelmæssigt, om end endnu for en begrænset seerskare, kom med i loven, men kun i en beslutning om, at det skulle være under samme institution, Danmarks Radio, som den kom til at hedde i stedet for det tidligere „Statsradiofonien”.

Undervejs i arbejdet med at udforme den nye radiolov indtraf en episode, som gav anledning til en voldsom offentlig debat om hele radioordningen og utvivlsomt forsinkede færdiggørelsen af forslaget. I september 1957 illustrerede Radiorådets formand, Peder Nørgaard, sit embedes myndighed ved at gribe ind i udformningen af en udsendelse, som programudvalget havde godkendt. Som optakt til en radiodiskussion om pornografi skulle der være højtlæsning af udvalgte afsnit af Agnar Mykles roman „Sangen om den røde rubin”, hvis forfatter og forlægger stod tiltalt ved den norske Højesteret for pornografi. Efter en senere tids målestok var romanen ikke dristig; men i 1957 var den det i høj grad, og Peder Nørgaard beordrede højtlæsningen sløjfet.

Dette eklatante eksempel på censur benyttede dagbladet Politiken til at rejse en pressestorm mod hele radioordningen. I kronikker og på lederplads blev lytterforeningerne og politikernes indflydelse på radioens ledelse gjort til den eneste afgørende hindring for gedigen radiokunst. Ikke blot den mere eller mindre direkte censur over for udsendelsesforslag blev stærkt angrebet; men også ansættelsespolitikken, fordi den, skrev radiokunstneren Viggo Clausen, blev ledet af politiske, ikke af kunstneriske eller journalistiske hensyn.

Den offentlige debat ebbede ud i løbet af et par måneder; men uroen havde medvirket til, at radiolovudvalget ikke fik betænkningen gjort færdig så betids, at forslaget kunne komme til behandling i Folketinget i 1958.

I sommeren det år skete der igen noget uventet. Et skib under bekvemmelighedsflag ankrede op ude i Øresund og begyndte at sende popmusik og reklamer ind over København og omegn. Radio Merkur hed forretningen, hvis udsendelser blev produceret i land og sejlet ud til den flydende sendestation i internationalt farvand, hvor Statsradiofoniens monopol ikke gjaldt. I praksis var radiomonopolet brudt, og det kom til at vare næsten fire år, før den danske og svenske regering i fællesskab fik sat en stopper for den smarte fortolkning af paragrafferne. Da piratsenderen i Øresund omsider måtte lukke, havde den skabt et højrøstet ønske, ihærdigt sponsoreret af grammofonpladebranchen, om pauseløs let musik uden indblanding af andre programmer. I Danmarks Radio vedtog man at bøje sig for kravet og startede program 3, der vedkendte sig at være et „hørbart tapet”.

Radio Merkur fik også indflydelse på radiolovens gang gennem Folketinget. Enigheden mellem partierne i radiolovudvalget kunne ikke holde. Venstre og de konservative stillede forslag om at give koncession til privat, reklamefinansieret radiovirksomhed. Trekantregeringen havde imidlertid sit flertal, og Danmarks Radio beholdt sit monopol.

Det var ikke regeringen og ikke lytterne, men de politiske partier, der styrede radioen og havde det øverste ansvar for, hvad der blev sendt. Det var imidlertid lettere at fastslå princippet og skrive det i loven, end det var at gennemføre det i praksis. Den samlede sendetid gjorde det fysisk umuligt for Radiorådet at kontrollere bare en brøkdel af udsendelserne. For den hurtigt voksende stab af programmedarbejdere måtte det virke tilfældigt, om de fik ros for deres arbejde, eller om de fik tildelt en næse for at være ensidige. Som tommelfingerregel måtte de benytte „minut-demokratiet”. Var en fra oppositionen kommet til mikrofonen, skulle der afbalanceres med en fra regeringspartierne i lige så mange minutter, uanset om han havde noget på hjerte eller ej.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Hvem skal styre radioen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig