Det skæve Danmark

Siden århundredskiftet var bybefolkningen i Danmark vokset fra at udgøre halvdelen til to tredjedele af landets indbyggere. I hovedstaden med forstæder boede i 1950 1,17 mio., i provinsbyerne med deres forstæder 1,26 mio. og i de bymæssige bebyggelser knap en halv mio. De kategorier, som Danmarks Statistik brugte, måtte nødvendigvis blive grove i forhold til de glidende overgange, virkeligheden bestod af.

Hovedstaden, dvs. København, Frederiksberg, Gentofte og forstæderne – var det eneste sted i Danmark, der havde storbypræg. I international målestok var det endda beskedent nok. Men byen havde fået sin andel af den tidlige industrialisering med dens følge af overbefolkede arbejderkvarterer og usunde slumbebyggelser.

Befolkningstallet i Københavns kommune nåede sit højeste omkring 1950. Udflytningen fra den indre by og brokvartererne til forstæderne havde været i gang længe, men var blevet opvejet af tilflytning fra provinsen. Fra nu af skete hovedstadens vækst i forstæderne. Stagnation eller tilbagegang var imidlertid ikke det, der optog kommunalpolitikerne. De første af de store fødselsårgange var på vej til skolealderen, og efter krigstidens nedslidning af skolerne og efterkrigsårenes mangel på byggematerialer hastede det med at skaffe plads i de kommunale skoler. Det samme problem blev endnu mere akut i forstæderne, der i de følgende år fik en særpræget aldersprofil med unge ægtepar, mange børn og meget få gamle. Pensionisterne blev boende i København, der mellem 1940 og 1960 fik fordoblet sit antal af borgere over 65 år.

Det var imidlertid ikke kun de unge familier, der flyttede ud fra den indre by og brokvartererne. Erhvervsvirksomheder med vækst savnede udvidelsesmuligheder og besværedes af trafikproblemer. I forstæderne søgte man at etablere industrikvarterer for at adskille industri og beboelse og samtidig sørge for, at afstanden mellem hjem og arbejdsplads ikke blev for stor. Planlægning i den skala var i sig selv noget nyt, og de ideale forestillinger blev ikke lettere at realisere, så længe boligmangel og huslejerestriktioner lagde et økonomisk stavnsbånd på beboerne i den ældre boligmasse.

Hvert år flyttede mere end en halv million danskere fra en kommune til en anden. Selv om mange kun flyttede midlertidigt, og endnu flere flytninger opvejede hinanden, blev resultatet af flytningerne, nettovandringerne, at landdistrikterne afgav over 16.000 personer om året, heraf 12.000 til provinsbyerne og godt 1000 til hovedstaden. Fra provinsbyerne rejste ca. 5000 til København eller til dens forstæder, mens 10.000 flyttede ud fra København til forstæderne.

Kun to provinsbyer, Århus og Odense, havde mere end 100.000 indbyggere. Ålborg med Nørresundby nåede samme størrelse, og hvis man ville godtage begrebet „Trekantbyen”, bestående af Fredericia, Kolding og Vejle, var der en fjerde provinsby over de 100.000. Randers med forstæder og landets yngste by, Esbjerg, havde hver 50.000 indbyggere. Derudover havde kun syv byer mere end 20.000 beboere, mens der var 32 byer, der havde mindre end 5000 indbyggere. I hovedstadsområdet boede der flere end i de 33 største provinsbyer tilsammen.

København var først og fremmest landets industriby. Regnede man industri og håndværk under et, arbejdede godt 41 procent af de beskæftigede i hovedstadens virksomheder, lidt flere, nemlig 47 procent, i provinsbyerne og de bymæssige bebyggelser, og resten, 12 procent i erhvervsvirksomheder i landdistrikterne. I den egentlige industri var imidlertid mere end halvdelen af arbejdsstyrken inklusive funktionærerne beskæftiget i hovedstaden, og her lå også de få efter danske forhold meget store arbejdspladser med flere tusinde ansatte.