Investering eller konsolidering

Sidst i 1949 havde landbrugsminister Bording fremsat et såre prosaisk lovforslag om statsstøtte i form af billige lån eller direkte tilskud til forbedring eller nyopførelse af møddingsteder og ajlebeholdere og til bygning af ensilagebeholdere. Der var tidligere ydet tilskud til disse formål; men bevillingerne var brugt, og nu ønskede Bording 15 mio. kr. til en fortsættelse af ordningen. Man skulle forvente, at Venstre var en selvskreven samarbejdspartner i denne sag; men ikke desto mindre blev beløbet under behandlingen i Folketinget skåret ned til fem mio. kr. De konservative ville ikke være med, man skulle efter deres mening helt væk fra tilskud til erhvervslivet.

I folketingsudvalget, der behandlede forslaget, udtrykte socialdemokraterne og de radikale ønske om, at pengene skulle skaffes fra den genopbygningsfond, som regeringen havde sat på programmet. Her lå konfliktstoffet.

Det drejede sig om anvendelse af Marshallhjælpen. De danske virksomheder, der købte varer under Marshallprogrammet, betalte for dem, uanset om der var tale om lån eller gave, og pengene gik ind på en særlig konto i Nationalbanken. Der var enighed om at lade de tilbagebetalinger, der stammede fra Marshalllånene, blive stående. Spørgsmålet var, hvad de tilbagebetalte penge fra Marshallgaven, der udgjorde langt den største del, skulle bruges til.

Her spøgte to problemer endnu fra besættelsestiden. Det ene var statens gæld til Nationalbanken, den såkaldte reguleringskonto, der stammede fra clearingkontoen og værnemagtskontoen. Det andet problem var inflationstruslen, de „ledige penge”, der stammede fra de samme kontis pengeudpumpning. Hvis man brugte tilbagebetalingerne fra Marshallhjælpen til at betale af på statens gæld til Nationalbanken, forsvandt de ud af omsætningen og medvirkede således til også at komme det andet problem til livs. Staten førte i forvejen en stram finanspolitik med et betragteligt overskud på finansloven. Venstre og Det konservative Folkeparti ønskede ikke blot denne politik fortsat, men anså en yderligere pengeopsugende politik for en forudsætning for afskaffelse af reguleringerne og for en liberalisering af importen.

Var pengerigeligheden væk, ville folk ikke have råd til at sætte forbruget op. I øvrigt ville den frie konkurrence sørge for, at priserne ikke ville stige. Det ubehagelige ved denne politik kunne blive et fald i den økonomiske aktivitet og altså en stigning i arbejdsløsheden; men det ville på den anden side gøre det lettere at holde lønkravene tilbage.

Meningen med Marshallhjælpen var imidlertid at sætte gang i produktionen. Blev produktion og eksport stor nok, var der ikke længere tale om pengerigelighed. Det var regeringens plan, at man i stedet for at betale af på sin gæld skulle låne pengene fra tilbagebetalingerne ud anden gang, eller for den sags skyld flere gange. Virkningen i retning af at stimulere økonomien ville blive så meget større. I stedet for at lade markedet og renten bestemme, hvor store investeringerne skulle være, og hvad det kunne betale sig at investere i, skulle man prioritere investeringer, der skaffede valuta til landet eller sparede valuta. Hensynet til beskæftigelsen spillede også en afgørende rolle i denne politik. Renten på sådanne udlån til investeringer kunne holdes lavere end markedsrenten.

Nogle af pengene fra tilbagebetalingerne til den særlige konto i Nationalbanken skulle efter regeringens plan bruges til pengesanering, så man holdt inflationstruslen i skak. Men resten, efter forslaget 100 mio. kr., ønskede regeringen at bruge til starten på en genopbygningsfond, der skulle låne penge ud til produktionsfremmende formål.

Forslaget var ikke blevet færdigbehandlet i 1949; Venstre, Det konservative Folkeparti og Retsforbundet havde rejst principielle indvendinger, mens socialdemokraterne og de radikale, der stod bag forslaget, havde modtaget uvelkommen tilslutning fra kommunisterne. Den lokale Marshalladministration i København, der fulgte regeringens økonomiske politik ret nøje og derpå gav indstilling om, hvor stor hjælpen til Danmark skulle være, havde anbefalet ideen om genopbygningsfonden.

De forslag om lån fra fonden, der i første omgang var på tale, skulle kunne appellere til Venstre. Det drejede sig bl.a. om en rationalisering af mejerisektoren, som var ønsket af Mejeriernes Fællesorganisation. Også andre forslag viste, uanset eventuelle taktiske formål, at regeringen var klar over, at det i hvert fald foreløbig var landbrugsproduktionen, der skulle fylde valutakassen.